0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
fra filmen
Foto: fra filmen

Karisma. Den libanesiske instruktør og skuespiller Nadine Labaki fører sig frem med mascara så tyk som sort krudt i rollen som Miriam.

Video
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arabisk sæbeopera er charmerende feel good

Den uhøjtidelige 'Et hus i Marokko' dækker over ikke så få kontroversielle dagsordener.

Video
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Familien og samfundet som et hus er den traditionelle dramatiske ramme om mange film fra den arabiske verden.

Det gælder også Laila Marrakchis charmerende feel good-familiefilm fra Marokko, hvor tradition og modernitet gnubber mere intimt skuldre end de fleste andre steder i den arabiske verden.

En tone, som symbolsk hurtigt slås an med strandscener fra et Tanger, hvor kvinder i dristige bikinier og varierende grader af traditionel tildækkethed deler de samme varme sandkorn på stranden.

Godmodigt spøgelse

Traditionen er patriarkalsk, mens moderniteten er potentielt kvindefrigørende. En konflikt og en mulighed, som giver sig udtryk på tusind måder. Ikke mindst i den rige fabrikant Moulay Hassans sofistikerede familie, der samles til hans begravelse.

Selv er han til stede som godmodigt spøgelse i Omar Sharifs skikkelse uden at blive stillet til regnskab for noget. Ud over den muntre erektion, som under ligklædet pynter den døde som masten på det skib, der skal færge Moulay Hassan over Lethes dunkle vande.

En erektion, som nægter at anerkende døden som afslutning på et højaktivt kønsliv. Og ganske rigtigt et kønsliv, der viser sig at kaste lange skygger over de efterladte.

Moulay Hassans tre voksne døtre mødes i barndomshjemmet. Lillesøster Sofia kommer efter mange års kølig tavshed hjem fra USA. Her er hun amerikansk gift med en jødisk filminstruktør og er selv skuespillerinde med forudsigeligt speciale i smukke arabiske terrorister. Der er grobund for visse spændinger.

Skeletter i skabet

Hjemme igen møder hun sin smukke storesøster Miriam, der går mest op i skønhedskirurgi og Heineken, og den lige så bebrillede som stramme Kenza, der er universitetslærer og flirter med islamisk fundamentalisme.

Den fjerde søster, Leila, kommer derimod ikke. Hun har nogle år forinden begået selvmord. Hvorfor?

Næppe er Sofia trådt ind ad døren, før skeletterne rasler ud af skabene. Grebet med at tage seriøse spørgsmål om kønsroller og religion op i en letrørt form, der skylder sæbe og sitcoms ikke så lidt, passer godt til en udtryksform, hvor man sukker, råber, udveksler udsøgte fornærmelser og ruller med mandeløjnene imens.

På en baggrund af figentræer, couscous og alskens luksuøs eksotik er der karisma på rollelisten, hvor den statelige Hiam Abbas spiller moderen Aicha, mens den libanesiske instruktør og skuespiller Nadine Labaki (’Karamel’) fører sig frem med mascara så tyk som sort krudt og afvæbner hele holdet i rollen som Miriam.

Traditionel sædekomedie

Originaltitlen er The Clash-citatet ’Rock The Casbah’ og virker umiddelbart noget skudt over målet. ’Et hus i Marokko’ er ikke en film, der rocker og ruller. Men måske rokker den alligevel ved ikke så få fastlåste positioner med humoren som våben.

Laila Marrakchis film er en traditionel sædekomedie uden de store filmiske dikkedarer, men velduftende og engagerende og på sin egen lavpraktiske måde mere alvorlig i sine konflikter end dens egen tilbagelænede hyggestil officielt vil være ved.

De små kulturrevolutioner er nogle gange de mest effektive. Måske er det mest sigende i virkeligheden den kultursammenblanding, som finder sted i kulissen i en film, der tager et diskret opgør med skinhellige mandlige autoritetsfigurer, mens den transseksuelle englebasse Anthony og hans Johnsons synger i baggrunden på soundtracket.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?