Goethe Friedkin Ulykkelige mennesker er farligeMen de dumme er heller ikke tabt bag en vogn
Slående sammenfald O.k., det sidste citat er opspind. Men jeg synes bare, der er et slående sammenfald mellem de to vidt forskellige konkurrencefilm, jeg lige har set. Russiske Aleksandr Sokurov har frit filmatiseret Goethes 'Faust', mens den amerikanske veteran William Friedkin ('The French Connection' og 'The Exorcist') har filmatiseret Tracy Letts' skuespil 'Killer Joe'. To fortællinger om, hvordan det kan gå, hvis man indgår en kontrakt med den inkarnerede ondskab. LÆS OGSÅ:Venedig Filmfestival dag 6: Vi er alle i samme gondol ... ikke? Sokurovs Mefisto er en ynkelig, pruttende, hændervridende og pæreformet skikkelse. En tilsyneladende mere latterlig end farlig skikkelse, der har let ved at lokke den selvoptagne Faust ud i uføret. Deklamerende vandrer den gode doktor længere og længere ud ad den planke, der leder sulten efter erkendelsens magt udi det umenneskelige hinsides godt og ondt.
'Killer Joe' Friedkins dæmon er anderledes stilig i Matthew McConaugheys skikkelse. Joe Cooper er politimand i Texas, men bijobber som lejemorder under navnet Killer Joe. For at slippe ud af en dødbringende gældsfælde hyrer unge Chris (Emile Hirsch) denne Killer Joe til at slå Chris' mor ihjel. Familien er i forvejen dysfunktionel i stor stil, og en fed forsikringssum lokker med let løsning. Killer Joe siger ja, men betinger sig Chris' yngre søster, den smukke og barnlige Dottie, som sit depositum. Får han ikke sine penge, får han Dottie. LÆS OGSÅ:Venedig Filmfestival dag 8: Publikum grinte alle de forkerte steder Den ene film udspiller sig for 300 år siden i en stinkende europæisk provinsby. Den anden i nutiden blandt white trash i en trailerpark i Texas. 'Faust' er et langstrakt mareridt af rablende litterære tirader og filosofiske nålestiksoperationer. 'Killer Joe' er rap replikkunst og pludselige udbrud af vold så velturneret, at det minder om Tarantino på toppen. Hvor Friedkin har lavet en kulørt og skæv thriller, har Sokurov skabt sit helt eget bud på et både opstyltet og næsten Fellinisk vulgært filmsprog, hvor Goethes farvelære er inspirationen bag de monokrome farvelægninger af de grundlæggende grå billeder.
Menneskets fristelse 'Faust' stiller hårde krav til koncentrationsevnen. 'Killer Joe' er stærkt underholdende. 'Killer Joe' er 'bare' en film, mens 'Faust' er slutkommentaren til Sokurovs magttrilogi om Lenin, Hitler og Hirohito. LÆS OGSÅ:Venedig Filmfestival dag 7: Efterskælv giver flade øretæver Men fra hver sin filmkunstneriske pol fortæller Sokurov og Friedkin begge om menneskets fristelse til at leve over evne. Til at begære fatalt og lade sig friste til fysisk eller intellektuelt at vælte sig i sølet og se stort på omkostningerne. Et tema i begge film er mænds problemer med at løsrive sig fra moderskikkelsen. Her gjorde Sion Sonos mor det let for ham. Onsdag eftermiddag fortalte den japanske guldløvebejler mig, at hun kun havde set én af hans film. Moderens dom var klar: »Det er den dummeste film, jeg nogensinde har set!«. FACEBOOK