De kander må jeg bare hen til. Ann Linnemanns galleri er ikke stort, men i samme øjeblik jeg træder ind i de små lokaler, er det de to hylder med kander, der fanger mit blik. Sikke nogle former. Sikke nogle farver. Og hvor er de hanke dog vidunderlige.
Kanderne på den øverste hylde er skabt af Niels Lauesen (1941-2011), som var underviser i en årrække på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Kanderne på den nederste hylde er lavet af keramikeren Ole Jensen, der var en af Niels Lauesens elever i Kolding.




























