Tre veninder danser rundt i et ungdomsværelse til høj musik, mens de grinende tager først bluse, så bukser, så bh og til sidst trusser af. De skiftes til at tage billeder af hinanden med kameramobilen. Pigerne er de tre heltinder i Christina Rosendahls nye ungdomsfilm, 'Supervoksen', der handler om teenagepigers venindeverden, kampen for at blive lyn-voksen og deres begyndende seksualitet. »Filmen skal ses som en 'nøglehulsfilm', hvor man får et indblik i en hemmelig pigeverden. Man kan analysere stolpe op og stolpe ned om overgangen fra barn til voksen, men den korte definition er, når seksualiteten bliver aktiv. Så det er den store overskrift. Og så er filmen en vild hyldest til teenageres energi og mangel på fordomme«, siger Christina Rosendahl. Rosendahl brød i 2002 igennem med dokumentarfilmen 'Stjernekigger', hvor hun fulgte sin lillesøster, Pernille Rosendahl, og hendes band, Swan Lee, i deres jagt på en pladekontrakt. Siden har hun gået på den alternative filmskole Super16, hvor hendes afgangsfilm fra 2004, 'Fucking 14', var en slags forløber for 'Supervoksen' med samme pige i hovedrollen, 16-årige Emma Leth (Jørgen Leths barnebarn, red.), og samme tema: teenagepiger og deres seksualitet. »Teenageårene er den største enkeltstående forandringsfase i vores liv. Kroppen ændrer sig, vi ændrer os, det er så vildt intenst. Og det kommer aldrig igen«, siger instruktøren. I 'Supervoksen' følger vi Rebekka (Emma Leth), Claudia (Amalie Lindegård) og Sofie (Cathrine Bjørn), der er 1. g'er på et gymnasium et sted i Nordsjælland. De kommer alle fra den pænere overklasse, mangler ingenting på de bugnende teen-værelser og tuller nu rundt i grænselandet mellem stort barn og voksen kvinde. De er for unge til Vega og for gamle til lørdagsslik med forældrene. For at blive 'rigtig voksne' stiller de hinanden en række grænseoverskridende opgaver, der alle bevæger sig rundt i den seksuelle genre, som f.eks. at tungekysse med en anden pige eller få nogen til at tro, man er luder. »Med opgaverne iscenesætter de noget, de gerne vil prøve. De vil se, om de kan få en voksen mand til at bide på på internettet. De prøver farer og grænser af, for det har man brug for som teenager. At være på kanten, mærke adrenalinen«. Røde ører Forud for filmen har Christina Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno researchet en del på teenagepigers liv anno 2006. Det foregik bl.a. ved at læse sexbrevkasser i ungdomsblade, snakke med Sexpiloterne (en gruppe unge, der underviser andre unge i seksualundervisning) og interviewe unge piger generelt. På den måde fik den 35-årige instruktør flere gange røde ører over de unges åbenmundethed. »Jeg blev overrasket over, hvor meget de vidste. Ting, som jeg absolut ikke anede i deres alder. De havde en stor sproglig bramfrihed. Sådan noget med ... at analsex f.eks. var noget, de snakkede om. Og sexlegetøj. De vidste, hvad alle tingene hed. Altså de havde ikke prøvet de der vilde ting, men de vidste, hvad det var. Omvendt var der også meget angst og usikkerhed. Der var flere, der ikke vidste, hvor en abort kommer ud henne«. Christina Rosendahl oplever, at meget har ændret sig, siden hun selv var teenager. Især peger hun på, at de unges forbrug af internet og mobiltelefoner og dermed hele dating- og chat-kulturen, har rykket ved teenageres viden og kontaktflade. »De har jo adgang til alt, f.eks. porno på nettet. Der lærer de meget. Men den seksuelle debutalder har netop ikke ændret sig, siden jeg var ung, den er stadig 16-17 år. Så de ved mere. Men de gør det ikke nødvendigvis«. Filminstruktøren indrømmer selv at være et blufærdigt menneske, der lige skulle lære jargonen, da hun instruerede pigerne i at agere og snakke om sex på film. »Jeg udviklede forskellige teknikker til at være ikke-blufærdig. F.eks. sagde vi alle ordene højt og naturligt helt fra starten i castingprocessen: menstruationsblod, onani, blowjob. Sådan at det blev normalt at sige »nå, skal vi lige lave den der onaniscene, Emma?«. Så blev det lige så ufarligt som at sige »ræk mig lige leverpostejen«. Og i scenen hvor de skal strippe foran kameraet, smed jeg hele holdet ud, så det kun var fotografen og mig, og satte en Mew-plade på og skruede meget højt op. Så glemte de lidt hæmningerne«. De tre næsten uprøvede skuespillerinder skulle også udsættes for en tur i Skelbækgade på Vesterbro udklædt som prostituerede, hvilket nok var det mest grænseoverskridende for dem. »Der havde de aldrig været før. Og der stod rigtige ludere og arbejdede lige ved siden af. Der kan man se, at de er ægte angst, og det giver nerve i filmen. Men så var det min opgave hele tiden at være i nærheden af dem. Jeg var konstant fysisk hos dem, når de skulle lave de svære ting. Og så koreograferede jeg dem i stedet for at instruere. I stedet for at sige »prøv at forføre hende« og »føl det og det« lavede jeg en teknisk rækkefølge: »Nu skal armen være der, så trækker du vejret to gange og knapper hendes øverste knap op«. Så slap de sig selv og koncentrerede sig om rækkefølgen, det fungerede rigtig godt«. Ingen socialrealisme Hovedpersonpigerne er tre klassiske karaktertyper: rebellen, den vilde blondine og den kloge bogorm. »Vi prøvede at rendyrke nogle arketyper, som vi måske alle sammen er en blanding af. Det er ikke et socialrealistisk drama, men et universelt drama. En historie, som også gælder om ti år - og som også gjaldt for ti år siden«. Christina Rosendahl beskriver sine egne teenår som »problematiske«, hvor hun følte sig mere som outsideren end den højtråbende og seje, som hendes hovedpersoner i filmen er. »Det var de piger, man så op til. Det kan da godt ærgre mig, at jeg ikke var en af dem, for jeg tror, at de havde det sjovere. De oplevede i hvert fald flere ting end mig, fordi de var så modige«. Instruktøren er bevidst om, at der blandt visse moralister nok vil falde brænde ned og løftes pegefingre på grund af filmens bramfrihed, når det kommer til unges seksualitet. Derfor har hun også forberedt de unge skuespillere på en eventuel kommende kritik. »Jeg prøver at sige til pigerne, at det er okay at trykke sig selv af og prøve nogle ting. Der er rigeligt med folk, der prøver at begrænse de unge og censurere og få dem til at hive blusen ned over maven. Og hvis ikke min film satte sindene i kog, ville det jo ikke være en rigtig ungdomsfilm! Vi voksne skal ikke sidde og moralisere, men møde teenagerne, hvor de er. Og så huske, at det jo bare er en fase, hvor alting føles, som om der er sprunget en atombombe indeni. Det går over igen«.