Karakteren Rune i skikkelse af skuespilleren Pilou Asbæk ankommer til Horsens Statsfængsel for at afsone en dom for en forbrydelse, biografpublikummet ikke ved, hvad er.
Han bliver bedt om at tage tøjet af, kropsvisiteres med røven i vejret af en vagt, som faktisk i virkeligheden uden for filmen er fangevogter.
Og så må han ellers tage ophold i en klaustrofobisk celle i fængslets hårde afdeling bag mure, hvor han er nederst i hierarkiet og spilles ud mellem en gruppe af skrammet tatoverede hvide danskere og en ikke mere forsonlig gruppe af dømte med indvandrerbaggrund.
LÆS ARTIKEL Stortalent kæmpede for at overleve i fængslet
27 optagedage
Så er manuskriptforfatteren Tobias Lindholms og dokumentarfilminstruktøren Michael Noers debut som spillefilmsinstruktører i gang.
En film lavet på et meget lavt budget i løbet af 27 optagedage bag murene i det lukkede Horsens Statsfængsel, som i 2006 blev afløst af Statsfængslet Østjylland vest for Horsens.
»Fængslet er sådan set hovedpersonen i filmen. Både på grund af økonomien og på grund af nogle regler, vi selv satte op, foregår næsten alle scener inden for murene«, siger Tobias Lindholm, som kun er færdig med sætningerne, inden den mere langsomt talende jyskfødte Michael Noer tilføjer:
»Økonomien har ikke været en spændetrøje. Vi havde interessen for dokumentarisme tilfælles. Jeg har den som dokumentarfilminstruktør, og Tobias har den som manuskriptforfatter. Den lydhørhed over for realismen – jeg tror, det er noget, man skal være født med, og vi har forsøgt at viderebringe det i denne film. Når man træder ind i et miljø som Horsens Statsfængsel og har mange medvirkende, der kender miljøet i forvejen, bliver man ydmyg. Man er nødt til at lytte til folk. Gør man ikke det, er der kontant afregning med det samme«.
Realistisk fiktion
Afregningen ville have været mildere, hvis Noer og Lindholm havde skrevet manuskriptet færdigt uden plads til spontane indfald og vidende amatørers rettelser i nogle kontorer på Nordisk Film i Valby.
Men det gjorde de ikke. Kun delvist forårsaget af det lave budget lavede de to spillefilmsdebutanter en casting i Horsens, hvor godt 200 mennesker mødte op.
Omkring 70 af dem viste sig at have et forhold til statsfængslet i Horsens. Nogle var sønner af fædre, der havde siddet inde. En del havde selv afsonet domme. Og andre igen havde ligesom filmens fangevogter Kim været fængselsbetjent og var flyttet med til det nye statsfængsel, da det gamle blev lukket.
Da instruktørerne fandt ud af, at hele filmens location skulle være statsfængslet i Horsens, gik de meget konkret til værks ved hjælp af alle de erfarne medvirkende, siger Tobias Lindholm.
Transport af stoffer
Det er en vigtig grund til, at man som publikum oplever det, som om man er inden for murene, og som om ’R’ er i familie med den dokumentariske tradition, Michael Noer er kendt for. Scener i ’R’ viser, hvordan stoffer i fængslet blev transporteret blandt fanger fra den ene afdeling til den anden gennem hashfyldte, gule hylstre til Kinder Egg, et hul i en faldstamme og indsattes tømte tarme.
Det var sådan, transporten af stoffer i statsfængslet i Horsens faktisk foregik, kunne medvirkende med lokalkendskab fortælle. Oven i købet gennem det hul i den faldstamme, som er vist i filmen. ’R’ er ikke en dokumentarfilm, men instruktørerne var fra begyndelsen interesseret i at gøre den så realistisk som muligt, siger Tobias Lindholm:
»Hvordan blev fangerne afhørt i Horsens? Hvordan var deres gårdture der? Og hvor overfaldt fangerne hinanden? Det vises realistisk og detaljeret: Et godt sted at overfalde var ude på trappen på 2. sal, hvor der ikke var nogen vagt. Rune, altså Pilou Asbæk, bliver også overfaldet et sted i gården, hvor fængslet kameraer ikke peger ned, så fangevogterne ikke kan se, det sker«.
