»Hendes naturlige hårfarve var rød, men hun havde farvet håret kulsort. Hun så ud, som om hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe«.
Med de ord slutter den indledende præsentation af en af de mærkeligste og mest fascinerende skikkelser i moderne skandinavisk litteratur: hævnerenglen Lisbeth Salander.
Vel at mærke efter en opregning af hendes piercinger i næse og øjenbryn, hendes tatoveringer på hals, arm, ben og skulderblad – samt hendes formidable evner som personefterforsker og hacker på internationalt niveau.
Forældreløs anarkist
Men læg mærke til hårfarven, den naturlige. Hvor er det nu, vi før har mødt en spinkel, rødhåret pige med superevner, som skider på love og regler, men har sin egen moralkodeks alligevel?
Jo, Lisbeth Salander ligner grangivelig en goth-udgave af Pippi Langstrømpe, tres år efter, at Astrid Lindgrens første bog om den forældreløse anarkist udkom.
Ligesom Lisbeth Salanders makker, journalisten Mikael Blomkvist, deler beskæftigelse og øgenavn med en af Lindgrens andre hovedpersoner, mesterdetektiven Kalle Blomkvist.
Alt sammen i den afdøde svenske journalist Stieg Larssons Millennium-trilogi, som nu, fire år efter udgivelsen af første bind, er solgt i over ti millioner eksemplarer verden over. Tre krimier, der bestemt ikke er børnebøger.
Iskoldt, livsfarligt raseri
Og her sidder hun så i kød og blod. Forud for den danske premiere på Niels Arden Oplevs filmversion af første bind, ’Mænd der hader kvinder’, er skuespilleren Noomi Rapace i København:
Kønnere ansigtstræk, længere hår og hverken piercinger eller tatoveringer, men en næsten lige så spinkel og nærmest drengeagtig krop som den Salander, vi kender fra romanerne. Hun fylder kun det halve af sin lænestol. Men har den samme glød i blikket:
»Lisbeth Salander er en fighter. Nok overtræder hun lovene, både som hacker og som hævner, men det gør hun jo efter en barndom, der har været én lang ydmygelse fra både rets- og forsorgsmyndighederne for slet ikke at tale om hendes private livs ’mænd der hader kvinder’ – og lader hende mærke det på sin egen krop«.
Det har givet hende den erfaring, at der ikke er nogen mening i sentimentalitet eller hengivelse til offerrollen, mener Noomi Rapace.
»Derfor har hun lært sig at kontrollere rædslen, bevare kulden og dermed kontrollen over sig selv i forhold til omgivelserne. Kan man det, kan alle slås, tror jeg – uanset kropsstyrke. Som vi ser det, da hun i en fodgængertunnel bliver chikaneret og mishandlet af en bande bøller: Hendes spontane reaktion på overmagten er iskoldt raseri og livsfarlige modangreb«.
Spinkel og grim
»Jeg tror, alle kan genkende noget af Lisbeth Salander fra sig selv: Følelsen af at være udenfor, at blive behandlet uretfærdigt – og at reagere med vrede. Det har de fleste nok oplevet,« mener Noomi Rapace, der har været nødt til at finde de følelser frem i sig selv:
»Jeg har ingen teaterskolemetode at gå frem efter, jeg er henvist til indlevelsen: Hvad ville jeg selv gøre?«
Skuespilleren, der nu i mange år frem vil stå i vores bevidsthed som ’hende, der var Lisbeth Salander’, har nok filet på de mest ekstreme modsætninger i bøgernes billede af en fejlernæret Modesty Blaise – spinkel, men stærk, grim, men sexet osv. – for at sandsynliggøre hende som ét helt menneske i filmens anderledes konkrete form.
Det har også været nødvendigt, indrømmer hun, at bløde lidt op på det s tone face, som bøgernes Salander møder verdens ondskab med:
»Forfatteren kan jo skrive, hvad han tænker og føler; men på film skal man kunne se noget af det«.
Det kan man også efter den sadistiske voldtægt, vores heltinde bliver udsat for:
»Hun søger ikke hjælp, går ikke ind under en bruser for at rense overgrebet af, som scenen ellers var planlagt. Hun vakler hjem alene, forslået, ydmyget, misbrugt, men vil ikke have kontakt med nogen, ikke ynkes eller plejes af andre. Hun går efter at vinde over den, der før havde overmagten«.
Ensomhedens vemod
Millionerne af læsere véd jo fra bøgerne, hvordan Lisbeths Salanders hævntogt former sig.
Her kan selv Madonna og Birthe Rønn Hornbech lære noget om girlpower. Men også om de omkostninger, den kan have.
For ligesom mange af os anede ensomhedens vemod bag Pippi Langstrømpes muntre selvbevidsthed, har Lisbeth Salanders pansrede usårlighed måske alligevel sin akilleshæl: Det bliver svært at tage imod noget godt.
»Hele livet har lært hende at bevare kontrollen, det er grundreglen for hele hendes verdensbillede. Så da hun bliver forelsket, kan hun næsten ikke have det. Hun har ingen erfaring i at håndtere den tilstand«, siger Salanders inkarnation, Noomi Rapace og lover os glimt af de besværligheder i de efterfølgende seks tv-afsnit, som filmatiseringen af absurde kontraktårsager fortsætter i, og som allerede er indspillet.
Selv skifter skuespilleren nu fra Stieg Larssons moderne hævnerengel til en ægte klassiker af arten:
På Dramaten skal hun være ’Medea’ i en nyopsætning af tragedien om kongedatteren, der myrdede sine børn for at hævne sig på sin mand.
fortsæt med at læse
