Jonathan har altid drømt om at blive filmskuespiller. Eva kunne godt tænke sig at lave et eller andet med et kamera. Sammen med en gruppe andre teenagere fra Møn og Vordingborg har de meldt sig til et treårigt kursus på Filmfabrikken, der netop er åbnet i Steges gamle sukkerfabrik. De drømmer om det ene og det andet, men i virkeligheden synes de også bare, det er fantastisk, at der sker noget. For det gør der ikke nødvendigvis så tit, når man er ung i Vandkantsdanmark, hvor tilbuddene er få og små og der er langt mellem busserne og endnu længere mellem gymnasierne. LÆS OGSÅGør Udkantsdanmark til noget, vi ikke bare vil flygte fra »Der er ikke så mange muligheder«, fastslår Fie med et lille skuldertræk. Så i lighed med 29 andre unge overvejende i 14-15-års alderen sætter hun en mørk aften hver uge kursen mod Sukkerfabrikken for at blive indviet i filmkunstens mysterier og for at lære selv at lave film. Sukkerfabrikkens kulturkerne Sukkerfabrikken lukkede tilbage i 1989, og efter mange stille år huser den store stak røde mursten nu bl.a. supermarked, bank, malingudsalg og - som den kulturelle rosin i pølseenden - Filmfabrikken. Det er i den gamle fabriks administrationsbygning, at eleverne denne aften sidder og lærer at redigere film på computer og meget, meget andet. De er, hvad man officielt kalder 'Sukkerfabrikkens kulturkerne'. Det ligner måske ikke Hollywood, men det ligner en slags filmskole. På et bord med rekvisitter ligger alt fra en cykelpumpe og en blokfløjte til stillbilleder fra danske film som ’Zappa’ og ’Måske ku’ vi’. På et gammelt sort-hvidt billede går Per Oscarsson bersærk som skolelærer i Jan Troells ’Ole Dole Doff’. Hvilket heldigvis ikke ligner en passende kommentar til den afslappede, men opmærksomme stemning i undervisningen på Filmfabrikken, hvor det filmpædagogiske ægtepar Judith og Ulrich Breuning udgør lærerstanden. Lys i mørket 66-årige Ulrich Breuning underviser i filmhistorie på den rigtige filmskole i København og har mange års erfaring som filmlærer, filmskribent og ikke mindst ekspert i børnefilm og formidling af film til børn bag sig. Også Judith Breuning er underviser. Sammen har de lavet undervisningsmaterialet 'Filmskole 2009’ og 'Filmskole 2011' og med udgivelsen af ’I mørket’ lavet populært og tiltrængt undervisningsmateriale til undervisning i filmkundskab i skolen på flere niveauer. Eleverne på Sukkerfabrikken kunne med andre ord ikke ønske sig mere kvalificerede filmlærere, og til overflod indkalder Breuningparret så forstærkninger fra deres filmiske netværk, når det er nødvendigt. Selv Nils Malmros har lovet at dukke op, hvis skæbnen engang skulle føre ham så langt østpå som til Møn.

Foreløbig har især fotografen Morten Pihl og lys- og lydmanden Ole Ørsted været flittigt involverede, og blandt de foreløbig benyttede prominente gæstelærere finder man instruktøren Gert Fredholm, tonemester Morten Dalsgaard og klipperen Camilla Dalsgaard. Langt fra filmkunstens alfarvej må man smede, mens jernet er varmt, finder jeg ud af. Når nu fotografen Magnus og jeg alligevel er taget hele vejen til Møn, kunne jeg måske også overtales til at stille op til en seance om det at være filmanmelder på Politiken? Det kan jeg selvfølgelig godt og kan konstatere, at spørgelysten ikke fejler noget hos filmskolens elever. For rastløs til Gøg og Gokke På væggene anslås stemningen af nye og gamle filmplakater. Fra ’Sleepers’ med Robert De Niro til ’Min søsters børn’ og »Den gnistrende og vittige farvefilm ’Karnevalsnatten' med Eddie Rossner og hans Skyrocket Band. Breuningægteparret er tilflyttere til Møn. Det er de ikke alene om. De modne emigranter fra storbyen har selvfølgelig sørget for, at man uden problemer kan få både ordentlig rødvin og gode bøger i Stege. Breuning selv driver et lille weekendantikvariat, som oprindelig er baseret på hans egen svulmende Hemingwaysamling. Der er en lille biograf i Stege, som overvejende frekventeres af modne cineaster. At Møn har den udsøgte ære at være hjemsted for formanden for Gøg og Gokke-selskabet ’Tit for Tat’ (det er også Ulrich Breuning) udøver dog næppe en magnetisk tiltrækning på øens rastløse ungdom. De unge tager i stedet de 29 kilometer til Vordingborg for at se de nyeste knallerter i provinsbyens premierebiograf. Men reelle tilbud om spændende beskæftigelse for Møns unge er der ikke mange af. Der bliver sagt mange pæne ting om de gode intentioner for Udkantsdanmark, men faktum er, at pengene er små, og i en tid, hvor økonomien skrumper, føler mange steder sig stadig mere afskåret, ignoreret og centraliseret. Hellere film end jagttegn Filmfabrikken i Stege er inspireret af Station Next, Zentropas initiativ i Filmbyen i Avedøre, hvor man giver helt unge mennesker chancen for at lære om filmhåndværket. Faktisk var der i begyndelsen tanker om, at Filmfabrikken skulle være en aflægger af Station Next. I stedet har Station Next hjulpet med vejledning og grej fra klaptræer til filttæpper til udendørsoptagelser. Navnet Filmfabrikken er doneret af Peter Aalbæk Jensen og Regner Grasten. De to tunge filmdrenge sad egentlig på navnet, men rejste sig nok så venligt op. LÆS OGSÅZentropa og Regner Grasten laver nyt filmselskab Den konkrete ide om at lave en filmskole på Sukkerfabrikken opstod oprindelig som et behov hos en gruppe forældre i Stege, der godt kunne se problemet med de manglende tilbud til de unge, der ikke lige var interesseret i at få traktorkørekort eller jagttegn. »Der har manglet noget for den kreative gruppe, og Møn er altså ret isoleret«, fastslår Judith Breuning. Den store ø med 10.000 indbyggere har ikke et eget gymnasium. Så det, der foregår, foregår i Vordingborg. Længe så det ud til, at ideen om at lave en slags Station Next-filmskole for de helt unge på Møn skulle forblive en tankestreg på papiret. Men takket være LAK-midler - Lokale Aktivitets Midler - og fornyet kommunal velvilje kom tanken om at lave en filmskole pludselig til at ligne virkelighed. Da ejerne af Sukkerfabrikken stødte til med et tilbud om ét års huslejefrit ophold, gik det pludselig hurtigt med at få realiseret Breuningparrets skoleoplæg. Billeder skaber følelser Men var der også interesse blandt de unge? Man indgik en aftale med Ungdomsskolen og blev enig om, at der helst skulle være 15 tilmeldinger for at gå i gang. Der meldte sig mere end det dobbelte, og så tog man ellers fat på at købe grej og indrette skole. I et hjørne med reoler står Ulrich Breunings mange filmbøger og udgør en kombination af filmbibliotek og kulisse. Der var ikke penge til at købe meget udstyr. Til gengæld var det vigtigt, at det, man købte, var godt, så eleverne ikke skulle komme og sige, at fars computer derhjemme kunne meget mere, pointerer Ulrich Breuning. Så man må deles om det, der er.