James Joyce revolutionerede i 1922 litteraturen med ’Ulysses’. Et værk, hvor alt det skjulte skulle frem i lyset. Det gjaldt den stærkt underbelyste kvindelige seksualitet, men det gjaldt så sandelig også den højhellige afføring, der på mange måder er og bliver det mest sejlivede tabu af dem alle. Også i litteraturen.
»Midtvejs, og hans sidste modstand var vigende, tillod han tarmen at tømme sig stille mens han læste, stadig tålmodigt læsende den lette forstoppelse fra i går helt forsvundet. Håber ikke den er for stor så der kommer hæmorider igen. Nej, lige tilpas. Sådan. Ak! Hård mave«.
Således strømmer bevidstheden igennem hans hjerne, mens afføringen glider ud af den avislæsende Leopold Bloom »siddende rolig oven på sin egen opstigende lugt«, som det hedder i Karsten Sand Iversens danske oversættelse.
Alle går vi på toilettet og forretter vores nødtørft – eller skider for at sige det ligeud. Alle er vi af gode grunde stærkt optaget af, om peristaltikken fungerer, som den skal. For det er jo pænt ubehageligt, særdeles distraherende og måske ligefrem et faresignal, hvis konsistensen eller farven er forkert.
