To mormoner i hvid skjorte og slips stemmer dørklokker. De er på arbejde i missionsmarken. Samme ærinde genkender jeg hos de standhaftige medlemmer af Jehovas Vidner, der står på Dronning Louises Bro med deres pamfletter om frelse før verdens undergang. De fleste skynder sig forbi. Måske endda hånligt hovedrystende.
Men er disse sekters budskaber egentlig så meget mere mærkværdige end de ting, man bliver bedt om at tro på i folkekirken eller den katolske kirke? Er den mest markante forskel, at disse nye kristne trosretninger i ungdommeligt overmod stadig tror med ildhu, når de drager i felten for at omvende kættere og vantro?




























