Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
KUNST. Cobra-maleriet minder Ida Praetorius om teaterverdenen.
Foto: Ivan Riordan Boll

KUNST. Cobra-maleriet minder Ida Praetorius om teaterverdenen.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ida Praetorius: »Da jeg flyttede hjemmefra, var maleriet vitterlig det eneste i min lejlighed«

Balletdanseren Ida Praetorius opdager hele tiden nye aspekter i sit Cobra-maleri med tvetydige masker.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Da jeg flyttede hjemmefra, var maleriet vitterlig det eneste i min lejlighed. Min seng var ikke blevet leveret endnu, og der lå kun en madras på gulvet, hvide vægge og det store røde maleri.

5 år senere hænger det stadig i mit køkken-alrum. Det er et Cobra-maleri af Egill Jacobsen, og man ser det virkelig. Det er nok ret specielt at være ung og have et Cobra-maleri, og folk stopper næsten altid op og spørger ind til det, når de kommer forbi. Det er en af den slags malerier, man ser og træder et skridt tættere på.

Ansigterne på billedet er det, jeg holder mest af. Jeg finder hele tiden nye facetter i dem. I et af ansigterne smiler øjnene, men munden gør ikke. Når jeg er glad, ser det ud, som om ansigtet smiler, men det kunne lige så godt være bekymret. Hver dag lægger jeg noget forskelligt i det, alt efter hvordan jeg selv har det, når jeg spiser morgenmad og falder i staver over det. Det er det, kunst kan – eller skal kunne, hvis det er godt.

Jeg har lige danset i ’Romeo og Julie’ på Det Kongelige Teater, hvor de i historien holder store maskeballer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at ansigterne i maleriet ligner teatermasker. Nogle gange forestiller jeg mig faktisk, at de om natten hopper ud af billedet og bliver levende, som i et eventyr. Ha ha.

Man ved aldrig helt, hvad folk tænker bag maskerne. Det gør publikum sikkert heller ikke, når jeg danser. Som balletdanser har jeg kun min krop og musikken til at udtrykke mig med, og jeg er sikker på, at alle blandt publikum har deres egen tolkning af, hvad det betyder, og hvad jeg tænker.

Det er levende på en helt anden måde end masseproducerede ting.

Hvad Egill Jacobsen havde i tankerne, da han lavede maleriet, har jeg ingen idé om, men jeg lægger en masse i det. Og jeg er sikker på, at han må have tænkt over, hvad de forskellige ansigter vil sige.

Min morfar forærede maleriet til mig, da jeg flyttede til København som 17-årig for at være tættere på Det Kongelige Teater. Han er en stor kunstelsker, og jeg kan huske, at jeg var ret stolt af at have ægte kunst. Det er en ære, at det hænger i lige præcis mit hjem.

Det er betyder noget helt særligt for mig, fordi der kun findes det. Strukturen i maleriet er ret vild, og man kan se, at det er malet på lærredet. Det er levende på en helt anden måde end masseproducerede ting.

Jeg tror, at jeg altid vil have maleriet med mig, mens alt andet nok bliver skiftet ud. Jeg har stadig mange ting fra Ikea og sådan noget, fra da jeg flyttede hjemmefra, og jeg har ikke så mange unika-ting, som jeg gerne vil have. Det kommer nok, når jeg bliver rigtig voksen«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Design, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden