Det er jo helt ad helvede til med dig, Piv!«, udbryder en af den nye lærervikar Pivs kollegaer. Og dårligt blandt voksne har Piv det i instruktøren Mads Riisoms 27 minutter lange fiktionsdrama.
Filmen ’Piv’ vises som en del af det nationale konkurrenceprogram på filmfestivalen i Odense i den kommende uge og er en velspillet og egentlig enkel fortælling om mobning.
Dog ikke blandt børnene i skolen, hvor hovedpersonen Piv med undskyldende hundeøjne har tigget sig til et løsarbejde.
Her er det lærerværelsets voksne, der rotter sig sammen om at tage afstand fra Piv og skabe intriger. De hvisker, skuler og tier sigende over for den nye.
Lir til lærerfest
Havde Piv nu været et umiddelbart elskeligt og værdigt menneske, ville historien have været mere ligetil og uinteressant, end den er.
Så kunne man have siddet i biografen med sin simple, retfærdige harme rettet mod de skyldige. Og sin udelte sympati for uskyldige Piv.
Men så enkelt foregår det ikke i Mads Riisoms film. Faktisk er der noget tåkrummende irriterende over vikaren. Hendes dukkede skuldre. Klodsetheden. De generte formuleringer. Det vigende blik i samvær med andre voksne.
Og hendes behov for at drikke sig alt for meget mod til, inden hun slingrer til en lærerfest, hvor chefen lægger an på hende, så kollegaerne samler endnu mere sladder om hendes usammenhængende væsen.
Fordyb dig i computerspil
Det er alt det iøjnefaldende utilpassede ved Piv, som forklarer mobningen, og det er deri, Mads Riisoms lille og trods kortheden lidt for lange film har sin styrke. Uden at være dramaturgisk eller filmisk udfordrende får den pirket til et tabu og ikke så kønne følelser.
Der vises mere end et par hundrede værker på 27. udgave af Odense Internationale Film Festival for kortfilm. Og helt i kortfilmens tradition og ånd er det ikke navnkundige divaer, blinkende glamour eller monstrøse priser, som er i fokus i Odenses centrale gader i den uge, hvor film af ca. en halv times varighed eller mindre præsenteres.
LÆS OGSÅ
Nok vil der være fine sidebegivenheder. Ved en såkaldt masterclass kan man opleve dokumentaristen og Stanley Kubrick-produceren Jan Harlan. Et andet arrangement er et foredrag ved instruktøren Lone Scherfig.
Man kan se danseteater, deltage i prisfest, fordybe sig i nye computerspil eller undersøge forskellige spillefilms korte forlæg – herunder se Wes Andersons kortfilm ’Bottle Rocket’, der senere blev til spillefilmen af samme navn.
Lever op til festivalmotto
Alle de ’rundt om kortfilm’-arrangementer har da givetvis været medvirkende til, at Odense Internationale Film Festival i de senere år stille og støt har fået et stadig større publikum. Måske har det også hjulpet, at man har strøget dokumentargenren af festivalens titel.
Engang var festivalen vært for både dokumentar- og kortfilm. Nu lader man CPH:DOX i København tage sig af førstnævnte kunstart og nøjes i Odense med at udtage dokumentarer, som har den rette længde. Det vil sige, at de er korte.
LÆS OGSÅ
Og det er filmene, som er tyngden i festivalen. Sparsom spillelængde gør langtfra nødvendigvis film dårligere. Men de bliver vanskeligere at lancere på indtjeningsmulighedernes platforme – biograferne og tv.
I Odense er flere korte film samlet i bunker. Vil man se en enkelt bestemt film, snupper man også typisk en håndfuld mere ved samme lejlighed. Måske ser man så noget, man ikke bryder sig om. Måske bliver det omvendt. Der er i hvert fald pæn chance for en oplevelse, der lever op til festivalens motto: ’Expect the unexpected’.
I Eik Skaløes spor
Uanset genre er der i Odenses program nogle kortfilm, der kunne have tålt en noget tættere længdebarbering. Det gælder den blot 12 minutter lange dokumentar ’42”’, hvor tommemålet i titlen peger på, at en stor skærm i stuen er et væsentligt omdrejningspunkt i den portrætterede danske familiefars liv.
Mest ser han sport. Det hænder, at matriklen forlades i filmen, når der er lægebesøg i kalenderen, eller hyldebær kan høstes.
Men meget sker der ikke, og det lykkes desværre ikke instruktøren, Nicoline Skotte, at fascinere med filmen.
Virkeligheden kan jo også være noget af en udfordring at forholde sig til. Instruktøren Johan Knattrup Jensen tager i den for længst afdøde danske hippiepoet Eik Skaløes spor helt til Indien for at undersøge myte og kunstnersjæl, men kommer filmisk ikke særlig vidt.
Han tager ellers flere greb i brug i sin dokumentar ’Road to Paradise’.
Bedstemor fornægter sine børn
Johan Knattrup Jensen både spiller sig selv og har et selvironisk forhold til sig selv og dannelsesrejsen.
Derudover anvender han en fortællerstemme med så megen patos, at den må være for sjov. Desværre er den ikke morsom. Fernis af distance, urolig klipning og stædig fastholdelse af det selvoptagne er med til at gøre ’Road to Paradise’ lige så kedelig som virkelig.
Blandt de vellykkede dokumentarer er til gengæld svensk/mexicanske Roberto Duartes søgen efter hemmelighederne i hans familie i ’Crossed Out’. Ligesom Johan Knattrup Jensen spiller Roberto Duarte hovedrollen i sin egen film, og også han rejser langt bort (fra Sydsverige til Mexico) i sin identitetssøgen.
Men Duarte har en mere konkret afgrænset og fascinerende historie at fortælle: I årevis har hans nu 90-årige bedstemor fornægtet to af sine fem børn og oven i købet streget dem ud på familiefotos. I et rørende, nænsomt forløb søger instruktøren sandheden om sin familie hos den også visuelt stolte Bedste.
I ’Crossed Out’ er to afdøde blevet hele familiens tabu.
Forløsning og håb
Fortrængninger og hemmeligheder forstyrrer også følelser i en række af festivalens fiktionsfilm. ’Tabu’ er ligefrem titlen på danske Bo Mikkelsens fortælling om to piger, der i en park møder en mand, som viser dem noget mellem buske.
Hvad og hvordan vil storesøster Louise ikke udførligt fortælle forældrene, som i øvrigt har indbyrdes problemer. ’Tabu’ skildrer stiltiende fint tabuiseret seksualitet og konsekvenserne deraf, om end forældrenes relation udpensles en smule skematiseret.
Børnene i ’Tabu’ spiller simpelthen bedre skuespil end de voksne, og det gælder også for drengen sammenlignet med faderen i Ida Åkestrøm Knudsens ’I en kokosnøddeskal’. Den travle fars lukkede facade er næsten for tyk til at være troværdig i hendes film.
Også fordi den på et tidspunkt skal krakelere, så hans anderledes følsomme søn bliver set og hørt. Som historie er ’I en kokosnøddeskal’ en fin komposition, der slutter med fortrængningernes sammenbrud.
Forløsning og håb i sidste ende kendetegner en del af de nye film. Med sine støvede farver, markant tegnede karakterer og ekspressive følelser er ’Hund i himlen’ af Jeanette Nørgaard en bevægende og flot animationsfortolkning af Hanne Kvists børnebog.
Heri anbringes pigen Lora på et ensomt beliggende og strengt opdragende kloster sammen med sin eneste ven i verden, Hund. Men Hund aflives, og Lora skal afrettes, og alt er bevægende sørgeligt og en smule befriende surrealistisk helt frem til en smuk, håbefuld slutning.
Filmskole-thriller viser stort talent
Sådan en ende får også den franske musical ’La France qui se léve tôt’, som præcist koreograferet og på opmuntrende rimvers skildrer illegale maliske immigranters hårdtarbejdende liv og kuede vilkår i Frankrig.
I den uortodokse lille film bliver politik og etik til film og musik med talentfuld timing.
En meget stærk skuespilpræstation står hovedrolleindehaveren i ’Daimi’ for. Instrueret af Marie Grahtø Sørensen fra Super16-uddannelsen spiller en stor pige her med udtryksfuld gestik og temperament den 12-årige Daimi, som tilsyneladende er næsten helt alene hjemme i en møgbeskidt lejlighed.
Hendes eneste – levende i hvert fald – selskab er kæledyret Gris. I totalt nedkørte omgivelser har Daimi pyntet op til jul. Træet blinker. Der ligger en lille pakke fra hendes mor, som ikke er der. Eller er hun? Og hvordan overlever Daimi alene med grisen i alt det lort, hun bor i?
Filmen er en medrivende, punket psykologisk thriller med knivskarpe smertepunkter og fornem afrunding. Afgjort samtlige 19 minutter værd og en tydelig påmindelse om muligheden for at vise talent under festivalen i Odense.
Piv
Instr.: Mads Riisom. Dansk. 27 min.
Vises i Café Biografen 1 mandag kl. 19, i Café Biografen 2 tirsdag kl. 9 og i Magasinet onsdag kl. 13.
42".
Instr.: Nicoline Skotte.
Dansk. 12 min.
Vises i Café Biografen 1 mandag kl. 19, i Café Biografen 2 tirsdag kl. 9 og i Magasinet onsdag kl. 13.
Road to Paradise
Instr.: Johan Knattrup Jensen. Dansk. 28 min.
Vises i Café Biografen 2 tirsdag kl. 15, i Café Biografen 2 onsdag kl. 13 og i Café Biografen 1 torsdag kl. 21.
Crossed Out
Instr.: Roberto Duarte. Svensk/mexicansk. 28 min.
Vises i Magasinet tirsdag kl. 9, i Café Biografen 1 onsdag kl. 9 og i Café Biografen 2 fredag kl. 15.
Tabu
Instr.: Bo Mikkelsen. Dansk. 28 min.
Vises i Café Biografen 1 onsdag kl. 21, i Café Biografen 2 torsdag kl. 9 og i Café Biografen 1 fredag kl. 17.
I en kokosnøddeskal
Instr.: Ida Åkestrøm Knudsen. Dansk. 8 min.
Vises i Café Biografen 1 mandag kl. 9, i Café Biografen 1 tirsdag kl. 17 og i Café Biografen 1 onsdag kl. 13.
Hund i himlen
Instr.: Jeanette Nørgaard. Dansk. 25 min.
Vises i Café Biografen 1 tirsdag kl. 9, i Café Biografen 2 onsdag kl. 11 og i Café Biografen 1 torsdag kl. 19.
La France qui se léve tôt
Instr.: Hugo Chesnard. Fransk. 21 min.
Vises i Café Biografen 2 mandag kl. 11, i Café Biografen 1 tirsdag kl. 19 og i Café biografen 1 fredag kl. 15.
Daimi
Instr.: Marie Grahtø Sørensen. Dansk. 19 min.
Vises i Café Biografen 1 mandag kl. 9, i Café Biografen 1 tirsdag kl. 17 og i Café Biografen 1 onsdag kl. 13.
fortsæt med at læse
