Det er svært at beholde jordforbindelsen. Udstillingen kan ses på fem minutter, men Kasper Kjeldgaards svævende univers får på en eller anden måde løftet mig op fra jorden. Lokalet er aflangt, og jeg ved ikke helt, hvor det ender, men jeg flyver lykkelig af sted, mens jeg svælger i Kjeldgaards mobiler og store tryk, som han har skabt med bivoks.
Mobilerne, der også kan kaldes uroer, har han efterhånden lavet i et par år, men det er, som om hans sammensætning af rene materialer – messing, tråd, bivoks, hestehår, sten og glas – peaker lige nu. Hans mobiler bliver mere og mere avancerede, samtidig med at Kjeldgaard holder fast i, at mobilerne ikke må blive så komplicerede, at man ikke kan forstå dem. Man forstår umiddelbart, hvad de består af, og hvordan de er sat sammen – men samtidig undrer det, at det kan lade sig gøre at få så mange elementer til at svæve på samme tid.
