Du ved jo udmærket godt, hvad det var Djarnis gjorde: Han lavede kraftstejleme en mini-afskeds-lp for Ronnie, han gjorde!

’Testament for Ronni’, ikke? Det er jo for helvede dét hele filmen om De Skrigende Halse handler om, din klovn! Og den blev kraftedeme kult, den gjorde! På Djarnis Records.

Og den eneste fucking grund til, at jeg nu skriver det her lort i den her røvkommercielle pisseavis, er sgu da for at fortælle dig, at nu kan man få filmen på dvd, mand! Så hold for helvede lige din kæft og sæt dig ned og læs, din nar.

20 år efter ’De skrigende halse’ første gang blev sendt i fjernsynet, er det stadig sindssygt sjovt at tale ligesom de rablende figurer i Søren Faulis og Bo hr. Hansens satiriske tv-film om hakkeorden, talentløshed og selvoptaget hysteri i et snævert postpunkmiljø i København midt i 1980’erne.

Grin med et sortklædt årti
Den koleriske Djarnis med undergrundspladeselskabet (Søren Pilmark), den brovtende, talentløse sanger, Frank (Thomas Bo Larsen), den eftersnakkende trommeslager, Anders (Martin Brygmann), den hypokondriske, usikre guitarist, Ronni (Kristian Holm Joensen), den patetiske firserdigter, Anita (Sofie Gråbøl), og den nymfomane Kim fra den lukkede (Sanne Gotlieb) leverer alle perlereplikker som trukket på en sort lædersnor.

Der er rigeligt af små rammende citater til alle, der synes, det er morsomt at tage pis på rodløse unge menneskers forsøg på at skabe egne normer i et illusionsløst undergrundsmiljø i et kriseramt samfund.

Eller hvad det nu egentlig er, der er det sjove ved ’De skrigende halse’. Da filmen kom, små 10 år efter Orwell-året 1984, hvor handlingen er sat, var der mange, der følte det som en stor befrielse endelig at kunne få lov til at grine af det selvhøjtidelige, sortklædte årti med alle de indforståede svært gennemskuelige sociale koder.

»Er det ikke fantastisk?«
I dag morer skaberne af ’De skrigende halse’, manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen og instruktøren Søren Fauli, sig stadig over filmen, og over sig selv.

»Når man giver sig til at fejre sådan noget som et 20-års jubilæum for et stykke tv-teater, er det jo samtidig et vink med en vognstang om, at der ikke sker alt for meget for os. Ha ha«, griner Søren Fauli.

»Ja, hurra! Vores film udkommer på dvd ... efter 20 år. Er det ikke fantastisk?«, supplerer Bo hr. Hansen med en hul hosten.

Nostalgipunk
Firsersarkasmen og den selvunderspillende lakoniske humor kommer hurtigt op til overfladen, selv om de to gamle punkere nu har travlt med at navigere rundt i livet og kunsten i en helt anden tid med ganske anderledes prioriteter.

Hver især er de i mellemtiden blevet fædre til mindre børneflokke, de har i årevis skabt film, teater, reklamer, bøger, tv og radio for det store publikum og er nu i en alder af 49 (Fauli) og 51 (Hansen) modne og etablerede kunstnere – eller i hvert fald kulturhåndværkere med ikke ubetydelige meritter bag sig.

»For mit eget vedkommende må jeg sige, at tingene siden dengang har udviklet sig så sørgeligt, at hvor det er lykkedes for Bo at blive ved med at skrive filmmanuskripter og blive en respekteret mand i filmbranchen, er det noget andet med mig, der ellers dengang var den af os, der havde tjek på filmmiljøet. Nu laver jeg dårligt nok film længere og er blevet reduceret til en sølle chokoladeskildpadde og radiovært«, siger Søren Fauli og får dermed – i en tone, der ikke er langt fra den, man dyrkede på Gammel Torv i 80’erne – på én gang leveret et underspillet kompliment til kammeraten og henledt opmærksomheden på sig selv og sin egen danmarksberømmelse som evigt tvivlende Rasmus Modsat eller ’Løsgængeren’, som Faulis kontroversielle talkshow på Radio24syv hedder.

