Det kunne ligne en omvendt Baugur, når Dagur Kári her til formiddag modtager Peter Emil Refns Pris på 105.000 kroner. For mens det islandske investeringsfirma har overtaget store danske firmaer som Magasin du Nord, Illum og Merlin, så er det den anden store danske filmpris, som den 32-årige islandske filminstruktør modtager i år.

På Carl Th. Dreyers fødselsdag 3. februar fik Dagur Kári således Dreyerprisen på 50.000 kroner. »For mig betyder de priser meget mere end penge«, siger Dagur Kári dagen før prisoverrækkelsen i Grand Teatret. »For selv om jeg var glad for at gå på Filmskolen i København, så var jeg sikker på, at jeg ville blive smidt på porten, så snart jeg var færdig med min afgangsfilm. Men i stedet har jeg følt mig meget velkommen her i byen. Det er virkelig generøst af det danske filmmiljø, og noget jeg er meget taknemmelig for«. Selv tak, siger vi. For selv om kun knap 12.000 biografgængere så hans første danske spillefilm, ’Voksne mennesker’, sidste år, så var den sort-hvide film en lille perle, af den slags som aldrig tidligere er blevet lavet i Danmark. I Cannes havde man også sans for Dagur Káris underfundige filmiske digtning, som derfor blev vist i den prestigefyldte sidekonkurrence Un Certain Regard. »Jeg var faktisk lidt overrasket over, at kun 12.000 ville se ’Voksne mennesker’. Filmen havde premiere samme weekend som ’Star Wars’, og jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt bekymret på George Lucas’ vegne. For jeg syntes, at vores film var noget bedre end hans«, siger Dagur Kári med den underfundighed, som man også finder i rigelige mængder i hans film. Filmisk paraply Nu blev det film, han kom til at beskæftige sig med. Men det kunne lige så godt være blevet musik, foto eller digtning, som Dagur Kári Pétursson havde kastet sig over professionelt. Selv om han umiddelbart efter gymnasietiden droppede skriveriet, fordi han ikke ville sammenlignes med sin far, som er den store islandske forfatter Pétur Gunnarsson. »Jeg skrev meget i min gymnasietid. Men jeg blev hele tiden sammenlignet med min far, og alle forventede, at jeg ville gå i hans fodspor. Det blev efterhånden for enerverende, og derfor valgte jeg en anden fortællemåde. Og her fandt jeg ud af, at film er en god paraply for digtning, foto og musik«. Allerede inden han startede på Den Danske Filmskole i 1995, var han begyndt at spille i et garageband ved navn Slowblow. Men bandet blev langsomt smallere og smallere, og efterhånden var der kun Dagur og hans gode ven Orri tilbage. Og garagepunken ændrede sig til en afart af diverse musikalske stilarter – mest inspireret af Tom Waits. »Vi er en mærkelig duo, og for første gang bor Orri og jeg nu i samme land. Tidligere har vi mest været et ferieband, fordi Orri boede i Island, mens jeg gik på filmskole i København. Da jeg kom hjem, tog han til USA. Da han så kom hjem derfra, tog jeg til København for at lave ’Voksne mennesker’, og senere tog han så til Canada. Men nu bor vi begge i Reykjavik, så nu bliver vi sikkert opløst«, smiler Dagur Kári, som har udgivet fire album sammen med Orri og Slowblow. Apropos musik, så har du tidligere sagt, at det at lave film i Island er som at spille i et rockband, mens det i Danmark er som at være medlem af et symfoniorkester. Kan du uddybe det? »Der er meget stor forskel på at lave film i Island og i Danmark. I Danmark har I så utrolig en kompetent og professionel filmbranche, som besidder fremragende organisatoriske evner. Det kommer der gode film ud af, men det kan også slå spontaniteten lidt ihjel.