Der er noget fuldkommen uimodståeligt over tanken om et langvarigt ophold på et sanatorium. Rehabilitering og rekreation. En verden af i går, hvor ro og hvile kunne ordineres. Tanken om at blive draget omsorg for, behandlet og passet på uden at skulle yde noget til gengæld er en næsten gåsehudsfremkaldende luksus.
Indtil man ser dokumentarfilmen ’Sanatorium’ om det ekssovjetiske behandlingssted Kuyalnik lidt uden for Odesa, hvor alt er faldefærdigt og afskallet, og hvor udstyret, der bruges til de ofte uforståelige behandlinger, ligner noget, der kunne udstilles på et medicinsk museum.


