Dobbelt retrooplevelse
I forhold til ’De skrigende halse’ er der for de to firserdrenge tale om en dobbelt retrooplevelse: først af tiden, hvor de først lærte hinanden at kende: Deres første samarbejde daterer sig tilbage til 1982, da Fauli var lydmand for Hansens band, Cinema Noir.

Selv om de ikke var nære venner (Fauli blev fyret for at bruge for meget diskant ved mikserpulten), tilbragte de begge en stor del af firserne i det københavnske punkmiljø, som de tog kærligt afsked med i den sarkastiske parodi på deres egen ungdom.

Og så retrooplevelsen af, hvad der skete 10 år efter, da Danmarks Radio fik en ung, lovende filminstruktør og en ung, lovende manuskriptforfatter ført sammen i det tv-teater-projekt, der blev til ’De skrigende halse’. Og den tid får også nostalgien frem i de to midaldrende kumpaner.


»Der skete jo utrolig meget i dansk film på det tidspunkt. Også på teaterscenen med Dr. Dante og alt det. Så vores samarbejde blev en del af DR’s bidrag til den nye bølge. Det må være derfor, vi fik lov til at lave et projekt, der var tænkt som tv-teater, om til en sort-hvid tv-film fra Pisserenden med vildt larmende musik«, husker Søren Fauli – eller også var det hr. Hansen, der sagde det.

De to gamle punkeres iver for at fuldføre skråstreg afbryde hinandens sætninger – ofte med det modsatte synspunkt af, hvad den anden var begyndt at udrede, gør, sammen med et mylder af referencer til og anekdoter om fælles bekendte fra punktiden og halvfemserne, ikke dette interview mindre kaotisk.

Men humøret er som sagt højt i Faulis lille rækkehus på Østerbro. Så det går nok endda. Faktisk forrygende.

»I det allerførste oplæg, jeg lavede«, siger Bo hr. Hansen, »troede hovedpersonen selv, han skulle dø. Den hed: ’R .Olsen, skrigende blomst’. Den foregik i nutiden. Altså i1992«.

Skrevet under pres
Men efter at de to lovende unge mennesker var blevet ført sammen af DR’s teaterafdeling, rykkede de handlingen tilbage i tid til punkmiljøet. Oplægget til ’De skrigende halse’ blev også påvirket af Søren Faulis erfaringer fra sin afgangsfilm fra Filmskolen, ’Dagens helt’, der handlede om en buschauffør, der tog æren for en andens heltegerning.

Herfra skabte de plottet: at stakkels Ronni lyver sig dødssyg over for omverden for at få den anerkendelse, han har så hårdt brug for. Det egentlige manuskriptarbejde fik de to først fra hånden i sidste øjeblik.

De skrev det på 14 dage i et ekstremt presset samarbejde, de i dag beskriver som »en feber båret oppe på koffeinpiller, stress og opkald til træfpunktet 0059«. Til gengæld var der masser af overskud under selve optagelserne.

»Jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så gode arbejdsbetingelser under en filmoptagelse: Vi havde et kæmpehold til rådighed i 30 dage. Men det var jo også DR’s teaterafdeling«, siger Fauli.

Halsens bagside
Da ’De skrigende halse’ blev vist første gang på DR i marts 1993, gjorde filmen i første omgang ikke meget væsen af sig. Bevares, den blev anmeldt pænt i de fleste aviser. Men det var først efter genudsendelsen et halvt års tid efter, der begyndte at ske noget.

»Nogle uger efter genudsendelsen så jeg en plakat for en koncert på Operaen på Christiania: Et af de band, der skulle spille der, hed Djarnis & Slaverne«, husker Bo hr. Hansen.

