Anmelderne: Jussi-film præsenterer uforglemmeligt makkerpar

Duo. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller rollerne som Carl Mørck og Assad så godt, at anmelderne kalder dem et fascinerende og uforglemmeligt filmpar.
Duo. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller rollerne som Carl Mørck og Assad så godt, at anmelderne kalder dem et fascinerende og uforglemmeligt filmpar.
Lyt til artiklen

Ja, 'Kvinden i buret' er en god film.

Det er konklusionen, hvis man skal tro landets filmanmeldere. Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bestseller er godkendt og får gennemsnitligt karakteren 'lidt over middel'.

Deadline-thrilleren, hvor politiet skal nå at opklare et mysterium for at redde offeret, før det er for sent, er effektivt skruet sammen og skuespillet holder.

Nanna Frank Poulsen fra Jyllands-Posten skriver ligefrem: »Ikke siden 'Mænd, der hader kvinder', har en skandinavisk krimifilm været så dystert og intenst forløst«.

LÆS Til snigpremiere: 'Kvinden i buret' er »spændende« og »hjertevarm«

Bogforlægget er solgt i 1,6 millioner eksemplarer herhjemme, så derfor må man formode, at de fleste af biografgængerne for længst har dannet deres egne billeder af bogens hovedpersoner. De bliver korrigeret med filmen, men på en rigtig god måde, mener anmelderne.

Egner sig til romantisk komedie
Og de hæfter sig især ved, at det umage politimakkerpar, Carl Mørck og Assad, er bragt til live på rammende og fascinerende vis.

Også selv om de to skildres markant anderledes end i bogforlægget. For på papir er Carl Mørck en midaldrende herre og Assad en tætbygget, trind mand, mens de to i filmen spilles af den 40-årige Nikolaj Lie Kaas og den høje, slanke libanesisk-fødte svensker Fares Fares.

LÆS REPORTAGE

Nikolaj Lie Kaas: »Carl Mørck er jo et patetisk, selvoptaget røvhul«

Og de gør det rigtigt godt. Som Per Juul Carlsen fra Filmland på P1 skriver om parret, der dyrker en knastør humor og fælles stædighed:

»Nikolaj Lie Kaas har en imponerende balance mellem kulsort livstræthed og endnu sortere humor. Og svenske Fares Fares har en særlig evne til at sige sine replikker så troværdigt, at han står tydeligere frem som menneske for hvert ord. I det hele taget har Kaas og Fares så meget kemi sammen, at de burde kunne blive par i enhver romantisk komedie«.

Uforglemmeligt makkerpar
Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch mener ligefrem, at filmen skal ses for netop samspillet mellem de to mænd:

»De to formår at generere den der uforlignelige pingpong-dynamik, som skaber uforglemmelige filmmakkerpar«, skriver han i sin anmeldelse.

»Snarere nærmer filmen sig fjernsynets mainstream-pilot-afsnit til en moderne tv-serie end en gedigen og grundig film, som kender sin genre og ved, at det kan være tidskrævende at skulle artikulere både gådens og opklaringens spænding på forsvarlig og fornuftig vis«.

Kemi i top
Jyllands-Postens anmelder kalder dem et fascinerende stærkt makkerpar, mens Politikens Kim Skotte skriver:

»Nikolaj Lie Kaas er skarp som den martrede og manisk stædige Carl Mørck med de såre beskedne sociale kompetencer. Her er en strømer med alle genrens klicheer kørt i stilling, og som alligevel snor sig uden om dem med Kaas’ knastørt doserede selvironi. Svenske Fares Fares er et lige så karismatisk valg til rollen som Mørcks sidekick i Afdeling Q for hengemte sager, Assad – og kemien imellem de to er i top«.

LÆS ANMELDELSE

'Kvinden i buret' er Rolls-Royce udgaven af en tv-krimi

Bo Tao Michaelis, der anmelder filmen for magasinet Ekko, er dog utilfreds med den næsten henkastede udfoldelse af »det latent homo-erotiske kammeratskab«, alle bilkørende makkerpar i politifilm ifølge anmelderen er præget af.

Men skuespillerne redder den hjem, mener han:

»Heldigvis spilles Carl og Assad af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Kaas er fin som desillusioneret og rapkæftet privatdetektiv forklædt som professionel politimand, en dansk udgave af Dominic Wests McNulty fra alle politiseriernes politiserie, 'The Wire'. Lige så god er svenske Fares«.

Ros for skeletalt halvmenneske

Det er ikke kun mændene i filmen, der får ros. Sonja Richter, der spillere offeret Merete Lynggaard, fremhæves også.

Især Berlingskes anmelder Kristian Lindberg er imponeret og kalder indsatsen »mageløs«.

»Hendes forvandling i trykkabinen til et nedbrudt skeletalt halvmenneske er en transformation på højde med Robert De Niro i »Raging Bull« eller Christian Bale i »The Machinist« – det er ganske enkelt uhyggeligt imponerende, og vidner om en koncentreret indsats fra Richter og makeup-afdelingen«.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her