Der havde været demonstrationer over hele Kairo i løbet af dagen.
Om aftenen 25. januar 2011 samledes folk på Tahrirpladsen. Nogle lavede mad, andre slog telte op, og atter andre havde lagt sig til at sove på pladsen. Med andre ord var det »lidt ligesom på Roskilde Festival«, som filminstruktør Omar Shargawi siger.
Han var også selv på Tahrirpladsen med sit kamera. Egentlig var han i Kairo for at lave en dokumentarfilm om gadebørn og for at forberede en spillefilm, da det folkelige oprør brød ud 25. januar.
De andre projekter blev lagt til side, og i stedet vendte Omar Shargawi og hans ven og filmfotograf, Karim El Hakim, kameraet mod demonstranterne.
Køller og tåregas
Ved hjælp af videokameraer og mobiltelefoner lykkedes det dem de næste ti dage at optage så meget materiale, at der på onsdag er premiere på dokumentarfilmen ’1/2 Revolution’ i 40 biografer landet over i forbindelse med Doxbio.
»Politiet havde omringet pladsen tidligere på dagen, men man kunne stadig komme til og fra, uden at de reagerede. På et tidspunkt angreb de demonstranterne med køller, men trak sig tilbage igen. Der blev også skudt med tåregas, men selv om der var folk, som kom til skade, var det tydeligt, at regeringen ikke gik ind med alt, hvad den havde«.
Dansk instruktør kom i krydsild i KairoDer var masser af pressefolk og almindelige mennesker med kameraer i Kairo den dag. Og ifølge Omar Shargawi var det tydeligt, at politiet havde fået besked på ikke at rykke for hårdt frem, mens hele verdens øjne hvilede på Kairo.
»De tænkte vel, at det ville være ovre dagen efter. Hvad vi også selv troede«.
Sat i militærfængsel
Men noget fik tilsyneladende politiet til at skifte mening. Og omkring midnat gik de til angreb og skød efter demonstranterne på pladsen.
»Der var nogle lige foran mig, der blev skudt ned. Jeg hjalp dem ind i en opgang og prøvede at give dem førstehjælp. Men så stormede det hemmelige politi opgangen, og vi blev alle sammen banket og slæbt ud på gaden. Pludselig sad vi i et salatfad på vej ud i ørkenen«.
Omar Shargawi og Karim El Hakim blev kørt til et militærfængsel og smidt ind i en celle sammen med 30 andre mennesker, hvoraf en del var sårede af skud.
»Nogle af dem døde af deres kvæstelser. Men vi var heldige og blev løsladt næste morgen, fordi vi havde internationale pas«.
Al materialet i deres kameraer blev slettet, inden de blev smidt ud af en militærjeep 200 meter fra fængslet og begyndte at gå. Det gjorde de det næste par timer, indtil der dukkede en taxi op og kørte dem retur til Kairo.
»Indtil vi blev arresteret, havde vi været lidt skeptiske og tænkt: Der her fører ikke nogen vegne, det kan egypterne sgu ikke finde ud af. Og med min palæstinensiske baggrund havde jeg stadig en skuffelse i kroppen over, at man ikke hørte et muk fra egypterne, dengang Gaza blev fuldstændigt massakreret. Men efter den oplevelse i fængslet blev det lige så meget min revolution. Pludselig følte vi os 100 procent som egyptere«.
Ikke bare endnu en omgang tv-billeder
Først ville de egentlig bare dokumentere, hvad der skete i gaderne. Men det endte med at blive en film, hvor man oplever oprøret gennem den lille gruppe venner i to lejligheder i Kairo.
Diskussionerne over vin og cigaretter om aftenen. Og vanskelighederne med at finde mælk i de lukkede butikker til Karims lille søn.
»Styrken i vores film er, at det ikke bare er endnu en omgang tv-billeder, men at man oplever begivenheder gennem en lille gruppe venner, der prøver at holde sammen midt i vanviddet«.
Arabiske rødder
Filminstruktør Omar Shargawi har en dansk mor og en palæstinensisk far. Han er født og opvokset i Danmark. På gulvet i lejligheden på Nørrebro står en bog med titlen ’Egypten i farver’.
På væggen hænger et gulnet dansk skolekort over Palæstina, som er fra dengang, navneord stadig blev skrevet med stort begyndelsesbogstav. Hen over en masse kaffe og en hel del cigaretter fortæller han om sit første besøg i Kairo sammen med nogle egyptiske venner.
Det er ti år siden. Han forelskede sig på stedet i byen. Så meget, at han for fire år siden lejede en lejlighed i den egyptiske hovedstad og siden har boet skiftevis der og i Danmark.
»Det er inspirerende at være der, og så har jeg jo selv arabiske rødder, så der er helt sikkert noget romantik forbundet med det. Frem til Nassers kup mod kong Farouk i 1952 var Kairo den kulturelle smeltedigel i Mellemøsten, hvor kunstnerne og de intellektuelle boede«.
