Designeren Margrethe Odgaards Taffeldug er blevet taget ud af kollektionen hos Georg Jensen Damask. Til gengæld har man lanceret »dugen til vinelskeren, der gerne nyder vinene fra området omkring Côte de Nuits, Bourgogne«. Altså en dug med med et påtrykt landkort over vingårde og vinmarker i Bourgogne.
Odgaards Taffeldug var vævet med et væld af stiplede linjer, der angav, hvor man skulle placeret servicet, hvis man skulle dække et elegant bord. Som en diskret tegning bredte Odgaards bomuldsdug sig over bordet og fortalte en historie om klassisk borddækning og servietfoldning, som man ikke behøvede at følge slavisk, men som gav anledning til gode samtaler hen over maden.




























