Enige anmeldere: 'Hushpuppy' er en billedfest

Magi. Med sin magiske realisme har 'Hushpuppy' vakt begejstring hos danske såvel som udenlandske anmeldere.
Magi. Med sin magiske realisme har 'Hushpuppy' vakt begejstring hos danske såvel som udenlandske anmeldere.
Lyt til artiklen

De udenlandske anmeldere har allerede kaldt filmen for fænomenal.

Mangler man alligevel motivation til at købe en biografbillet til ’Hushpuppy’, stemmer de danske anmeldere nu i.

Der er næsten ingen grænser for, hvor mange rosende ord, der kan bruges. Nogle af dem går dog igen: Magisk, original og måske årets bedste film.

»Hushpuppy er både i indhold og udtryk en film langt ud over det sædvanlige. Den er begavet og stilbevidst uden at forfalde til mange amerikanske independent (sm)art films selvhøjtidelige formlege«, skriver Eva Novrup Redvall, der har anmeldt filmen for Dagbladet Information.

Hun afslutter med at konkludere, at alle bør unde sig selv oplevelsen:

»Hushpuppy får premiere i et imponerende antal biografer landet over, så der er helt enkelt ingen undskyldning for ikke at komme af sted til årets første (og måske bedste?) forrygende oplevelse på det store lærred«.

LÆS OGSÅ Amerikansk fabel indleder filmåret på fænomenal vis

En fabelagtig blanding
Filmen handler om den seksårige pige Hushpuppy, som bor i et sumpområde i Louisiana med sin far.

I et område kaldet ’Badekarret’ bor mennesker i primitive hytter, hvor de fester dag og nat, indtil en naturkatastrofe pludseligt rammer området og ændrer deres hverdag.

Den fortælling er så vellykket, at den tildeles seks ud af seks mulige stjerner af Berlingskes anmelder Louise Kidde Sauntved:

»Det er en intet mindre end fantastisk, til tider ligefrem magisk, fortælling om menneskelig råstyrke, sammenhold, svigt – og en enkelt naturkatastrofe. En hyldest til fantasien og samtidig en dybt socialrealistisk kritik af det moderne menneskes (manglende) forhold til naturen«, skriver hun.

Hos Ekstra Bladet får filmen også seks stjerner, og begejstringen deles fuldt ud.

»Betagende mesterværk. En næsten naturstridigt blændende præstation (...) blæst omkuld af denne bogstavelig talt fabelagtige blanding af bjergtagende billeder, magisk poesi og apokalyptiske syner«.

»Kan gå hen og blive årets største filmoplevelse. Hvis man overhovedet har det mindste tilovers for mediet, er det her en af de film, man SKAL se«, skriver anmelder Henrik Queitsch blandt andet.

Man bliver næsten genfødt

Også Per Juul Carlsen fra DR Filmland blev ifølge sin anmeldelse stærkt påvirket af ’Hushpuppy’ og tildeler den seks stjerner.

»En åbenbaring af en film. Et enormt inspirerende livsstykke. Man bliver næsten genfødt af at se den«, lyder det fra Per Juul Carlsen, DR Filmland.

Og det lader til, at hele den danske anmelderstand er blevet berørt af fortællingen om 'Hushpuppy'.

»Årets film. En livsbekræftende fabel og et filmisk festfyrværkeri (...) et sansemættet mesterværk«, skriver chefredaktør Claus Christensen, der har anmeldt for Filmmagasinet Ekko.

»En billedfest«
Weekendavisens læsere får anbefalet denne filmoplevelse med denne beskrivelse:

»Slår gnister (…) En billedfest og en af de mest originale barndomsskildringer, der er set i hele filmhistorien«, skriver Bo Green Jensen.

Politikens anmelder Kim Skotte har tildelt seks hjerter og skriver blandt andet:

»Det samler sig til en regulær filmisk vision. Den unge debutant Benh Zeitlin viser med sin film, hvor langt man kan komme med opfindsomhed«.

Filmredaktør: Jeg vil gå gennem ild og vand for 'Hushpuppy'

Tatiana Tilly

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her