Lyt til artiklen
Der skal to akkorder til.
To akkorder på et klaver, måske endda kun den første. Så ved jeg, at jeg skal katapulteres tilbage til midt-70’erne og mit teenageliv, tilbage til ’Vore bedste år’. Efter et par akkorder begynder hun at nynne kælent over klaveret, og så: Mem’ries/ Light the corners of my mind./ Misty watercolor mem’ries/ Of the way we were. Swoosh, og jeg er slugt i en kegle af en tidsmaskine, der afleverer mig i et biografplyssæde med modige unge tårer, der faldt meget, meget imod min vilje.
