En lille pige tumler med store tanker i Benh Zeitlins vidunderlige debutfilm ’Hushpuppy’, der på amerikansk hedder ’Beasts of the Southern Wild’.
Den 6-årige Hushpuppy tøffer rundt i sine gummirøjser (deraf navnet) i det sælsomme landskab kaldet ’Badekarret’.
Her ude i Louisianas sumpede bayou bor hun sammen med sin fordrukne og dødssyge far i et fællesskab med andre skæve eksistenser, der er faldet ud af samfundets bundkar og nu skvulper i ’The Bathtub’ som et laset Christiania uden fortøjninger.
En vældig storm af Katrina-dimensioner er i anmarch. Er det verdens ende? Eller er det kun Hushpuppys lille verden, der er truet på livet?
Dette apokalyptiske spørgsmål er i vor tid med dens truende klimakatastrofer og stadig mere skræmmende økologiske ubalance på en måde også blevet den fundamentale eksistentielle udfordring.
Hvordan holder vi vores egne problemer adskilt fra de store katastrofer, der som grådige tandhjul griber ind i vores små og store beslutninger? Lille Hushpuppy er således ikke bare en gribende lille størrelse, men et symbol på vores alle sammens udsathed.
Hendes mod og beslutsomhed, uanset hvad der sker, er slet og ret en inspirationskilde.
LÆS OGSÅ Amerikansk fabel indleder filmåret på fænomenal vis
Et fascinerende barnligt blik på verden
For stædig er hun, den lille Hushpuppy, når hun bakser rundt med sin uregerlige far, lytter til dyrenes bankende hjerter – både svinets og pipfuglens – og prøver at finde hoved og hale på de voksnes mærkelige snak.
De stigende verdenshave, det smeltende Antarktis, mistro til det fremmedgørende samfundsmaskineris motiver og fortællinger om fortidens urokser smelter sammen til et fascinerende barnligt blik på verden.
’Hushpuppy’ er en slags magisk realisme i børnehøjde, hvor lærerinden Miss Bathshebas historier om urokserne fra hulemalerierne, som hun har tatoveret på sin hud, smelter sammen med de gryntende sorte svin, Hushpuppy kender fra sin baghaves pløre.
Fabeldyr med symbolsk tyngde gungrer gennem filmens landskab.
Det samler sigtil en regulær filmisk vision. Den unge debutant Benh Zeitlin viser med sin film, hvor langt man kan komme med opfindsomhed og vision, selv om ens budget er såre beskedent. 1,8 mio. dollar. Små 10 mio. kr. Det kan man dårligt lave en dårlig børnefilm for!
Outsiderromantik
Målt med de alen er ’Hushpuppy’ noget nær mirakuløs. Også selv om miraklet fik noget jordisk hjælp. Fordi råmaterialet havde så indlysende et potentiale fik Benh Zeitlin i sidste øjeblik nogle fondsmidler, som gjorde det muligt at opgradere postproduktionen afgørende.
Dette er den verden, der blev skabt: Man befinder sig et sted, hvor havet og landjorden holder hinanden i skak, men hvor havet hele tiden truer med at trænge ind og slå land og ferskvand ihjel med salt. Det er ikke den eneste trussel mod livet.
Beboerne i Badekarret vil have deres frie og forsumpede livsstil i fred. I dette amerikanske billede er autoriteterne en næsten lige så stor trussel som naturen. Outsiderromantik? Ja, bestemt, men den slags er sådan set kun klædeligt hos så ung en instruktør.
Det er en vigtig del af ånden i en film, der er lige så naivistisk, som den er rå for usødet. En svær balance, som findes og opretholdes i filmen, fordi dens univers bliver set og formuleret af Hushpuppy.
Og hun har alt for travlt med at være nysgerrig og overleve til at have ondt af sig selv.
Hun er et barn, og som et barn vil hun forsvare sin far og sin verden til sidste blodsdråbe. Børns ubrydelige loyalitet over for deres forældre er et af filmens rørende budskaber.
En ægte heltinde
Børneskuespillere kan være en svær ting at få til at fungere i en film, men den lille krøltop Quvenzhané Wallis med den stive nakke leverer en af de mest bemærkelsesværdige børnepræstationer på film nogensinde.
