Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Karisma. Den libanesiske instruktør og skuespiller Nadine Labaki fører sig frem med mascara så tyk som sort krudt i rollen som Miriam.
Foto: fra filmen

Karisma. Den libanesiske instruktør og skuespiller Nadine Labaki fører sig frem med mascara så tyk som sort krudt i rollen som Miriam.

Video
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arabisk sæbeopera er charmerende feel good

Den uhøjtidelige 'Et hus i Marokko' dækker over ikke så få kontroversielle dagsordener.

Video
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Familien og samfundet som et hus er den traditionelle dramatiske ramme om mange film fra den arabiske verden.

Det gælder også Laila Marrakchis charmerende feel good-familiefilm fra Marokko, hvor tradition og modernitet gnubber mere intimt skuldre end de fleste andre steder i den arabiske verden.

En tone, som symbolsk hurtigt slås an med strandscener fra et Tanger, hvor kvinder i dristige bikinier og varierende grader af traditionel tildækkethed deler de samme varme sandkorn på stranden.

Godmodigt spøgelse

Traditionen er patriarkalsk, mens moderniteten er potentielt kvindefrigørende. En konflikt og en mulighed, som giver sig udtryk på tusind måder. Ikke mindst i den rige fabrikant Moulay Hassans sofistikerede familie, der samles til hans begravelse.

Selv er han til stede som godmodigt spøgelse i Omar Sharifs skikkelse uden at blive stillet til regnskab for noget. Ud over den muntre erektion, som under ligklædet pynter den døde som masten på det skib, der skal færge Moulay Hassan over Lethes dunkle vande.

En erektion, som nægter at anerkende døden som afslutning på et højaktivt kønsliv. Og ganske rigtigt et kønsliv, der viser sig at kaste lange skygger over de efterladte.

Moulay Hassans tre voksne døtre mødes i barndomshjemmet. Lillesøster Sofia kommer efter mange års kølig tavshed hjem fra USA. Her er hun amerikansk gift med en jødisk filminstruktør og er selv skuespillerinde med forudsigeligt speciale i smukke arabiske terrorister. Der er grobund for visse spændinger.

Skeletter i skabet

Hjemme igen møder hun sin smukke storesøster Miriam, der går mest op i skønhedskirurgi og Heineken, og den lige så bebrillede som stramme Kenza, der er universitetslærer og flirter med islamisk fundamentalisme.

Den fjerde søster, Leila, kommer derimod ikke. Hun har nogle år forinden begået selvmord. Hvorfor?

Næppe er Sofia trådt ind ad døren, før skeletterne rasler ud af skabene. Grebet med at tage seriøse spørgsmål om kønsroller og religion op i en letrørt form, der skylder sæbe og sitcoms ikke så lidt, passer godt til en udtryksform, hvor man sukker, råber, udveksler udsøgte fornærmelser og ruller med mandeløjnene imens.

På en baggrund af figentræer, couscous og alskens luksuøs eksotik er der karisma på rollelisten, hvor den statelige Hiam Abbas spiller moderen Aicha, mens den libanesiske instruktør og skuespiller Nadine Labaki (’Karamel’) fører sig frem med mascara så tyk som sort krudt og afvæbner hele holdet i rollen som Miriam.

Traditionel sædekomedie

Originaltitlen er The Clash-citatet ’Rock The Casbah’ og virker umiddelbart noget skudt over målet. ’Et hus i Marokko’ er ikke en film, der rocker og ruller. Men måske rokker den alligevel ved ikke så få fastlåste positioner med humoren som våben.

Laila Marrakchis film er en traditionel sædekomedie uden de store filmiske dikkedarer, men velduftende og engagerende og på sin egen lavpraktiske måde mere alvorlig i sine konflikter end dens egen tilbagelænede hyggestil officielt vil være ved.

De små kulturrevolutioner er nogle gange de mest effektive. Måske er det mest sigende i virkeligheden den kultursammenblanding, som finder sted i kulissen i en film, der tager et diskret opgør med skinhellige mandlige autoritetsfigurer, mens den transseksuelle englebasse Anthony og hans Johnsons synger i baggrunden på soundtracket.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden