Selvfølgelig var det en dobbelttriumf af de store, da Kathryn Bigelow ved Oscar-festen i 2010 vandt både for bedste film og blev kåret til bedste instruktør.
At hendes lavbudgetkrigsfilm ’The Hurt Locker’ alt i alt vandt seks ud af de ni Oscar-statuetter, gjorde den lille film til en af de store vindere i Oscar-sammenhæng. Og så var der lige den lille ting med instruktørens køn.
Allerede nomineringerne afstedkom en flodbølge af kønsrelateret statistik. Kathryn Bigelow var kun den fjerde kvinde nomineret til bedste instruktør-prisen og kun den anden amerikanske af slagsen. Da hun vandt, var hun den første kvinde nogensinde til at vinde en Oscar som bedste instruktør.
Det skete på et tidspunkt, da det amerikanske filmakademi trods alt havde uddelt sine statuetter i 82 år.
I Danmark er vi vant til at have relativt mange kvindelige instruktører, men i USA blev det en kærkommen lejlighed til at hale forstemmende statistik ud i lyset. Ud af de 250 mest sælgende amerikanske film i 2009 var de 93 % blevet lavet af mænd.
LÆS OGSÅ Kvindelig enmandshær hævner bittert og totalt tilfredsstillende
Svært for filmkvinder
Uanset hvordan man vendte og drejede det, var det indlysende, at det er svært for kvinder at komme frem i den mandsdominerede amerikanske filmbranche. En af de få, som næsten ikke sagde noget, var Kathryn Bigelow.
Hun havde ikke noget ønske om at fremstå som feministisk ikon i den aktuelle situation, og hun havde ikke noget ønske om at stå i skyggen af sit køn. Det skulle handle om hendes film, og i øvrigt havde hun for længst gjort sin stilling klar.
I 1990 sagde Bigelow, at hun valgte at ignorere den modstand, der måtte være mod at kvinder lave film. Af to grunde. »Jeg kan ikke skifte køn, og jeg nægter at holde op med at lave film«.
No nonsense
Så Kathryn Bigelow har fortsat med at være kvinde og er fortsat med at lave en film. Uden at gøre et stort nummer ud af at snakke om de to ting samtidig. Bigelow har i det hele taget været konsekvent, når det gælder om at skille skæg fra snot.
Hun snakker gerne om sine film, men ikke om alt det udenom. Man forsøgte at gøre det til et stort nummer, at hun var oppe imod sin eksmand James Cameron i Oscar-kapløbet.
Det blev sat i scene som hans ’Avatar’ imod hendes ’The Hurt Locker’. En iscenesættelse, hun uden ståhej tiede ihjel. Det var ikke et interessant emne. Ligesom det ikke er interessant, hvem hun er kæreste med nu.
Hvad der til gengæld er interessant både for Kathryn Bigelow og os andre, er hendes film, filmstil og karriereforløb.
Kathryn Bigelow er Oscar-nomineret igen, og igen er der tale om en amerikansk krigsfilm. Eller noget, der ligner. ’Zero Dark Thirty’ er filmen om den lange og snørklede vej, der førte frem til, at USA endelig fik ramt på Osama bin Laden.
Kalder en spade for en spade
Som ’The Hurt Locker’ er der tale om en film, der hverken er buldrende patriotisk eller forudsigelig fodformet i sin kritik af magt og misbrug. Det er intelligente film, som kalder en spade for en spade og ser virkeligheden i øjnene.
I ’The Hurt Locker’ havde hun kik på, at »krigens beskidte lille hemmelighed er, at nogle mænd elsker den«.
I ’Zero Dark Thirty’ synes hun og hendes manuskriptforfatter Mark Boal ikke, der var nogen grund til at lægge skjul på, at man aldrig havde fået ram på bin Laden, hvis ikke det havde været for informationer, man igennem årene havde fremskaffet ved brug af tortur.
Kathryn Bigelow er blevet anklaget for at acceptere tortur. Men hvad hun ikke accepterer er at prioritere den politisk-moralske sminkedåse på bekostning af sandheden. Hverken ’The Hurt Locker’ eller ’Zero Dark Thirty’ er politiske.
I stedet får man en muskuløs og smidig dramatisk iscenesættelse af en analytisk no nonsense tilgang til stoffet, som smelter sammen med hendes måde at lave film på.
Filosofisk billedkunstner
Fornemmelsen for at skabe stærke billeder med et køligt overblik er ikke kommet dumpende ud af det blå. Den 61-årige Kathryn Bigelow har ikke på noget tidspunkt været et stjernefortryllet vidunderbarn, der kom vadende ind i Hollywoods hjerte iført små søde sukkersko.
Hun var oprindelig optaget af billedkunsten og ville være maler. Først hjemme i Californien og bagefter tilknyttet Whitney Museum i New York, hvor hun bl.a. var i lære hos en kunstner som Eric Serra, hvis gigantiske og alligevel elegante værker i tonstungt jern, hun stadig holder af og har som referenceramme.
I New York arbejdede hun sammen med Philip Glass og blev på Columbia University uddannet i film- og litteraturteori hos bl.a. Susan Sontag. Jern, Glass og kulturteori på højt plan.
Ikke den mest typiske Hollywood-baggrund. Men måske den rette baggrund, hvis man som Bigelow har skullet skabe sig en position som enegænger. Ikke uden for mainstream, men som en selvstændig del af den og uden for de store studiers firkantede verden.
Kathryn Bigelow havde tjek på både billedmageri og semiotik, og hendes første film var en kortfilm, der filosofisk dekonstruerede en voldsscene mellem to mænd. En analytisk fascination af volden, magtfuldheden og det maskuline kombineret med en sans for at skabe heftige, dynamiske billeder er en rød tråd i hendes produktion.
Ikke mange mænd har holdt sig på så sikker afstand af romantiske komedier som Kathryn Bigelow, der med omhu har sørget for at få en karriere som instruktør og ikke som kvindelig instruktør.
Fokus på mænd
I de fleste af Bigelows film er fokus på mænd. I ’Zero Dark Thirty’ er hovedpersonen den kvindelige CIA-agent Maya spillet af Jessica Chastain, men hun er en kvinde, der hvad angår stædighed og målrettethed giver sine mandlige kolleger baghjul.
Hun matcher dem på deres egne præmisser – og lidt til. Som Kathryn Bigelow fristes man til at sige. Men det er først med ’The Hurt Locker’, hun er blevet kanoniseret som en af tidens store instruktører.
Hun debuterede i 1982 med ’Loveless’. Et gennembrud som kultinstruktør fik hun i 1987 med sin vampyrwestern ’Near Dark’. Et større publikum fandt hun med ’Blue Steel’, ’Point Break’ og ’Strange Days’.
Mest ros fik ’Blue Steel’, hvor Jamie Lee Curtis spillede en ung politikvinde stalket af en morder, men det største hit blev ’Point Break’, hvor Keanu Reeves spillede en FBI-agent på sporet af en bande bankrøvere formummet bag præsidentmasker.
Fiasko med ubådsdrama
Men det var en karriere, som allerede balancerede et uroligt sted mellem middelmådig kommerciel og kritisk succes, da U-bådsfilmen ’K-19: The Widowmaker’ sank som en sten i 2002.
Tiden var ikke længere til ubådsdramaer. Var den overhovedet til intelligente krigsfilm? Det svarede Kathryn Bigelow på, da hun vendte Hollywood ryggen og tog til Jordan for at lave ’The Hurt Locker’. En film om krigen i Irak, som ikke lignede de andre.
LÆS OGSÅ Ung kvinde er bin Ladens banemand i omstridt film - og i virkeligheden
Til Newsweek sagde hun i 2009: »Jeg har brugt en del tid på at tænke over, hvad jeg er bedst til, og jeg tror, det er at udforske mediet og udvide dets grænser. For mig handler det ikke om at bryde kønsroller eller genretraditioner«.
Men det er så ikke desto mindre, hvad Kathryn Bigelow er endt med at komme til at gøre. Ikke med paroler eller krav om kvotering, men ved eksemplets stædige magt.
fortsæt med at læse
