Selv om hans film flyder over med druk, narko og vold, så hævder instruktøren Quentin Tarantino hårdnakket, at han ikke selv betjener sig af rusmidler.

I så fald må hans krop udskille uforholdsmæssigt store mængder af adrenalin. For i løbet af dette 25 minutter lange interview er den 44-årige amerikanske filmmand så meget oppe at køre – på den fede måde – at man alvorligt frygter for hans helbred. Iført sort tank top med Batman-logo på den efterhånden anseelige mave – og et par sorte lange træningsbukser – taler, smiler, griner, råber, hopper og danser Tarantino sine svar frem. Ofte i forvredne stillinger a la Joe Cocker på den legendariske koncert i Woodstock for alt for mange år siden. Og til slut i interviewet har Tarantino slidt så alvorligt på stemmen, at den også minder umiskendeligt om Joe Cockers. »Jeg kan ikke mere«
Hvor får han al den energi fra? Bliver han aldrig træt eller bare har en dårlig dag? »Jo, på lange optagelser kan jeg måske have en dag eller to, hvor jeg er en gnaven skiderik«, siger Quentin Tarantino med et buldrende grin, hvorefter han kommer med en af de referencer, som hans film er så fyldt med. Og som han åbenbart også selv betjener sig af, når han snakker. Denne gang handler det om en overset film om en tredjerangs instruktør i Hollywood, som lavede motorcykelfilm. »I filmen ser man, hvordan alt går skævt for ham. Alle er efter ham og kræver svar. De lovede stunts er for dyre, de fremkaldte filmruller kommer ikke til tiden, skuespillerne er sure, osv., osv. Og til sidst skriger han: »Jeg kan fan’me ikke mere«. Efter at jeg havde lavet ’Kill Bill’, vidste jeg nøjagtig, hvordan han havde det«. »Jeg har ikke haft det sådan på ’Death Proof’, men et par gange på ’Kill Bill’. Vi optog i næsten et år, og til slut var jeg ved at blive syg af det. »Hvorfor fanden skal jeg vågne op til denne fucking film hver morgen? Hvorfor skal jeg svare på alle de fucking spørgsmål? Hvorfor får jeg mig ikke et fucking liv?«. Jeg havde virkelig ondt af mig selv«. »En gang imellem er man også et dumt svin bare for at vise, at man kan være det. For at vise, at der er et menneske inde bagved«, griner Tarantino. »Og hvordan kommer man så ud af det igen, er dit næste spørgsmål garanteret. Det gør man ved at sige til sig selv: »Åh, stakkels Quentin – du udlever dine drømme ved at lave film! Åh, stakkels Quentin – du er en kunstner, der gør, hvad du vil! Hvor er det dog synd for dig«. Og så finder man ud af, at det ikke er så forfærdeligt endda«. Fiasko i USA
Hvis han skulle miste modet, er der ellers al mulig grund til det lige nu. Tarantino er nemlig i Cannes med filmen ’Death Proof’, som er første afdeling af den event, som skulle være ’Grindhouse’: To film af ham og vennen Robert Rodriguez bundet sammen af trailere i midten af programmet. Konceptet havde premiere i USA for en måned siden, men er allerede trukket tilbage fra biograferne igen, fordi publikum svigtede. »Det er der en helt åbenlys forklaring på«, siger Quentin Tarantino. »Folk vil simpelt hen ikke se to film på en aften. Den almindelige masse af amerikanere – nej, jeg vil sige den almindelige masse af verdens publikum – går ikke ud en weekendaften for at se to film. De kan ikke overkomme det. Så stor en oplevelse vil de alligevel ikke have en lørdag aften«. »Det kom bag på alle. Hele filmindustrien var chokeret over det. Variety og The Hollywood Reporter skød hver 15 millioner dollar for højt i deres forudsigelser for, hvordan ’Grindhouse’ ville blive modtaget«. »Det har lært mig to ting. Folk går i byen for at få en middag og en film. Og hvis du fucker med deres mad, så kommer de ikke i biografen. Så måske skulle jeg overveje at lave et koncept, hvor de får både en middag og en film, som jeg har lavet«. Hvordan ville den middag se ud? »Du ville ikke ønske at vide det«, siger Tarantino med et stort grin. De lange dialogerEn del anmeldere mener, at dine monologer er for lange. Der går for lang tid, inden man kommer til den egentlige action. Hvad siger du til det? »Hvad synes du selv?«. Jeg er nok tilbøjelig til at give dem ret ... »Det er en helt legitim holdning. Men jeg har det sådan her; okay – hele min filmiske formåen er dialog. Det er det, jeg kan. Det er det, jeg laver. Jeg forstår godt, hvad I siger, men dér, hvor jeg kommer fra, ser vi mine film som et fucking Tennessee Williams-stykke. »Er du da skuespilforfatter?«, vil du så spørge. Nej, svarer jeg. Men jeg kunne godt være det. Hele ’Reservoir Dogs’ (’Håndlangerne’) kunne godt opføres på teatret. Det samme kunne hele første del af ’Death Proof’. Da jeg skrev ’Death Proof’, kom jeg faktisk til at tænke på, at det er en slags exploitation-udgave af et Eugene O’Neill-stykke (exploitation-genren er film, som satser på sensationsemner som sex, vold, destruktion, narko etc., red.)«. »Som sagt, det er legitimt at føle, som I gør. Men I bliver nødt til at acceptere det. Du kan ikke være fan af mig, hvis du ikke kan lide mine dialoger. Jeg er blevet kritiseret for det i hver eneste af mine film – alle disse lange kedelige dialoger. Lige bortset fra ’Kill Bill 1’, som stort set ikke har nogen dialog«, griner Tarantino sarkastisk, mens han dunker mig hårdt i ryggen. Du må undskylde, at jeg bragte det op, hvis du helst ikke vil snakke om det ... »Nej, nej, nej. Det er helt okay. Jeg holder så meget af mit svar på det spørgsmål, så jeg er glad for at få lov til at fyre det af«. Hele filmen kommer kun på dvd
