Højt oppe under cirkusets teltdug svæver Ayin på den tynde line. Smidigt vender hun sig rundt, strækker benet ud. Det gyldne lys fra lampernes spots lægger sig som en kappe omkring hende. Her på sin tynde line er hun tryg. Her er verden enkel og overskuelig, uden intriger, forventninger, skuffelser og angst for ikke at blive accepteret. Ayin er hovedpersonen i Nanna Frank Møllers debutfilm som instruktør ’Someone Like You’, der følger Ayin og søsteren Sky i det lille cirkus Cirque frem til cirkustruppens endegyldigt sidste forestilling. Filmen handler om det liv, der ligger bag forestillingen i manegen. »Virkeligheden i cirkusmanegen er jo reelt en illusion. Men bag den er der en virkelighed, nogle artister med et personligt stof. Det, som interesserer mig, er forholdet mellem virkeligheden og illusionen«, fortæller 35-årige Nanna Frank Møller, der er uddannet klipper og blandt andet har stået bag flere af instruktør Max Kestners film, for eksempel den anmelderroste ’Nede på Jorden’ og den nye Danmarksfilm. Cirkus er et billede på livet Den debuterende dokumentarfilminstruktør tager imod på en af havebænkene på filmskolen, hvor hun i øjeblikket underviser dokumentarafdelingens afgangselever. »Cirkus er et billede på livet. Og er på den måde vedkommende for alle mennesker. Alle skal dø alene. Men mens vi lever, kæmper vi for at opnå et fællesskab med andre. Det er måske illusorisk, mener nogle. Men alligevel er vi jo knyttet til hinanden. Vi ser på den samme himmel«, siger Nanna Frank Møller og peger på, at forholdet mellem livet i manegen og verden udenfor er særlig eksponeret i det moderne cirkus, som hendes hovedpersoner i filmen er en del af. Mens det klassiske cirkus er en slags kunstnerisk udformning af de fysiske eksistentielle vilkår – af tyngdekraften og kroppens formåen – udfordrer det moderne cirkus også artisternes personlige stof. »Det er karaktererne og deres følelser, der driver forestillingen frem. Ligesom det er i film«, forklarer Nanna Frank Møller og kæder naturligt legen med virkeligheden i cirkusmanegen sammen med klippeprocessen i de dokumentarfilm, hun har brugt det meste af sit professionelle liv på. »Engang blev jeg spurgt, om det ikke var kedeligt bare at sidde og klippe film. Men jeg føler jo for eksempel, at jeg har været i New York en hel dag. Det er en sær, men fantastisk, position, du er i som klipper. Hvis instruktøren er filmens sjæl, så er klipperen filmens hjerte. Den, der sætter pulsen og transporterer blodet rundt i kroppen. Det er som at lege med dukkehus og fortælle en historie. Men altid ud fra instruktørens vision, naturligvis«. »Vi har sagt nej til Fellini« Nanna Frank Møller tænder den første af en række orange Kings. Som barn havde hun ikke noget særligt forhold til cirkus – bortset fra at hendes mor var glad for klovne og havde et fotografi hængende på væggen af sig selv klædt i klovnekostume med sort krøllet paryk og ternet jakke; »det var ret mærkeligt, for jeg kunne ikke genkende hende«. Første gang Nanna Frank Møller rigtigt stiftede bekendtskab med det moderne cirkus var, da hun blev optaget på Filmskolens klippelinje og arbejdede i Kanonhallen, mens hun ventede på at studieåret skulle gå i gang. Her mødte hun Chaplins datter, Victoria, og hendes mand, Jean Baptiste, som optrådte i København med deres Cirque Invisible. Det blev starten på et varmt venskab, og en dag flere år senere, mens Nanna Frank Møller sad og klippede en film i Stockholm, måtte hun indrømme overfor sig selv, at hun faktisk gerne ville fortælle deres historie. På film. Som instruktør. Men Cirque Invisible takkede nej til Nanna Frank Møllers tilbud. Også anden gang, hun spurgte. »Jean Baptiste sagde: Vi har sagt nej til både Milos Forman og Fellini, Nanna, vi siger også nej til dig. Og så måtte jeg jo finde et alternativ«, siger Nanna Frank Møller og fortsætter: »Når man har noget på hjerte, må man jo finde det medie eller den person, man kan fortælle det igennem«. Og det blev så Cirque, som hun oplevede under Københavns Internationale Teaterfestival på Trianglen på Østerbro. Cirkustruppens scenepoesi og personlighed faldt i tråd med hendes idé om at undersøge forholdet mellem virkelighed og illusion. Næste projekt står på teenage-trans
Dokumentarfilminstruktøren rykker lidt på sig, da nogen åbner et vindue, og et stykke melodisk jazz flyder ud i haven. Som poetisk underlægning til hendes fortælling. Eller som et musikalsk alternativ til virkeligheden i eftermiddagssolen. Nanna Frank Møller forklarer det pludselige lydspor med, at der står et flygel oppe på klippegangen, som filmskoleeleverne somme tider spiller på. Så tager hun tråden op fra før. Mens Cirque på overfladen så ud til at være en sød lille trup, bestående af to søstre og deres mænd, viste det sig at være historien om to par, der var gået fra hinanden og nu frygtede livet efter den sidste forestilling. Men den uforudsigelighed syntes Nanna Frank Møller kun gav liv til projektet. »Det er noget helt andet, end hvis du arbejdede på en spillefilm ud fra et manuskript. I dokumentarfilm er der kontant afregning hele tiden. Du kan fysisk mærke, om du får, hvad du skal bruge. Og det er mødet mellem dig og dét, de medvirkende selv bidrager med, der skaber vilkårene for din historie. Det møde kan jeg godt lide, der er meget kraft i det. Ligesom når du som lille var i cirkus og fysisk kunne mærke angsten – klarer linedanseren det nu? Eller falder hun ned?«. I filmen vælger Ayin selv at træde endegyldigt ned fra linen. Men Nanna Frank Møller fortsætter med at udfordre virkeligheden – som klipper og som instruktør, hvor hun allerede er i gang med sin næste film. Et portræt af en 14-årig transvestit. »Den handler om essensen i et menneske. Om eksistensens grundtema – om at finde ind til sig selv«.