Den masseproducerede urtepotte i rødler, som vi har stillet planter i i generationer, trænger til et ordentligt modspil, tænkte 15 keramikere for et par år siden, hvorpå de dannede gruppen Atrium.
Formålet med Atrium har været at komme med bud på, hvordan plantekrukker også kan se ud, og undersøge sammenhænge mellem levende grønne vækster og hård ler.
Efter at have udforsket det område i godt tre år afslutter keramikerne nu arbejdet med udstillingen ’Atrium. Den levende krukke’ på Keramikmuseet Clay i Middelfart. Den føles som en tur igennem et havecenter, hvor man ikke rigtig kan finde ud af, hvad man skal rive ned fra hylderne og fylde i indkøbsvognen.
Skulle man vælge Ann Linnemanns delvis ødelagte porcelænskopper med vilde vækster, der ifølge udstillingskataloget vil visne bort, før udstillingen er overstået? Ellers måske Inger Heebølls skorstensagtige rør, hvor planterne er brudt igennem rødleret og langsomt omdanner keramikken til frodige skove?
Eller holde sig til Lise Seier Petersens ’Bonsai Land Art’, der består af fem glaskuber, hvori hun har plantet hvedekerner, hvis udvikling man kan følge igennem hele udstillingen?
Som alternativ til den traditionelle rødlerskrukke, man kan stille i vindueskarmen, består ingen af de tre værker. Eller de øvrige for den sags skyld. Men det skal de heller ikke, for det, keramikerne reelt ønsker at undersøge, er, hvordan man kan få keramik og levende vækster til at indgå i en form for symbiose.
Hvor man ikke ser urtepotten som noget selvstændigt, men snarere som en forlængelse af planten. Det lykkes især hos Lea Mi Engholm med det kurvede værk ’Tørlandskab’, hvor kløverplanter spirer imellem bakker og dale af rødler.
Et stort drivhus
Jeg føler mig som en kæmpe, som jeg står og skuer over hendes smukke landskab. Samme fornemmelse får jeg hos Vibeke Buciek, hvor planten musehaleaks er ved at gro ud over det glaserede stentøj, så det om kort tid kommer til at ligne oldtidens gravhøje i landskabet.
De fleste værker er placeret på lave podier, andre hænger i luften, mens enkelte er stillet direkte på jorden.
Det hele er indrettet omkring stilladser og midlertidige hylder, hvilket giver udstillingen en afslappet og ret midlertidig stemning. Man føler seriøst, at man bevæger sig igennem et stort drivhus i et havecenter, og takket være den klukkende lyd fra en stor smuk lerfontæne, som er Lise Seier Petersens andet værk, er oplevelsen næsten intakt. Man mangler blot lugten af jord og råd, og især de fugtigt høje temperaturer, men kan finde sådanne steder.
Et interessant indspark i dansk keramik, hvor det hele godt kan drukne i lækre glasurer og fornuft
’Atrium. Den levende krukke’ er et interessant indspark i dansk keramik, hvor det hele godt kan drukne i lækre glasurer og fornuft. Men det er ikke en udstilling, man rigtig bliver klogere af – eller udfordret af. Planterne er for pauvre og amputerer på den måde keramikken, som de ellers skulle spille så godt sammen med.
Og keramikken peger i så mange forskellige retninger, at det er svært at finde ud af, hvad keramikerne egentlig vil fortælle – og især, hvorfor de optræder som gruppe.
Men det er skønt, at vi har keramikere, som tør være vilde og vælge det sikre fra. Det må keramikerne bag Atrium-gruppen meget gerne blive ved med – helst med lidt Substral næste gang.