Som om man selv var med i filmen! Den fornemmelse stræber de fleste film måske nok efter at give tilskueren: ’Medrivende’, ’opslugende’, ’involverende’ er ord for den virkning.
Men nu bliver der brug for et stærkere ord, for indlevelse er stadig ikke det samme som at sanse begivenhederne, som om man virkelig er til stede.
Som om duerne fra lærredet vitterlig flyver lige ud i hovedet på én, eller hundehvalpen med superkræfterne springer hen over éns hoved.
Tredimentional teknik
Duer? Hundehvalp? Lige præcis.
For premieren i dag på Disney-filmen om hunden ’Bolt’, der tror, den har superkræfter bliver også dansk premiere på den tredimensionale teknik, der efter stadig fleres mening er det hotteste i de næste mange års underholdningsfilm: 3D.
Af branchepolitiske grunde finder teknik-premieren kun sted i Jylland, ingen hovedstadsbiografer er med på vognen – men det er en anden historie.
Men hvad er nu det? Skulle det at opleve billeder tredimensionalt, altså inklusive dybdedimensionen, fordi man har papbriller på – nu være noget nyt?
Næ, masser af børnegenerationer har oplevet det med særlige slags billedbøger, hvis farver flimrer, når man ikke har brillerne på.
Men der er langt fra den oplevelse – såvel som fra 1950’ernes forsøg med levende 3D-billeder – til den ny filmteknik, som Disney, DreamWorks, Lucasfilm osv. nu alle satser hårdt på.
Synsforstyrrelser og hovedpine
Vi skal et århundrede tilbage for at finde den spæde start til den flerdimensionale filmoplevelse.
I 1915 så et indbudt New York-publikum udvalgte filmstrimler i ’anaglyph’-teknikken med adskillelsen af rød og grøn. Og i 1922 betalte et biografpublikum for at se 3D-kortfilmen ’The Power of Love’ i Los Angeles.
Men trods forsøg igen i 1930’erne – blandt andet den første 3D i farver, ’Zum Greifen Nah’ (altså: tæt nok til at røre ved) – oprandt den første store bølge af 3D først i 1952 med spillefilmen ’Bwana Devil’ (om løvejagt i Kenya).
De følgende år havde en hel stribe 3D-film premiere, trods synsforstyrrelser og hovedpine hos både publikum og filmteknikerne.
Teknikken inviterede til spændingsgenrer
Udfordringen var at synkronisere to fremvisere med hver sin filmrulle, svarende til de to forskudte kameraer, der havde optaget, som om de var højre og venstre øje. Og det er netop den forskydning, der til daglig giver os dybdedimensionen.
Teknikken inviterede især til spændingsgenrer som western med Rock Hudson (’Indianernes sidste kamp’) og John Wayne (’De kaldte ham Hondo’) eller gysere som Hitchcocks ’Dial M for Murder’ Grace Kelly, Poe-filmatiseringen ’Mordene i Rue Morgue’ med Karl Malden for ikke at tale om striben af horrorfilm med Vincent Price (’Vokskabinettet’ m.fl.).
I 1960’erne og 1970’erne var der mange forsøg på at forbedre og genoplive teknikken, og det mest spektakulære resultat blev den bløde pornokomedie ’The Stewardesses’ fra 1969, som er mest mindeværdig for at have indspillet over hundrede gange så meget, som den kostede at lave.
Efter sigende er en remake i 2009-3D-teknik på vej, og umiddelbart skulle man også tro, at oplevelsen af ’selv at være der’ havde en fremtid inden for pornoindustrien.
Revival i 1980'erne
IMAX-teknikken gav 3D en revival i 1980’erne, dels som naturfilm af den slags vi ser i Planetariet, men også som biografunderholdning.
Gyserfilmenes succes i 1950’erne blev fulgt op med horrorfilm som ’Amityville 3-D’, ’Fredag den 13. – Del 3’ og badestrandsgyseren ’Jaws 3-D’.
Men først den digitale filmrevolution omkring årtusindskiftet har for alvor sparket liv i 3D-eksperimenterne igen.
’Titanic’-instruktøren, James Cameron, optog i 2003 ’Ghosts of the Abyss’ i 3D IMAX og indspiller begge sine næste film, ’Avatar’ og ’Battle Angel’, i digital 3D.
I 2004 tordnede ’Polarekspressen’ direkte ud af lærredet og ind i tilskuerne som IMAXs første spillefilmlange animationsfilm i 3D.
Tilbage i biografen
Dagens børnefilmpremiere ’Bolt’ er også computerskabt animation, men Disney-instruktørerne Byron Howard og Chris Williams har tilpasset teknikken:
»I actionscener – som dem med hundens superspring – udnytter vi teknikken til den kraftigst mulige virkning, men i andre passager af filmen, hvor fortrolig samtale eller inderlige følelser er i fokus, har vi nedtonet dybdevirkningen for ikke at bortlede opmærksomheden mod uvæsentlige detaljer«, sagde de til Politiken ved den europæiske præsentation af filmen i Frankrig for nylig.
3D er med andre ord en udtryksform, filmindustrien stadig har til gode at lære at bruge kunstnerisk rigtigt.
Men digitaliseringen sikrer ikke blot langt bedre teknisk gengivelse af den dér dybdevirkning i biograferne, den rummer også enorme transmissionsperspektiver: Kombineret med 3D kan oplevelsen af at ’være der selv’ nu formidles (næsten) synkront og langt billigere.
Den nye 3D-bølge er varig
Sidste år præsenterede rockgruppen U2 sin livekoncert-film ’U2 3D’, en logisk forlængelse af 3D-musikvideoen, som KISS allerede i 1998 introducerede med titelnummeret på deres album ’Psycho Circus’.
’Bolt’s producer, John Lasseter, topchef for både Pixar og Disney Animation, regner med, at den nye 3D-bølge – i modsætning til dem i 50’erne og 80’erne – er varig:
»Fra et forretningssynspunkt er det nye 3D interessant, fordi det kan få folk tilbage i biograferne. 3D er en teknik, man ikke kan se på sit tv derhjemme, uanset om man har høj opløsningsgrad, blue-ray, surroundsound eller hvad. 3D er man nødt til at se i biffen, altså sammen med andre, og det giver en særlig oplevelse«.
fortsæt med at læse
