Jeg er så gammel, at jeg husker tiden før Storebæltsbroen; og jeg kan tydeligt se stellet Hank for mig i den fine restaurant på DSB-færgerne. Allerede dengang tænkte jeg over, hvor stabilt det stod. Hvor høj kvalitet det udstrålede. Nu har jeg sat mig ind i det og ved, at det er et stykke danmarkshistorie. Intet mindre.
Hank er designet af Erik Magnussen for Bing & Grøndahl. Det produceres ikke længere, men heldigvis er det så ekstremt hårdført, at det stadigvæk dukker op på auktionssiderne og på Den Blå Avis. I alle de 30 år, jeg har samlet på det, er der faktisk kun gået en lille yoghurtskål tabt – og det tager jeg hatten af for. Især når jeg tænker på, hvor meget hver lille skål, tallerken og kop har været igennem.


























