I sin sidste tid tilbragte min far, Simon Rosenbaum, rigtig mange timer i lænestolen og tænkte gode og kreative, men også kaotiske tanker. Efter at mine forældre døde for et par år siden med meget kort tids mellemrum, flyttede lænestolen ind i min lejlighed. I begyndelsen syntes jeg ikke rigtig, den var min. Hver morgen sagde jeg godmorgen til den og klappede den lidt på armlænet, men nu er der gået et par år, og i dag er den blevet en del af mit liv. Sådan rigtigt. Jeg arbejder meget i den, smider fødderne op over ryglænet, skriver i den og kigger ud ad vinduerne.
Når jeg sidder i den, tænker jeg tit på min far. Da min søster og jeg skulle rydde vores barndomshjem, rykkede der jo tæpper, skabe, stole, malerier og lamper ind i min lejlighed, og at få det til at passe ind med resten tog tid og var helt klart en del af en sorgfase. Nu er arvestykkerne blevet en del af mit hjem, selv om de står helt anderledes her. Der er meget færre ting, end der var hos mine forældre, og derfor kommer tingenes former, farver og skønhed frem på en helt anden måde. Lænestolen var tidligere mørkeblå, men jeg har fået den ompolstret i en skøn glad gul farve. Nu står den skarpere end nogensinde, og diagonalt skærer den igennem rummet som en arbejds- og tankeø langt fra fjernsynet.
