De håndholdte digitale medier har demokratiseret adgangen til virkeligheden. Hvilket ikke er det samme, som at virkeligheden af samme grund bliver mere demokratisk.
Titlen ’1/2 Revolution’ var relevant, da den danske filminstruktør Omar Shargawi for ti måneder siden lod sig hvirvle ind i begivenhederne på Tahrirpladsen bevæbnet med et lille kamera.
Et lille år senere kunne man være fristet til at kalde begivenheden ’1/4 Revolution’. Mubarak er godt nok fjernet, men militæret sidder fortsat tungt på magten og økonomien. Og hvis det igangværende valg ændrer noget, bliver det næppe til fordel for den oprørske ungdom, men for de konservative muslimske kræfter.
Et personligt engagement
Alt dette vidste Shargawi og hans ven og fotograf, Karim El Hakim, ikke noget om i de turbulente dage, som skildres i ’1/2 Revolution’. Det er manglen på bagklogskab, som gør det til en så fascinerende film. Når der er kaos i gaderne, er det næsten som at være der selv.
Instruktøren bag ’Gå med fred, Jamil’ dokumenterer ved at kaste sig på hovedet ud i de historiske begivenheder.
Med et personligt engagement og en mangel på journalistisk distance, som river tæppet væk under både hans egen og tilskuerens iagttagerrolle.
Man sidder bogstavelig talt med livet i hænderne, når militæret eller det hemmelige politis bøller går til angreb. Folk falder blødende om eller tager benene på nakken.
Gentagelse
Men det andet element, som er med til at gøre ’1/2 Revolution’ voldsomt interessant, er den anden side af Omar Shargawis personlige engagement. Hjemme hos den egyptisk-svenske fotograf, Kalim, hans familie og venner, er man på besøg hos nogle moderne, engagerede mennesker, der er parate til at ofre liv og lemmer for at opnå demokrati og frihed.
Der er mange ’pyha, så undslap vi med nød og næppe politiet’-scener. Filmens indlysende svaghed er følelsen af gentagelse, efterhånden som gadekampene bare fortsætter og bølger frem og tilbage.
De skiftevis højlydte og dæmpede diskussioner ved køkkenbordet i Kairo, mens det hemmelige politi på gaden er på jagt, er heller ikke voldsomt varierede.
Kameraet er et våben
Man skal vænne sig til, at historien i høj grad bliver fortalt som ’Omar & Oprøret’. Men man får indblik i livet hos en gruppe yngre, kosmopolitiske og progressive egyptere, der helt klart opfatter Kairo i januar 2011 som deres Paris i maj 68.
’1/2 Revolution’ er ikke neutral. Kameraet er et våben uden skarpe skud. Filmen er helt ind i sin inderste fiber et engageret partsindlæg. Straks fra filmens start bliver det slået fast som en kendsgerning, at Mubarak i 30 år har undertrykt og torteret sit folk.
LÆS OGSÅ Dansk instruktør kom i krydsild i Kairo
Hvilket trods alt næppe er hele sandheden for alle egyptere om de sidste 30 års egyptiske historie.
Men Shargawi er heller ikke på pletten for at levere endnu en nyhedsrapport. Han fortæller om oprøret set med oprørske øjne. Hvordan vil det, han så, se ud om to år? Til den tid vil denne film minde om de dage, hvor historien stod og dirrede i luften over Tahrirpladsen.
fortsæt med at læse