Det tog filmholdet et år og 4.000 forgæves forsøg, før de ramte guld i skikkelse af den kun 5 år gamle Quvenzhané. Benh Zeitlin har da også satset alt på hende. Lagt hele sin sjæl i hende, mistænker man.
Hun er ikke blot den altdominerende hovedperson, men det er hendes tonefald og hendes gammelkloge sproglige formuleringer, der bærer filmen på spinkle, stærke skuldre. Hushpuppy er en ægte heltinde. Et lille menneske, der slår sig igennem på trods af de mest ubærlige odds.
Han kan åbenbart noget med personinstruktion, den unge Benh Zeitlin, for også Hushpuppys far, Wink, bliver spillet af en amatør.
Dwight Henry var den lokale bager. Henry havde aldrig sagt en replik i sit liv, men snakke med kunderne og spinde en ende, dét kunne han! Også han er aldeles uafviseligt fremragende i rollen som den desperate far, der prøver at give sin datter vigtige overlevelsesredskaber, når han da ikke drikker og lader hende sejle sin egen sø.
Louisiana som en lyslevende mytologi
Den nu 30-årige newyorker Benh Zeitlin kom til Louisiana, hvor han i 2008 lavede kortfilmen ’Glory at Sea’ i kølvandet på Katrinas ødelæggelser.
Efter adskillige år i Louisiana ser han stadig på sin nye hjemstat med outsiderens forelskede øjne, men han har heldigvis også haft modet til at rykke turistbrochuren op med rode.
I stedet for at servere typisk gumbo-romantik har han omskabt Louisiana til en lyslevende mytologi. Her befolker deltaets musikere og særlinge en sårbar og skræmmende scene sat af de uhyggelige økologiske ødelæggelser, der er kommet i kølvandet på ulykkerne forårsaget af naturens kræfter, olieindustrien og den grådighedens politiske slendrian, som har undermineret Louisianakystens modstandsdygtighed.
Alt det, vi frygter fra klimaforandringerne, har de på en måde allerede fået mere end en besk forsmag på i Louisiana.
Det er Jordens salt, der først må smage Syndflodens saltvand. Sådan er det i denne verden. Men de økologiske katastrofer opleves ikke som bastante dagsordener i filmen.
De er dramatisk-poetiske billeder, og de udgør en vigtig del af den mytologiske ramme omkring Hushpuppys verdensbillede.
100-procents satsning på sin egen vision
Hun kan se, at noget nyt og voldsomt er på vej, og i sin fantasi giver hun det krop i skikkelse af de enorme svineurokser, som Zeitlin lader buldre rundt i filmen.
Kæmpedyr, som har være indkapslet i isen, men med klimaforandringerne nu bliver vækket til live. Stærkere og voldsommere, efterhånden som stormen i Hushpuppys hoved tager til.
At introducere sådan et ikkerealistisk element på en så voldsom måde midt i det hele ville have kunnet vælte en mindre selvsikker og afklaret film omkuld som et spejdertelt. Men også her lykkes Zeitlin med en 100-procents satsning på sin egen vision.
SE TV
»Alting er en del af universets buffet«, hedder det om dyrene og menneskene, der æder og bliver ædt. »Hele universet afhænger af, at alting passer lige præcis sammen«.
To enkle udsagn om altings beskaffenhed, som giver mening uanset alder. Og sådan er det med denne film.
En film om mod lavet på trods
Uanset om udsagnene er naive eller dybsindige, er de uden alder og sande udsagn om filmens vision. Der er en utrolig livgivende energi i ’Hushpuppy’. En lyst til at satse på det levende i billedet, uanset hvor meget det ryster og skælver.
Billeder, som udtrykker et håb og en glæde og modet til at konfrontere selv det hårdeste med et fast blik og hår på brystet, uanset hvor stor eller lille man er.
Da optagelserne gik i gang i Montegut i Louisiana efter mere end et års forberedelser, var det en særlig dag. Filmen skulle omsider blive til noget.
Men det blev også en anden slags særlig dag på de kanter. Det var dagen, da BP’s ’Deepwater Horizon’-boreplatform godt 100 km længere sydpå ude i Golfen åbnede for alt helvedes olie og skabte en af de største miljøkatastrofer nogensinde.
Med eller uden denne sidste olie er ’Hushpuppy’ blevet noget helt særligt. En film om mod lavet på trods.
En film, jeg vil gå gennem ild og vand for.
fortsæt med at læse
