'Håbets land’ er interessant af flere grunde.

Ikke alene er det japanske Sion Sonos mest tænksomme og afdæmpede værk til dato; det er også den første fiktionalisering af atomulykken i Fukushima i 2011, der har sat sig dybe sår i den japanske befolkning.

LÆS OGSÅ Sexet kamikaze-film er en vanvittig og stor oplevelse

I filmen oplever indbyggerne i den fredelige by Nagashima (en fiktiv blanding af Nagasaki og Fukushima) et jordskælv, og straks udbryder familiefaderen Yasuhiko Ono (Isao Natsuyagi): »Jeg håber, atomkraftværket er uskadt«.

Ee afdæmpet drama
Det er det selvfølgelig ikke, og snart bliver byen delt i to, for evakueringsgrænsen går tværs gennem byen.

Familien Suzuki må flygte af sted, mens far Ono og hans senile hustru, Chieko (Naoko Otani), bliver, men beordrer deres voksne søn og svigerdatter Izumi at rejse bort.

Atomulykker er ikke bare farlige, de splitter også familier ad.

Dramaet er afdæmpet fortalt med blegt lys, mystiske lyde og billedsymboler frem for actioneffekter.

Ofte bliver det voldsomt skematisk, som når der hamres imaginære pæle ned i bordet mellem far og søn, eller da familien Suzukis søn og hans kæreste forgæves leder efter hendes forældre i murbrokkerne og møder to spøgelseslignende børn, der siger, at man må tage »et skridt frem, et skridt frem« for at komme videre.

Skingert skuespil

Det er skolebogsskematisk som en overtydelig oplysningsfilm fra 1970’erne, og skuespillet er tilsvarende skingert, undtagen hos Natsuyagi, hvis fine spil over for den intetanende hustru i glimt kan minde om til-døden-os-skiller-kærligheden i Michael Hanekes ’Amour’.

Også forholdet til sønnen, der selv skal finde sin rolle som far, da hans kone bliver gravid, er sart skildret, og havde Sono holdt filmen mere fokuseret, havde ’Håbets land’ været en smuk, enkel og tankevækkende fabel.

fortsæt med at læse

Japans tabermænd slår tilbage