Sådan er det ved at blive igen.
»Igennem de senere år har utroligt mange med blandet baggrund som mig selv slået sig ned i byen. Folk, som er vokset op i Vesten og har fået en uddannelse der, men som nu søger til Kairo, fordi de der arabiske rødder bare trækker i én. Mange taler ikke engang arabisk, når de kommer derned«.
Egypten ligger i blodet
Omar Shargawis tipoldefar var egypter, og hans efternavn er også egyptisk.
»Min tipoldefar tog i sin tid til Palæstina for at kæmpe mod franskmændene og slog sig ned der. Så Egypten ligger i blodet på mig. Når jeg skal have rabat eller skal ind på et museum, insisterer jeg på, at jeg er egypter og skal have det til egypterpris. Det er min danske og min palæstinensiske baggrund, som jeg identificerer mig med, men der er et eller andet i Egypten, der trækker«.
Hvad er det, man ikke ved om Egypten, når man kun har set begivenhederne i tv?
»Det kommer som en overraskelse for mange, at folk i Egypten nu gør oprør én gang til. De troede, alt var lykkeligt, nu hvor Mubarak er væk, og i denne uge har der været parlamentsvalg. Men i de seneste ti måneder har militæret haft magten i Egypten. Det er bare et nyt regime, der har taget over efter det forrige. Hæren har altid kontrolleret Egypten i samarbejde med Mubarak, så det er stort set de samme mennesker, der styrer landet. Kransekagefiguren er bare væk«.
Ifølge Omar Shargawi har intet ændret sig i Egypten. Endnu.
»Det er stadig ulovligt at demonstrere og at strejke, og folk, der kritiserer militæret, forsvinder i hundredvis. Hæren ejer 45 procent af landet – helt ned til den almindelige industri – og de har ikke tænkt sig at afgive den magt. Der sidder generaler, som er milliardærer, fordi de suger alle ressourcer ud af landet, mens 90 procent af befolkningen lever i fattigdom«.
Det værste var ikke skyderierne
Det mest skræmmende ved at være i Kairo, da det hele begyndte, var ikke opstanden og skyderierne. Det var, når man ikke kunne foretage sig noget, siger han.
»Det værste var, da jeg sad i det salatfad og ikke var herre over min egen skæbne. Og når vi sad inde i lejligheden og ikke kunne komme ned på gaden, fordi der var proppet med hemmeligt politi, men bare kunne høre skud og skrig og skrål. Når vi stod dernede, og kuglerne fløj om ørerne på os, var det ikke skræmmende. Det var den bedste måde at holde sig normal oven i hovedet på. At kaste sig ud i det, være en del af det og omfavne det«.
Selv om han havde lovet sine forældre, at han ville blive i lejligheden, gjorde han det ikke.
»Til sidst måtte jeg gå til bekendelse og fortælle min far, at jeg var ude i gaderne og filme. Han ville have mig hjem. Jeg kunne ikke tage hjem. Jeg sagde til ham: »Det her er det, du altid har drømt om. Da vi var børn, fortalte du os historier om, at det her ville komme til at ske i den arabiske verden en dag«. Og det kunne han jo godt se. Og så fik jeg også hans velsignelse til at gå ud og være en del af det«.
Spørger man den 37-årige filminstruktør, hvad det bedste, der kan ske i Egypten, er, så er det allerede sket. Nemlig, at folk ikke længere er bange. At de har håb.
»Folk har været vant til at være bange for politiet og hæren og regeringen. Men det, der var fantastisk at opleve under oprøret i januar var, at nu er de parate til at dø, fordi de sætter deres frihed højere end deres liv. Det lyder romantisk, men det er simpelt hen det, der er tilfældet«.
»Og jeg håber sådan, at de vil blive ved«.
Omsonst at gå til valg
Der har netop været parlamentsvalg i Egypten, men ifølge Omar Shargawi var der mange blandt den hårde kerne af demonstranter, der ikke gik til valg. Det samme gælder en del af hans egyptiske venner.
»De føler, at det er omsonst at gå til valg og dermed samarbejde med politiet og hæren, når tingene ikke er løst på Tahrirpladsen. Der bliver dræbt folk hver dag. Og det virker helt åndssvagt at gå hen og stemme, når de lukker munden på demonstranterne og kvæler revolutionen«.
»Definitionen på en revolution er, at folket ender med at overtage magten. Det er ikke sket. Der er sket et militærkup. Og indtil optøjerne dernede begyndte igen i november, havde hæren ikke annonceret, hvornår præsidentvalget skulle finde sted, selv om de havde lovet, at der ville gå højst seks måneder. Nu er der gået ti, men efter optøjerne er begyndt igen, har de lovet, at der bliver valg til sommer«.
Nok er demonstranterne begyndt at gå på gaden igen. Men der ikke lige så stor opbakning til revolutionen, som der var for et lille års tid siden.