Michael Noer:
»Vi har ikke lavet rekonstruktioner. Filmen er fiktion. Men hver gang vi gik ved siden af fængslets logik, eller når vi ikke lyttede til de medvirkendes erfaringer, blev det uvirkeligt og dårligt. Så begyndte alle, også Pilou Asbæk, at spille dårligt. Respekterede vi derimod de regler, som fungerede for præcis dette sted, så fungerede det. Så blev Pilou til Rune. Man kan ikke se det så meget i filmen, men fangevogteren Kim åbner dørene med fødderne. »Hvorfor gør du det?« spurgte vi undervejs. Det var, fordi fangerne spytter på håndtagene. Vi fik enormt meget instruktion forærende ved at iagttage, skrive ned og så arrangere efter omstændighederne«.
Egne dogmeregler
Tobias Lindholm og Michael Noer er inspireret af 90’ernes danske dogmebølge. Især af Lars von Triers ’Idioterne’ og Thomas Vinterbergs ’Festen’.
’R’ er ingen dogmefilm, og den har »ikke opfundet den dybe tallerken«, siger Michael Noer. Men instruktørerne skabte deres egne, stramme regler, delvist i et forsøg på at skabe et særegent æstetisk sprog og undgå klicheerne fra fængselsfilm, der »har deres helt egen sektion i Blockbuster«, som Noer tilføjer:
»Der skulle ikke være nogen flugtscener. Og der skulle ikke være nogen psykologisering af hovedpersonerne. Vi havde ingen psykologiserende noter i manuskriptet«, supplerer Tobias Lindholm.
Pilou Asbæk alias filmens Rune ankommer til statsfængslet i Horsens som bunden af hierarkiet og påtvinges at indordne sig for at klare sig – eller ikke at klare sig. Af nød knytter han en art kammeratligt bånd med en anden indsat, Rashid (Dulfi Al-Jabouri). Undervejs i filmen skifter hovedpersonvinklen fra Rune til Rashid, hvilket i udgangspunktet ifølge de to instruktører forekom Det Danske Filminstitut helt håbløst, da instruktørerne ansøgte om støtte.
Man skifter vel ikke hovedperson midt i en film?
At være i rollen
Men det gør altså ’R’, hvor Pilou Asbæk har en research- og indspilningskrævende rolle som Rune, siger Tobias Lindholm:
»Først da Pilou ankom til fængslet blev han Rune. Inden havde han forberedt sig i tre måneder. Han havde tabt sig, trænet med vægte og fået hjælp af Roland Møller, der spiller Mureren i filmen. Roland vidste, hvordan man opfører sig i et rum, hvor man føler sig truet. Da Pilou kom til fængslet, oplevede han det«.
Skuespilleren oplevede også i det virkelige liv – på location – at være nederst i hierarkiet i nogle uger. Som en af de få rigtige skuespillere – ud over Dulfi Al-Jabouri – lagde han sin rolle fra sig i pauserne. Hvor de mange medvirkende amatører blot forblev sig selv.
Tobias Lindholm:
»Der er en scene i filmen, hvor Pilou sukker lettet, da han skal flytte celle og får tilbudt en rigtig madras. Det suk var ikke instrueret. Det var virkeligt. Det forekom efter 14 indspilningsdage, hvor de andre medvirkende stort set ikke havde talt til ham«.
Michael Noer:
»Det lyder måske lidt grusomt. Men det var godt for filmen, og i det mindste sad Pilou ikke inde i otte, ti år«.
Belønningen kom
Både Noer og Lindholm har oplevet lærerne Arne Bro og Mogens Rukow på Filmskolen og lært af dem, hvordan man kan vise ting i stedet for at fortælle dem.
I sidste uge fik de debuterende spillefilmsinstruktører Nordisk Film Prisen som de første talenter nogensinde. Under uddelingen var mange af filmens amatørskuespillere til stede.
Prisen er en cadeau, de sætter stor pris på. Men måske lige så stor en oplevelse var det at vise ’R’ for de medvirkende i Horsens i forrige uge. Som Tobias Lindholm siger:
»I forvejen havde vi gjort meget ud af at sige, at det var os, de skulle skælde ud på, hvis filmen ikke fungerede. Da den blev vist i Horsens, var der chokerede miner, fordi de ikke var klar over, hvor hård en film de medvirkede i. Men der var også stor glæde, fordi de følte sig genkendt. Og med den tillid, de viste os, var det vigtig at blive godkendt af dem«.
LÆS ANMELDELSE Barskt fængselsdrama er skræmmende realistisk
fortsæt med at læse