Siden greb det som bekendt om sig: Replikker fra filmen gik over i hverdagssproget i mange miljøer. Ungdomsskoler og højskoler lavede teaterforestillinger, der blev lavet parodier på parodien.

Så da folkene bag ’De skrigende halse’ i 1995 henvendte sig til Roskilde Festival med ideen om en teaterforestilling skråstreg koncert med bandet, der så gerne ville være kult, var ’De skrigende halse’ allerede blevet så meget kult, at festivalen sagde »ja tak«, nærmest med det samme.

Bortset fra dén koncert og det efterfølgende album med hørespillet, der handler om optagelsen af albummet, har alt, der er sket med udgangspunkt i filmen, været uden for ophavsmændenes kontrol

»’De skrigende halse’ har længe været ude af vores hænder. Det er bare noget, der er sket. De, der er mest vilde med den film, er folk, der selv var for unge til at være punkere. Der må være noget ud over selve punkparodien ved de ’De skrigende halse’, der taler mere bredt til folk. Den handler jo også om noget meget almenmenneskeligt: om hierarkier, hakkeordener og gruppenormer«, mener Bo hr. Hansen.

Punkideologi
’De skrigende halse’s succes havde selvfølgelig også en bagside. Visse folk i det gamle miljø mente, helt i tråd med normerne fra dengang, at deres gamle venner havde ’solgt ud’ og gjorde grin med deres egne rødder for selv at blive rige og berømte.

Fauli og Hansen havde omsat deres ungdoms idealer til billige grin og halvfemserironi, sagde ’man’.

»Vi havde svigtet vores gamle idealer, var der nogle, der sagde. De mente, at filmen var illoyal over for miljøet. De kunne ikke forstå, hvordan vi kunne nænne at udstille miljøet så ukærligt«, husker Søren Fauli, der stadig er parat til at forsvare sig:

»Men hør nu her: Man kan ikke tage noget ikke-alvorligt på den måde, som vi gjorde, hvis man ikke samtidig tager det alvorligt. Havde vi ikke haft det kendskab og den grundlæggende kærlighed til det miljø, som vi dengang var ved at bryde op fra, ville det være blevet hult og arrogant. Men ’De skrigende halse’ var jo ikke bare sjov og ballade. Jeg synes, at der er stor forskel på den film, vi lavede, og så den hjerteløse ironi, som standupkomikerne, der kom frem lige på det tidspunkt, stod for«.

Bo hr. Hansen griber muligheden for at føre det helt tunge punkideologiske skyts frem:

»Vi trak bukserne ned på os selv. Det er jo netop også i punkens ånd at hive fundamentet væk under sig selv. Når man lige har bygget et billede op, river man det ned igen«.

Sit eget lille ungdomsoprør

Så langt henne i interviewet begynder de to gamle kammerater også at findefinere, om de overhovedet selv nogensinde har været punkere.

»Jeg var ikke så meget på det der med, at samfundet er noget lort. Jeg var mere sådan: Livet er noget lort. Derfor gik jeg i sort tøj og dyrkede nihilistiske tanker«, siger Bo hr. Hansen.

»Nogle punkere var jo en slags revolutionære. Men der jo er altid noget, der ligger på lur, når folk erklærer sig som revolutionære«, mener Søren Fauli:

»For er de nu også revolutionære på folkets vegne, eller er det bare deres eget lille ungdomsoprør? Det var altid en konflikt for mig at stå i Rockmaskinen og skrige op om, at samfundet var noget lort. For det kan godt være, at det var rigtigt. Men hvis jeg virkelig ville gøre noget, skulle jeg nok ikke stå og skrige der, hvor alle var enige med mig«.

O.k., har du så forstået det? Det er sgu flot, du fik fulgt med så langt, læserdrengen. Hvis jeg stadig er i godt humør i morgen, skal jeg sørge for, at du får dobbelt musikerrabat i næste nummer. Jeg sagde hvis, læserdrengen, ikke? Din lille nar, mand.