Politiken bringer søndag en kulturafsløring af de sjældne. Og uventede.
Avisens journalist Nils Thorsen har fulgt en række ledetråde og googlet sig dygtigt frem til en russisk film fra 2007 med en vis 'Steven Kinnok' i en af de bærende roller.
Haute Couture Dress
En film, vi herfra for nemheds skyld vil omtale ved sin engelske titel 'Haute Couture Dress'.
Den slanke hovedrolleskuespiller i filmen bærer ikke bare en påfaldende lighed med den danske statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock.
Det ER ham. Det bekræfter både filmens instruktør og Kinnock selv.
'Han var som en ung Tom Hanks'
Instruktør Tatiana Kanayeva opdagede Stephen Kinnock, da han - i sin egenskab af leder af British Council i Skt. Petersborg - introducerede en teaterinstruktør ved en festival i byen.
»Da jeg så og hørte, hvordan Stephen introducerede instruktøren, tænkte jeg, at han lignede en ung Tom Hanks, og at jeg måske kunne overtale ham til at være med i filmen. Så bagefter ved en reception opsøgte jeg ham og spurgte. Han bad om at få manuskriptet tilsendt«, fortæller instruktøren.
Hvorefter han altså sagde ja tak.
Instruktøren mener, Stephen Kinnock optrådte »meget naturlig i enhver situation« i filmen, og hun tror, han kunne være blevet en god skuespiller. Hvis han altså havde fulgt den vej.
Kinnock: Jeg er Borat nummer to
Før sin medvirken i 'Haute Couture Dress' havde Stephen Kinnock ikke udvist den store interesse for skuespil. Hans seneste rolle var således i et krybbespil, da han var ni år gammel.
Og før han sagde ja til rollen i det russiske drama, måtte han lige vende jobtilbuddet på hjemmefronten.
»Men Helle sagde: Kør bare løs. Hun bedømmer mig lykkeligvis ikke så meget på mine evner som skuespiller. Det er åbenbart ikke centralt for hende«, siger Stephen Kinnock.
På spørgsmålet om, hvorfor Kinnock tog chancen med filmprojektet, svarer han:
»Nogle gange dukker noget op, og det her var et øjeblik af den slags. Jeg følte, at det kunne blive sjovt og interessant og en mulighed for at forbedre mit russiske«.
Filmen har kun været vist i en enkelt biograf i Rusland, men her var den til gengæld en stor succes. Og så har den været vist på russisk tv. Og flere andre østeuropæiske lande, heriblandt Kasakhstan.
Denne sidste oplysning får Stephen Kinnock til at grine:
»Okay?, så er jeg en slags 'Borat' nummer 2«.
Læs meget mere i Politiken Søndag.
fortsæt med at læse





























