0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rigtige kvinder er arabisk films undtagelse

Biografaktuel film er lavet af Saudi-Arabiens første kvindelige instruktør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
AP / Foto fra filmen/AP
Foto: AP / Foto fra filmen/AP

Begær. Kvindebilledet i Haifaa al-Mansour 'Den grønne cykel' film er usædvanligt. Her ses et billede fra filmen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den unge pige Wadjda i den saudiske film ’Den grønne cykel’, som havde dansk premiere 30. januar, er på nogle måder også mere en fantasi og et håb, end hun er virkelighed. Endnu.

I Saudi-Arabien er der ingen biografer, ingen filmtradition af betydning og foreløbig blot én kvindelig filminstruktør.

Hun hedder Haifaa al-Mansour, er opvokset i en af sit hjemlands liberale middelklassefamilier, og ’Den grønne cykel’ er hendes spillefilmsdebut.

Filmen har originaltitlen ’Wadjda’ efter den unge hovedperson, der inderligt ønsker sig en cykel i et land, hvor kvinder ikke må cykle.

Ved at forfølge sin drøm og være med til at skubbe til normerne om kvinder er Wadjda måske ikke så forskellig fra, hvad andre saudiske piger tænker.

Måtte cykle indendøre Haifaa al-Mansour selv er et eksempel på, at ikke alle kvinder i Saudi-Arabien uden modstand accepterer, at her må kvinder ikke foretage sig ret meget uden en mands samtykke.

Hun kan for eksempel ikke selv åbne en bankkonto, tage sig et job eller forlade sit hjemland. Men alligevel er det lykkedes hende at skabe sin egen spillefilm efter lang tids tilløb.

I virkeligheden var al-Mansours forældre ikke så strikse som Wadjdas. I et land uden biografer – i Saudi-Arabien får befolkningen deres filmiske rollemodeller via satellit-tv-kanaler, hvoraf en del er dedikeret til at vise arabiske film – gav forældrene hende adgang til videofilm, tidsskrifter, udlandsrejser og uddannelse.

Faktisk fik al-Mansour som barn den grønne cykel, hun brændende ønskede sig. Hun måtte ganske vist kun cykle inden døre. Men det var kun, fordi hendes far frygtede for hendes sikkerhed:

»Mine forældre har altid givet mig og mine søskende plads til at være kreative og forfølge vore mål. Mange af mine barndomsvenner fik aldrig den chance«, sagde Haifaa al-Mansour i et interview i Politiken i 2012.

Under optagelserne til ’Den grønne cykel’ måtte Haifaa al-Mansour indimellem gemme sig i en varevogn og kommunikere med sine skuespillere via walkie-talkie for ikke at vække opsigt som kvindelig instruktør.

Ægteskabet overvurderes
Generelt er der stor forskel på, hvordan de arabiske films kvinder lever, og hvordan kvinder i virkeligheden lever i de 22 i øvrigt meget forskellige arabiske lande.

Det siger Ehab Galal, adjunkt på institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet og har specialiseret sig i arabiske medier:

»Når jeg ser arabiske film, har jeg svært ved at genkende de kvindebilleder, de viser. På film er det typisk, at kvinden først og fremmest venter på en mand. At få en mand og en familie er på arabiske film det vigtigste for kvinder. Hvis det er en film om karrierekvinder, går det dem ofte galt. Og succes i både familien og med karrieren kan de ikke have. Det er enten-eller«.



Ifølge Ehab Galal er der kvinder ansat i over 50 procent af stillingerne på det saudiske arbejdsmarked. Af de universitetsstuderende i Saudi-Arabien er cirka 65 procent kvinder. Ligesom i nogle andre arabiske lande har kvinder i Saudi-Arabien uddannelsesmæssigt overhalet mændene, men det afspejles slet ikke i arabiske film, siger Ehab Galal.

Når arabiske film får premiere i europæiske og amerikanske biografer, er der ofte tale om fortællinger, der er mere realistiske eller mindre konforme i deres udtryk end de arabiske mainstreamfilm. Oven i købet er det hyppigt sådan, at arabiske film med succes i Europa ikke er succeser i deres hjemlande.

Ikke succes i hjemlandet
Det er ’Den grønne cykel’ et eksempel på. I og med fraværet af biografer i Saudi-Arabien har Haifaa al-Mansour haft svært ved at nå et hjemligt publikum.

En film som iranske Samira Makhmalbafs ’At Five in the Afternoon’ fra 2003 om en ung afghansk kvindes uddannelsesdrømme fik internationale priser, men flyttede ifølge en artikel i The Guardian ikke noget særligt i hjemlandet.

Det var også især i udlandet, man i første omgang bemærkede iranskfødte Marjane Satrapis banebrydende animationsfilm ’Persepolis’.

Iranske Asghar Farhadi, som i 2012 modtog en Oscar for sin film med den internationale titel ’The Separation’, er et andet eksempel på en filmmager, der undgår stereotyper i sin skildring af kvindeliv, og som ikke har den store succes i sit hjemland.



Den libanesiske skuespiller og instruktør Nadine Labaki har til gengæld i en årrække haft succes i både hjem- og udland med film som ’Karamel’ (2007), der er en sød, romantisk komedie.

Man kan godt trække en parallel mellem Labikis film og de mere episodiske, selvironiske, morsomme film om kvinder på det amerikanske og europæiske marked i de seneste årtier. Ifølge Ehab Galal er der ingen tvivl om, at det arabiske filmpublikum tilbydes mange film, der er inspireret af de amerikanske:

»Siden 1990’erne har der i Egypten været vist en hel masse arabiske film, der er inspireret af amerikanske og også mange amerikanske historier. Der er ingen tvivl om, at man skeler meget til det amerikanske. Af de arabiske lande er det Egypten, som har den længste filmtradition og den tungeste filmindustri. Så egyptiske films indflydelse på film i de arabiske lande er stor«. Uden slør på film


Ehab Galal har egyptisk baggrund og foretog med ti års mellemrum en »helt uvidenskabelig« undersøgelse ved indgangen til universitetet i Kairo.

En dag i midten i 1990’erne talte han, at cirka 20 procent af de kvindelige studerende bar slør:

»Ti år senere foretog jeg samme undersøgelse og opdagede, at nu bar over 85 procent af de kvindelige studerende slør. Den udvikling har man slet ikke set afspejlet i egyptiske film«.