Mick Øgendahl langer ud efter »hadske, perfide og svinske« anmeldere

komedie. Brødrene Ralf (Mick Øgendahl) og Timo (Rasmus Bjerg) planlægger et kup, mens Nikolai (Jonatan Spang) er på prøveløsladelse og hellere vil starte på en frisk i 'Alle for to', der havde biografpremiere i går.
komedie. Brødrene Ralf (Mick Øgendahl) og Timo (Rasmus Bjerg) planlægger et kup, mens Nikolai (Jonatan Spang) er på prøveløsladelse og hellere vil starte på en frisk i 'Alle for to', der havde biografpremiere i går.
Lyt til artiklen

'Alle for to' er en »hjerneløs pruttekomedie«, mener Jyllands-Postens anmelder.

»Anders Thomas Jensen er blevet indkaldt for at skabe mere tyngde i manuskriptet, men filmen er kun blevet tung i røven«.

Også Ekstra Bladets anmelder korser sig:

»Synes man, at skøre grimasser, babylort, bare patter og mandestrip er topmålet af dansk humor anno 2013, vil man sikkert more sig«.

»Der lefles generelt helt uambitiøst for platteste fællesnævner i en fesen fusion af Olsen Banden, amerikanske drengerøvskomedier a la Todd Phillips og voldshumor a la Alene Hjemme 2. Genialt? Nøøøøøh!«, lyder i Information.

Der er prygl over hele linjen fra anmelderne til komedien 'Alle for to', der fik premiere i går.

Det er i orden at få tæsk for dårligt filmhåndværk, men med-manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Mick Øgendahl forstår ikke »den hadske tone« i anmeldelserne.

LÆS ARTIKEL

Anmelderne sabler »hjerneløs pruttekomedie« ned

»Der er en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne«, siger Mick Øgendahl i et interview med P1's Filmland.

Ok, 'kulturfascistoid', det var voldsomt, lyder reaktionen fra intervieweren, Per Juul Carlsen.

»Hitler havde jo klar definition ...«, fortsætter Øgendahl.

Nu bringer du så Hitler ind i diskussionen ...

»Hitler havde en klar definition af, hvad der var god kunst, og hvad der ikke var, og han prøvede jo ligesom at få renset det ud, der ikke var god kunst i hans øjne. Og jeg føler nogle gange, at anmelderne håber, at de får lov at bestemme, hvad der kommer, og hvad der ikke kommer i biograferne, og det synes jeg i al beskedenhed, er meget forkert«, siger Mick Øgendahl.

ANMELDELSE

Olsen Bandens vulgære efterfølger trænger til en tør ble

»Jeg synes, at der er nogle anmeldere, der ikke forholder sig nøgternt og objektivt til deres opgave, men er meget hadske, nærmest perfide, svinske, og som propper en masse følelsesladede adjektiver ind i deres anmeldelser«, siger han.

Den naive eskapisme
Mick Øgendahl medgiver, at 'Alle for to' ikke er superoriginal, men han undrer sig generelt over anmeldernes nedladende tone overfor folkelige film. Og han peger på, at det er de brede film, der trækker folk i biografen, og dermed baner vejen for de smalle, 'fine' film.

»Jeg synes, den nedladende tone er åndssvag. Jeg tror også, at i og med internettet har gjort sit indtog, så føler nogle af anmelderne sig nødsaget til at skrive lidt mere flamboyant og farverigt for at blive hørt i mængden«, siger han.

Han mener, at 'Alle for to' tilbyder publikum en form for »naiv eskapisme«.

»Der er så meget, der er op ad bakke ude i virkeligheden. Finanskrise, aflevering af børn, dagligdagsproblemer. Man kan hygge sig med vores film i halvanden time, og så kan man gå ud igen og forholde sig til livets genvordigheder. Jeg synes godt, at man kan advokere for, at det skal der også være plads til«, lyder det fra Mick Øgendahl.

Steffen Boesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her