En invalideret teenagepige er væltet ud af sin kørestol og ligger hjælpeløs på et køkkengulv og slikker mælk op fra de blanke fliser.
Som en efterladt diende unge uden en mor til at tage sig af hende. Hun har bandager på håndleddene efter et selvmordsforsøg og bandager på knæ og lår efter at have dolket sig i benene foran sin far, mens han havde sex med flere unge kvinder oven på et flygel, så falske akkorder huggede i takt med hans underliv.
Hendes mor er væk. Hun kunne ikke klare, at datteren havde overtaget rollen som farens elsker i ægtesengen. Så nu ligger pigen og skriger på sin mor her i mælkepølen.
Børn har det ikke let i Sion Sonos film. Scenen her stammer fra 'Strange Circus' (2005), der er helt anderledes eksplicit voldsom end hans 'Håbets land', som havde dansk premiere i torsdags.
LÆS ANMELDELSE Japansk atomulykke-drama drukner i skematisk symbolik
Men en ting har de til fælles sammen med alle hans andre film, der har gjort Sion Sono til en af det seneste årtis mest kontroversielle japanske instruktører: Afstanden mellem generationerne i Japan er uoverstigelig, og patriarkerne knækker og efterlader sig fortabte generationer i tomrummet.
En forbandelse
I 'Håbets land' ser man en pæl blive banket i jorden mellem det evakueringsområde, der er forurenet af radioaktiv stråling fra et ulykkesramt atomkraftværk, og så de områder, myndighederne har erklæret for sikre. Bang! Hammeren falder, idet scenen skifter til et hjem, hvor en bondefamilie sidder og diskuterer, om de skal lade sig evakuere eller ej. Bang, bang, bang!
En hel række af pæle står nu mellem sønnen på den ene side og den patriarkalske far og den småretarderede mor på den anden. Faren vil have sønnen til at forlade området for at redde sig selv, men sønnen vil ikke lystre. Han har ingen idé om, hvor han skal gå hen.
»I Japan er alle slags sammenhold og forhold i gang med at falde fra hinanden«, har Sion Sono sagt i et interview med L.A. Record fra 2011. »Du kan ikke stole på din egen far. Heller ikke din mor«.
Det er et livsvilkår, en forbandelse, som den japanske auteur gentager igen og igen i sine film. Manden er blevet taberen uden patriarkatets faste rollefordeling, og han lader det gå ud over kvinder og børn, der voldtages og myrdes i en så eksplicit grad, at det kommer på kant med filmcensuren.
Gyset som samfundskritik
Sono er nok kontroversiel som filmskaber, men han er ikke desto mindre en troskyldig del af en japansk horrorfilmtradition, der siden 1950'erne har udviklet et fast sæt af figurer i diagnosen af det japanske samfunds forfald siden Anden Verdenskrig.
For de besejrede japanere ramte moderniseringen af det patriarkalske kejserrige hen mod et demokrati med galopperende økonomi og forbrugerkultur så brat, at den satte sig som et trauma i den japanske identitet.
Et trauma, som japanske horrorfilm har gengivet med ansigter og kroppe krydset af ar, og Sono er sig filmtraditionen yderst bevidst, så når han i 'Strange Circus' lader sin hovedperson blive en del af et fællesskab af teenagere, der mødes for at beundre hinandens ar, en slags AA for cuttere, er det svært ikke at forstå det som en direkte reference.
Sammenstødet mellem den førindustrielle verden og den moderne civilisation er også central i ’Håbets land’. Den gamle far leder sin familie med rådgivning og afretning (moren er reduceret til en umælende tåbe, der bare elsker at passe sine blomster), mens de trives med manuelt arbejde i broccolimarken.
Men over dem hænger de krydsende ledninger fra de elmaster, der fører strøm fra atomværket til det moderne samfund omkring dem. Sono placerer patriarkatet som et frilandsmuseum, en uddateret styreform midt i en moderne verden, men samtidig som en kultur, der er sejlivet som den gamle mand.
Et kulturelt vilkår, der stadig er dybt forankret i japanerne, og som sanktioneres gang på gang af fædre, fabriksejere, virksomhedsledere og politikere.
Vi taler om et land, hvor p-pillen først blev lovlig i 1999 efter 34 års gentagne udsættelser af lovforslaget, hvorimod forslaget om at lovliggøre Viagra blev vedtager efter et halvt år. P-pillen blev lovlig efter 1990'ernes finanskrise i Japan, hvor det blev åbenbart, at kvinder måtte ud på arbejdsmarkedet, hvis landets økonomi skulle reddes.
I de år blev traditionelle kønsroller udsat for enorme udfordringer, og mange gifte kvinder begyndte at forlange skilsmisse, mens yngre singlekvinder helt valgte ægteskab fra.
Den fortiede vold
Manden fik det svært. Og i Sion Sonos film er han i den grad på herrens mark.
Hvordan kan man blive en mand, når kvinden kan klare sig selv? Når hun griner ad dig og ikke tænder på dine tilnærmelser? Og når dine kolleger kalder dig en slapsvans, fordi du ikke styrer hus og kone, som du og de ved, at en rigtig japansk mand skal gøre det? Det patriarkalske arvegods ligger som et låst program i psyken, det kan ikke slettes, men tjener heller ikke længere en funktion i et moderne samfund.
»Er jeg en mand eller kvinde«, spørger faren despotisk sin datter i 'Strange Circus', mens kan kærtegner hende på grænsen mellem omsorg og overgreb. »En mand«, svarer hun pligtskyldigt. »Og hvad er du«, spørger han igen.
Hun siger sit navn: »Jeg er Mitsuko«. Men han giver ikke op, fastholder hendes ansigt som i en skruetvinge, før hun siger: »Jeg er en kvinde«. »Korrekt!«, råber han i sit forskruede forsøg på at genindsætte sig selv i toppen af hierarkiet som Farmand.
Han er den brutale patriark, der altid taber i Sonos film. Her ender han levende parteret af datteren som en torso lænket til den seng, hvor han voldtog hende gennem flere år. I 'Cold Fish' er det faren selv, der skærer sin hals over med blikket fæstnet mod sin datter, mens han fortæller hende den eneste sandhed, han kender: »Livet gør ondt«.
Han har ikke voldtaget sin datter. Men han har slået hende bevidstløs, mens han voldtager hendes stedmor ved siden af. Den scene er hård at være vidne til. Et psykisk sammenbrud hos den moderne mand, der i årevis har holdt vejret i et Japan, hvor begæret er undertvunget rigide koder for god opførsel og til sidst krænger sig ud som vold.
Ibsen med omvendt kønstegn
Som et ibsensk ægteskabsdrama med omvendt kønstegn har man set ham sidde handlingslammet mellem sin kone og datter, der tærer på familiestrukturen med deres indbyrdes had som stedmor og steddatter.
Men så træder den store faderfigur ind i filmen. Den perverterede patriark i skikkelse af en forretningsmand, som driver en bloddryppende praksis i baglokalet af sin butik med akvariefisk. Han giver familien nyt håb med sin smittende entusiasme og sin radikale gør det selv-logik og tvinger faren ind i de svimlende pligter med at partere ligene af dræbte konkurrenter.
Filmens nøglescene foregår på en bro, hvor faren skal hjælpe fiskekongen med at hælde hakkekødet i floden.
»I dag er det din tur! Forstået? Kom så i gang!«, brøler han ind i hovedet på faren. »Din slags er værst. I kan ikke gennemføre jeres planer. I kan ikke engang løse jeres egne problemer«. Som i 'Håbets land' er det patriarken, der væmmes over unge mænd, der ikke kan tage beslutninger. Og så kommer den ultimative maskuline ydmygelse, da han fortæller, at han har knaldet hans kone. Og at hun nød det.
»Så slå mig ihjel. Betragt mig som din egen far. Kom til far. Slå mig så! Hævn din barndom«.
Det gør han så. Slår patriarken ihjel. Og tager tilbage til familien for selv at få afløb for sin forkvaklede indestængte maskulinitet. Han voldtager sin kone og slår datteren bevidstløs, men går som skrevet selv til grunde og efterlader datteren både frigjort og fortabt, mens hun grinende står og sparker til hans lig.
Ulækkert men ikke irrelevant
Det kan være direkte ulækkert at se Sonos film. Men ikke irrelevant. For familievolden er stadig et enormt problem i dagens Japan. Kvinder og børn får tæsk, og voldtægt er et enormt problem, som myndighederne har svært ved at få bugt med.
Patriarkatet lever videre i det skjulte, perverteret og betændt. For volden er fortiet. Det musikalske ledemotiv i 'Strange Circus' er en trækharmonikas enfoldige melodi fra 1938. Et ondt år i japansk historie. Det var her, ved indgangen til 1938, at Nanjing-massakren fandt sted.
Sexet kamikaze-film er en vanvittig og stor oplevelseI den kinesiske by blev 200.000 civile dræbt, og titusinder af kvinder og børn blev voldtaget af japanske besættelsesstyrker. Trods journalistiske fotos af skamferede kvindelig med stumpe instrumenter i skeden og andre rædselsvækkende vidnesbyrd, er det en begivenhed, der stadig har været fortiet og benægtet i Japan.
Og det er dér, Sono er mest kontroversiel. Når han piller i sårene og blotlægger det betændte, volden, incesten og voldtægterne, der foregår i kølvandet på patriarkatets afvikling.
»Du er også ond. Jeg ved det. Du foregiver at være god. Jeg hader din slags«, som den depraverede faderfigur skriger mod den apatiske tabermand i ’Cold Fish’.
Kan forbandelsen brydes?
»Så hvem kan du så stole på?«, siger Sion Sono i interviewet med L.A. Record.
»Du har brug for noget andet eller nogle andre. Og det er der, kulten kommer ind i billedet; som et link eller en cirkel man kan høre til – som en slags erstatning for familien«.
Kulten som falsk fællesskab er til stede i alle hans film. Kulter, der ledes af perverterede patriarker på den ene side eller hævngerrige unge på den anden. I det fire timer lange hovedværk 'Love Exposure' er det en kristen kult, der bliver den foreløbige redning, inden den også viser sig som en dødsfælde.
I 'Håbets land' er det tv'et og de overfladiske talkshow, der forblinder ungdommen og børnene, der bærer forbandelsen med sig som radioaktiv stråling, lige meget hvor de flygter hen.
Men kan forbandelsen brydes? Det ender sjældent utvetydigt godt for de unge i Sonos film. Han har ikke svaret. Det ville jo være demagogisk og patroniserende. Først og fremmest appellerer han til, at de unge begynder med at tænke selv og for eksempel turde sætte spørgsmålstegn ved myndighedernes håndteringer af atomkraftulykker.
Det er han selv en af de første til at gøre med 'Håbets land' og forløberen 'Himizu'. Og det kan være kontroversielt nok i Japan.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
