Den lyshårede yngre kvinde ligger på ryggen, da hendes mand læner sig ind over hende og klipper hendes kjole op. Hendes maveskind og undertøj blottes. Hun nyder det, kan man se på hendes bløde bevægelser og vejrtrækning.
Derefter når man kun lige at se en kniv lyne i mandens hånd. Før han sprætter hendes lår op i en lang, blodig flænge.
Scenen i Alex van Warmerdams film ’Borgman’ illustrerer blot en drøm, kvinden har, viser det sig. Men det ved man ikke, mens manden snitter i hustruen.
LÆS OGSÅ Billetprisen på Nymphomaniac bliver Danmarks dyreste nogensinde
Under samtalen med den hollandske instruktør i et kontor oven på Grand Teatret i København fortæller jeg ham, at jeg skulle kaste op under den scene.
»Virkelig? Wow. Det er en stor kompliment«, svarer Alex van Warmerdam med pludselig munterhed i øjnene.
Synes du? Jeg blev jo bange.
»Fantastisk. Det siger noget om, at filmen virker bedre på fremmede end på hollændere. I Holland er jeg kendt for at lave absurd humoristiske film. Der havde folk allerede et smil på, inden ’Borgman’ var begyndt, fordi mine første film virkelig var sjove. Dem kender du ikke. Heldigvis. Så du er ikke forudindtaget«.
Rørende dansk Oscarhåb skildrer flygtninge i stop-motion’Borgman’ er Alex van Warmerdams 8. spillefilm og den første, som får et større publikum uden for hjemlandet, takket være at filmen tidligere i år var nomineret til Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes. I lighed med hans syv tidligere værker har det nye en surrealistisk morsom tone, men ’Borgman’ er betydelig mere voldelig end de gamle film, siger instruktøren.
Hvorfor mere vold?
»Alle mine film er sorte. Denne her er bare endnu mere sort. Det bygger på en abstrakt nysgerrighed efter at vide, hvad der befinder sig i mit sinds kælder«.
Gerne uforklarlig
I Holland har den 61-årige manuskriptforfatter, instruktør og faktisk også både dramatiker og kunstmaler ry for at være en auteur med appel til et publikum, der foretrækker finkulturelle film og ikke kunne drømme om at se horror:
»Derfor virker den også overraskende godt på sofistikerede ældre damer, der er vant til at se Woody Allen og aldrig før har set vold på denne her måde. I Holland har nogle af dem forladt biograferne under scenen, hvor en pige slår en mand ihjel ved at kaste en sten ned over hans ansigt«.
Er det godt, hvis folk ikke bryder sig om filmen?
»Det er bedre, end hvis de var ligeglade. Selv keder jeg mig så meget til feel good-film, at jeg falder i søvn«.
Kan du sige, hvilken genre ’Borgman’ er?
»Nej. Det kan jeg ikke«.
Der er mange religiøse referencer i filmen. Inspirerer religion dig?
»Jeg er ikke troende længere, men jeg voksede op som katolik. Det sidder stadig i mig. Faktisk var min første idé til ’Borgman’ at lave en film med en præst, der slog alle ihjel. Men så fandt jeg ud af, at en amerikansk instruktør arbejder med ... hvordan siger man det på engelsk? Han var i hvert fald i gang med noget lignende. Mit engelsk er ikke så godt. Forstår du, hvad jeg siger?«.
Ja, det går fint. Til gengæld forstår jeg ikke helt, hvad din film handler om?
»Godt«.
Vil du fortælle, hvad den handler om?
»Nej. Så ville jeg have gjort det i filmen. Og den skal helst virke forvirrende. Det er bedre end at være forudsigelig. I øvrigt er ’Borgman’ mindre mystisk, end du tror. Det første billede i filmen er et bibelcitat, der faktisk er hele filmens synopse. »And they descended upon the earth to strengthen their ranks«. Det fortæller hele historien, men det glemmer folk heldigvis undervejs«.
Dansk islæt
Alex van Warmerdam er en interesseret og imødekommende samtalepartner på alle mulige andre punkter, end når det kommer til at forklare den film, han lige nu oplever stor international anerkendelse for.
Nomineringen i Cannes hjælper ikke bare ’Borgman’ ud i verden. Den er også en styrke, nu hvor instruktøren og hans bror, Marc van Warmerdam, er i gang med at få finansieret deres fællesejede produktionsselskabs næste projekt.
’Borgman’ er koproduceret af danske Angel Films, og det bliver også den kommende film. I ’Borgman’ har den danske skuespiller Sara Hjort Ditlevsen en større rolle som au pair hos den rige familie, som hovedpersonen Borgman opsøger og gradvis delvis psykologisk destruerer.
»Hun er virkelig talentfuld. Vi tog til København og holdt audition med fem-seks kvindelige skuespillere og valgte så Sara, der gør det rigtig godt«, siger Alex van Warmerdam, som med ordet ’vi’ i denne forbindelse foruden sig selv mener hustruen Annet Malherbe.
Hun er skuespiller og medvirker i lighed med instruktøren i de fleste af hans film. Derudover er hun også sin mands personlige assistent og caster. Et af deres børn, en søn, har i øvrigt en birolle i ’Borgman’. Et sted rækker han en riffel til en præst.
Når lanceringen af ’Borgman’ i Danmark er overstået, tager hele familien fra hjemmet i Amsterdam til Spanien, hvor den lejer et hus for et år ad gangen.
Bliver der ikke hos Warmerdams tale om et traditionelt forsøg på at holde feel good-juleaften, så bliver det sandsynligvis en meget levende aften i det lunere Sydeuropa med så mange filmmenneskers sorte humor omkring bordet.
Surrealisme
Hvorfra har du den surrealistiske tilgang?
»Jeg var typen, der allerede som 15-årig læste Kafka. Uden at forstå noget som helst. Jeg læste biografier om Dalí, og jeg så Buñuels film, og jeg var med til at lave masser af teater allerede som ung. Jeg arbejder stadig en del med teater«.
Ved du, hvor du fik interessen fra?
»Den var der fra begyndelsen. Det var ikke noget, jeg valgte. Min far var scenograf, så fra jeg var lille, oplevede jeg stort set teater hver dag. Jeg tror, vi gik i biografen hver anden dag. Så jeg voksede op med det, og ubevidst er det altid inden i mig. Min far malede også. Han var den type, som gik ud i naturen for at male akvareller«.
LÆS OGSÅ Bier, Boe og Vinterberg hylder valget af ny Filmskole-rektor
Hvad maler du?
»Jeg maler figurativt. Ikke akvareller«.
Er dine billeder surrealistiske?
»Nogle gange«.
Er de morsomme?
»Somme tider«.
Voldelige?
»Indimellem«.
Som surrealist kan man, siger Alex van Warmerdam, bruge sin fantasi og sine drømme og er ikke afhængig af at have en klar historie. Det er noget af den slags stof, ’Borgman’ har.
Da fotografen har bedt Alex van Warmerdam rejse sig fra en lænestol og stille sig ved en væg, hvor det kan lade sig gøre at konstruere sig frem til et rimeligt lysindfald, slår instruktøren ud med armene i en generøs bevægelse og siger:
»Man skal ikke altid lade sig hæmme af virkeligheden. Nogle gange er det surrealistiske mere sigende end det realistiske. Det gælder også, når man skriver, synes jeg«.
»Og når du skal skrive interviewet, behøver du ikke at holde dig til, hvad jeg faktisk har sagt. Du kan bare finde på noget. Hvis du vil«.
fortsæt med at læse
