Hele verden – i hvert fald rigtig, rigtig store dele af den, om end nok mest fordelt ud over gamle fans i Europa – elsker Woody.
Alene hans alder af 75 år synes at berettige ham til titlen som en af den vestlige kulturs uudgrundelige vise mænd, spejlet lidt opgivende og stærkt imod hans egen vilje i glamour og myrrhaskær, den stereotypisering som medierne har brug for. »Det var ikke min mening at gøre dig deprimeret ...«, siger han, da han bryder op fra bordet denne eftermiddag i Cannes. Jeg mindes, at han næsten ord til andet sagde det samme i fjor, efterfulgt af den der trangbrystede, smalskuldrede beklagelse og en plirren bag brilleglassene. Og han mener det. Som torden under en skovtur Det kan meget vel være, at hans film i stigende grad har antaget en pastelfarvet holdning til virkeligheden, og at hans forståelse af de europæiske storbyer, der har overtaget scenen i hans film efter New York, ikke går dybere end til postkort af Eiffeltårnet, Sagrada Família eller Buckingham Palace, men det gamle sortsyn er uantastet – og ikke påtaget.
