Hvis jeg ikke havde vidst det, havde jeg ikke genkendt den unge belle de jour i hotellets lobby. Og det er alligevel utroligt, for jeg har netop tilbragt to en halv time med at betragte hende i intime nærbilleder på et biograflærred.
Men Marion Cotillard er så ganske anderledes i virkeligheden end den inkarnation af den utæmmede, hjerteskærende nervøse, braldrende, stangstive, streetwise madame Edith Piaf, hun giver den som i ’Spurven – La vie en rose’, som netop har været vist for en udvalgt skare ved en gallapremiere i København. Kroppen, øjnene, stemmen, alting virker anderledes, og jeg leder efter Edith Piaf, som jeg lige er blevet forblændet af. Hvordan har denne høje, slanke, unge kvinde, der sidder på kanten af sofaen iført en uglamourøs sweater og napper sig selv lidt usikkert i huden, mens hun famler efter de engelske gloser, dog båret sig ad med at spille den lidenskabelige chanteuse med det karakteristiske vibrato på stemmebåndet så overbevisende?
