Vores isspand elsker vi højt. Det er en meget stor spand, som strutter med alle sine mange vidunderlige isklumper, og er et designstykke, vi bruger helt utrolig meget. Både på tagterrassen på fantastiske sommeraftener og i køkkenet, når vejret er dårligt. Man kan absolut også drikke kold hvidvin, selv om det regner.
Hele sommeren skal jeg spille i Glassalen i Tivoli, og derfor bliver vi i København. Det glæder jeg mig meget til, for jeg elsker virkelig hovedstaden i solskin og Tivoli, der emmer af underholdning, sjov og ballade. Efter forestillingen ser jeg frem til et koldt glas vin; og jeg er ikke i tvivl om, at isspanden bliver uundværlig.



























