Her er skidekoldt. Godt gammeldags skidekoldt. Christoffer Boe sidder med front mod de to diminutive elradiatorer, der kæmper forgæves mod arktisk kulde i det lille rum, han har indrettet sig en etage ned ad brandtrappen fra Alphaville Pictures’ egentlige kontor i det indre København. Hernede må han ryge. Radiatorerne kan, angiveligt, lige netop varme hans fødder op, hvis han placerer dem direkte under et af apparaterne. »Og hvis bare ens fødder er varme ...«, begynder han husmoderfornuftigt. Selv sidder jeg i vinterstøvler, dynejakke, termovest og halstørklæde. Frostklaprende tænder bider sig fast i kaffekoppens rand, mens jeg funderer på, om lokalet – og kulden! – er dele af en Boesk selviscenesættelse.
Godard, Boes idol, bibeholdt på samme måde sin streetcred, selv da han boede i liebhaverlejligheder i smarte arrondissementer med divaer af Anna Karina-typen. Der hænger noget nusset bohèmeagtigt over Godardmyten, selv nu 50 år efter ’Åndeløs’, og hvor højglanspolerede Boes film end tager sig ud, er de samtidig udfordrende og intense.