I den europæiske udgave af ’Death Proof’ er der kommet 25 minutter mere med end i ’Grindhouse’-versionen. Hvad var det, der manglede i den amerikanske udgave? »Hele den slibrige, slimede, smukke lap dance, hvor Butterfly konstant har sin krop nede over Stuntman Mike, mangler. Det samme gør den sort-hvide sektion i anden halvdel af filmen. Men hør her. Sandheden er, at jeg ikke bare klippede ind til benet på den amerikanske udgave, for at den ikke skulle blive for lang. Jeg klippede også en del af benet med. For at selve ’Grindhouse’-oplevelsen ikke skulle blive for lang«. »For husk på: Vi lavede tre film. Min ’Death Planet’ og Rodriguez’ ’Planet Terror’ og den samlede ’Grindhouse’. Det er tre helt forskellige film. Og lige så vigtige de enkelte film er, lige så vigtig er selve ’Grindhouse’-oplevelsen. Det er en aften i 1970’erne i en biograf. Mere en historisk rejse end en egentlig filmoplevelse af de almindelige. Så ting, som jeg ellers var meget glad for, måtte ud. Nu får I de ting med i Europa – og de er med i den nye amerikanske version«. »Du ville sikkert elske den amerikanske ’Grindhouse’-version, for her er dialogen også reduceret kraftigt. Der er ikke tid til alt det bullshit. Det er ’lad os se pigerne’. Få dem ind til baren og lad Kurt (Russell) komme i gang«. Får vi nogensinde den endelige ’Grindhouse’ at se i Europa? »Ja – men ikke ude i biograferne. Men det hele eksisterer på film, så det kan vises i cinemateker, i kunstbiografer eller på universiteterne, hvis de skulle have lyst til det. Og så kommer den naturligvis på dvd. Der kan du få hele oplevelsen«. Hvad er det, der er så fascinerende for dig ved gamle B-film og dette specielle Grindhouse-fænomen? »Jamen, det er noget, der sidder meget dybt i mig. I mine teenageår tilbragte jeg meget tid i Orpheum – et monster af en Grindhouse-biograf i Los Angeles, hvor jeg så hundreder af billige B-film sammen med ludere og lommetyve og andre mere eller mindre kriminelle elementer – samt altså os almindelige filmelskere. Det var et helt specielt liv, der blev levet i de biografer«. »Min film ’Death Proof’ er bedre end de film, der generelt blev vist i Orpheum, men stilen er den samme«. Stjæler med arme og benApropos stil, så findes der nu en helt speciel Tarantino-stil. Prøv at beskrive den ... »Jeg bliver så smigret, når folk snakker om en bestemt Tarantino-stil. Jeg kan slet ikke få nok af at høre det«. »Men stilen har noget med at elske film at gøre. At vise referencer til andre film og andre genrer – eller mine egne film og mit liv – i filmene«. »Da jeg var 21 år, svor jeg, at jeg ville lave film, som fik andre unge mennesker til at ønske at lave film. Det kan jeg mærke, at jeg har opnået. Og jeg bliver ved med at sige: Hvis I har lyst til at lave film, så gør det. Lad være med at vente, til det måske bliver bedre på et andet tidspunkt. For det gør det ikke. Lav filmene nu. I kan godt«, siger Tarantino, som har en af de største private samlinger af film i verden. Både originale 35 mm-film, vhs- og dvd-film. »Jeg laver ikke film eller beskæftiger mig med film. Jeg er film. Jeg lever mig helt og totalt ind i dem«. »Jeg kan huske fra mine teenageår, at når jeg havde set en film, som jeg blev betaget af, så kunne jeg næsten ikke vente, til jeg så den igen. Det var som at stikke fingrene i en elektrisk kontakt – jeg kunne ikke leve, før jeg så filmen igen«, siger Tarantino. Vender tilbage til rødderne
Men kan alle de referencer og din leg med gamle genrer ikke også blive for meget? »Hvis det kun var referencer, så tror jeg ikke, at Cannes-filmfestivalen havde inviteret mig herned igen og igen i 16 år. Og de ville da slet ikke have haft mig som juryformand, som jeg var det for et par år siden«. »Jeg har ingen problemer med at lege med de gamle genrer. Eller med at citere fra andres film og fra mine egne. Eller i det hele taget stjæle med arme og ben. Og for mig er det lige så værdigt at lave f.eks. en slasherfilm om kvinder i fængsel, som det er at lave en romantisk film eller at filmatisere en roman«. »Jeg elsker exploitationfilm, jeg elsker slasherfilm (en særlig form for horrorfilm, som ofte involverer en psykopatisk seriemorder, red.), jeg elsker spaghettiwesterns – ja, men jeg har altid en anden agenda, end de havde dengang, de blev lavet. Jeg laver ’the crazy Quentin-version’ af det. Hvilket betyder, at det er helt anderledes. Det er som en ny og original film«. »Men jeg mener på den anden side heller ikke, at det skal være den eneste slags film, jeg skal lave«. Så du vender altså tilbage og laver en ’rigtig’ Tarantino-film igen? »Alle mine film er rigtige. Men jeg forstår godt, hvad du mener. Såh – jo. Det gør jeg«, siger Quentin Tarantino nærmest hviskende med de sidste ressourcer af en stemme, som stort set har kværnet løs, siden han ankom til Cannes en uge forinden.