»Der er mange, der er trætte og bare gerne have dagligdagen til at fungere igen, og det kan man godt forstå ud fra et menneskeligt perspektiv. Men hvis kampen ikke fortsætter, er der ikke noget, der kommer til at ændre sig i Egypten«.
Det bedste, der kan ske nu, er ifølge Shargawi, at der kommer et parlament, der repræsenterer de forskellige fløje i landet, og at de kan arbejde sammen.
»Det Muslimske Broderskab kan man ikke undgå. Lige meget hvad man ellers kan sige om dem, har de gjort en masse gode ting for landet, de har eksempelvis bygget skoler og hospitaler«.
Revolutionen er langtfra ovre
Alligevel er der mange, som stolede på Det Muslimske Broderskab før, som ikke gør det længere.
»De har mistet tilliden til dem, fordi man ved, at de har lavet alle mulige underhåndsaftaler med hæren. Og det var heller ikke Det Muslimske Broderskab, der gik på gaden i begyndelsen af året og demonstrerede, men der er mange, der prøver at stjæle revolutionen nu«.
Tre danske dokumentarfilm udtaget til SundanceMen lige meget hvor gode hensigter en ny regering måtte have, har det ifølge Omar Shargawi lange udsigter, før almindelige mennesker i Egypten virkelig kommer til at mærke en forskel.
»Hæren vil gøre alt for at bevare magten, og Mubaraks gamle kerne sidder stadig og trækker i trådene. Så jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg kan kun sige, at revolutionen langtfra er ovre«.
Belejret af bøller og politi
Det var den heller ikke, da han selv flygtede ud af Egypten efter i 11 dage at have dokumenteret, hvad der skete i gaderne i Kairo i begyndelsen af året. Filmens titel, ’1/2 Revolution’, afspejler det faktum, at den endnu ikke er overstået. Men også, at det kun blev en halv revolution for det lille filmhold, der endte med at rejse ud af landet, før Mubarak faldt 11. februar.
»Jeg bor en spytklat fra indenrigsministeriet, og Karim bor ved siden af en stor politistation, der er kendt for at være det sted, hvor de tager folk hen og torturerer dem. Så vores gader var fuldstændigt belejret af det hemmelige politi og de bøller, der var hyret til at angribe demonstranterne, og til sidst kunne vi slet ikke gå ud«.
Karim El Hakim bor i Kairo med sin palæstinensiske kone og sin lille søn og har selv amerikansk pas, mens han kone har palæstinensiske papirer fra Vestbredden.
»Så hun var i fare, fordi regeringen kørte dobbeltspil. Den ene dag var det vesterlændinge, man skulle passe på, fordi de var spioner, og den næste var det palæstinensere, som de påstod ville oprette en stat i Egypten. Vi hørte masser af historier om palæstinensere, der forsvandt«.
Selv følte han heller ikke længere, at han kunne retfærdiggøre over for sin familie, at han blev dernede.
»Jeg havde fået sat mit aftryk på det og fået mit adrenalinkick, og det var på tide at tage hensyn til de mennesker, der ikke kunne sove om natten, fordi jeg var dernede. Efter 11 dage var det også alment kendt, at vi var udlændinge og i gang med at lave en film, og hvis de fik fat i vores bånd, ville der ikke blive nogen film. Så vi besluttede at rejse«.
Stod bare og tudede
Båndene fragtede de ud af Kairo gemt i en barnevogn, og Omar Shargawi fik en flybillet til Italien, hvor hans forlovede studerede på det tidspunkt.
Undervejs fortrød han flere gange. Da han stod på perronen i Rom og ventede på toget, ringede han til en af sine egyptiske venner i Kairo for at fortælle, at han var rejst.
»Jeg kunne slet ikke snakke. Jeg stod bare og tudede. Jeg følte, at jeg forrådte mine venner og folket og revolutionen. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var i en god sags tjeneste, og at vi skulle redde denne her film«.
Siden har han været i Kairo flere gange. I januar tager han af sted for at lave den spillefilm og den dokumentarfilm, han oprindelig var i gang med.
Lige nu er han nødt til at blive i København, fordi filmen snart har premiere, og dernæst skal han til Dubai, hvor filmen er blevet udtaget til en filmfestival, der begynder i næste uge.
»Men det trækker i mig, fordi optøjerne er begyndt i Egypten igen. Militæret kvalte revolutionen, men nu er den heldigvis blomstret op igen, selv om den nu har sværere kår. Mange støtter revolutionen i ånden, men forbander demonstranterne. Mange levede jo af turisme, og nu er der ikke nogen turister længere«.
Større end livet
Han tænder endnu en cigaret og læner sig tilbage.
»Det var nogle fantastiske dage«, siger han så.
»Det var sådan noget, vores fædre drømte om. Pludselig var vi en del af noget, vi aldrig troede, vi skulle opleve. Vi var indstillet på, at hvis vi fik en kugle i hovedet, var det det. Det var større end én selv. I de dage var det nærmest større end livet«.
SE TV
[ei]
FACEBOOK
fortsæt med at læse
