Det er da løgn! Den gennemsympatiske Forest Whitaker i rollen som Idi Amin? Det vil aldrig gå godt! Det var den generelle opfattelse, da instruktøren Kevin Macdonald bekendtgjorde sit valg af hovedperson til sin debutfilm ’The Last King of Scotland’, om den despotiske tyran Idi Amin, der styrede Uganda med ubeskrivelig rædsel fra 1971 til 1979. Men det var ikke løgn. Og de seneste måneder har til fulde bevist, at det gik helt fint. Oven på stort set enslydende, meget rosende anmeldelser har Forest Whitaker netop scoret en Golden Globe. Og i sidste uge blev han nomineret til en Oscar. Bestemt ikke hverdagskost for en farvet skuespiller i en usympatisk rolle.
Mere end en hyggelig bulderbasse
Men det er måske netop hemmeligheden bag Forest Whitakers takling af Idi Amin. At han ikke gør ham ensidigt usympatisk. Forud for den danske premiere på ’The Last King of Scotland’ siger den 45-årige Whitaker:
»Som de fleste andre havde jeg kun dystre billeder af Idi Amin. En stor vred sort mand, som var en galning. Men efter at jeg havde læst manuskriptet, og jeg selv gik i gang med at finde ud af mere om ham, begyndte jeg at få et mere nuanceret indtryk af ham. Og det var lige nøjagtig også det, som Kevin Macdonald var interesseret i. Han ville have andet og mere end det stereotype billede, som vi har af Idi Amin. Idi Amin var mere end en tyran. Når man ser gamle optagelser med ham, viser de også langt flere nuancer. Han er vittig, han er charmerende, han er vellidt i hæren, og han er i starten elsket af sit folk, mens han foretager de store ændringer i Uganda«.
En smal sti at betræde – men de mange anmelderroser viser, at bestræbelserne har været rigtige. Og at Forest Whitaker er andet og mere end en ’hyggelig bulderbasse’. Filmen igennem skifter han mellem legesyg hyggeonkel og dødsensfarlig paranoid. I en fremtræden af den slags, som man næsten skammer sig over at nyde, de dystre historiske facts taget i betragtning.
Uvant succes
Men hvor man dog under Forest Whitaker denne uvante succes. For selv om han havde nogle fuldfede år mellem 1986 og 1992 med roller i film som ’Det handler om penge’, ’Platoon’, ’Good morning Vietnam’, ’Bird’ og ’The Crying Game’, så har der altså været betydelig længere mellem snapsene senere i karrieren. Med rollen som den spirituelle gangster i Jim Jarmuschs ’Ghost Dog – The Way of the Samurai’ fra 1999 som undtagelsen, og med rollen som Ker i John Travoltas L. Ron Hubbard-film ’Battlefield Earth’ året efter som det katastrofale nulpunkt.
Umiddelbart er det ikke til at se det, men det var via amerikansk fodbold, at den 189 centimeter høje og over 100 kilo tunge Forest Whitaker spillede sig ind i filmens verden. Det skete som 21-årig i den grovkornede komedie ’Fast Times at Ridgemont High’ med den ’tillokkende’ danske titel ’Øl, fis og rockmusik’. Men det var hans markante birolle i Martin Scorseses ’Det handler om penge’ fire år senere, som for alvor gjorde manden med den milde, troskyldige og godmodige udstråling kendt.
Den ene scene, hvor han som den naivt udseende pool-hustler nakker Fast Eddie Felson i Paul Newmans skikkelse, er hele filmen værd. Og førte Forest Whitaker videre til Vietnam i henholdsvis Oliver Stones ’Platoon’ og som radiovært Robin Williams’ ven i Barry Levinsons ’Good Morning Vietnam’.
