For en del år siden gik Tobias Jacobsen op på sine forældres loft i huset i Vordingborg. Der stod nogle gamle, hengemte papkasser, og i en af dem gjorde han lidt af et fund. I den lå nemlig en masse stofprøver – og hans farfars hengemte side. Tekstilerne viste mønstre af blomsterenge med rødkløver, ranunkler og margueritter. Af anemoner på en dybblå baggrund. Af hjertegræs og kejserkrone. Af tornekrone og grøftekant. Af regn og stjerneblomst.
Her var over 100 forskellige prints. Poetiske, fabulerende og åndeløst smukke. Og alle var tegnet af hans farfar, arkitekten og designeren Arne Jacobsen.
»For mig var mange af de tekstiler ukendte. Eller det vil sige: Jeg havde glemt dem. For jeg er vokset op med nogle af dem som gardiner og betræk til hynder i det sommerhus, som vi havde, og som også var tegnet af min farfar. Men egentlig vidste jeg ikke, hvad det helt var, jeg stod med mellem hænderne«, fortæller Tobias Jacobsen.
Siden har Tobias Jacobsen, der selv er designer, nærstuderet motiverne og mønstrene.
