Globalisering. Tintin var Hergés øjenvidne blandt folkeslag, som tegneren aldrig selv besøgte. Men 'når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed' – som da Abdallah, Emir ben Kalish Ezabs skarnsknægt af en søn, rykkede ind på Møllenborg med hele sit hof.
Foto: Tegning fra 'Koks i lasten'

Globalisering. Tintin var Hergés øjenvidne blandt folkeslag, som tegneren aldrig selv besøgte. Men 'når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed' – som da Abdallah, Emir ben Kalish Ezabs skarnsknægt af en søn, rykkede ind på Møllenborg med hele sit hof.

Bøger

Tintin gik fra racisme til kolonialismekritik

Tegneseriens billeder af 'de andre' belyses af et tværfagligt dansk forskerhold.

Bøger

Ofte nok er den vidtberejste tegneseriereporter Tintin og hans tegner blevet beskyldt for et fordomsfuldt syn på folkeslag i andre verdensdele.

Ikke uden grund, konstaterer nu også en halv snes danske forskere fra hver sit fagområde – men »det forekommer ikke rimeligt at fælde dom over Hergé for at være en typisk kolonialistisk europæer, eftersom han hørte til den gruppe, som faktisk evnede at ændre sin forståelse af mennesker fra andre kulturer«, lyder vurderingen fra en af dem, professor Jakob Skovgaard-Petersen, om den belgiske tegner Hergé (Georges Remi, 1907-1983).

I en ny årbog fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) har Skovgaard-Petersen og ni forskerkolleger med vidt forskellige fagområder – fra arabisk, kinesisk og russisk kultur over egyptologi, tibetologi, indianske sprog og religionssociologi til arkitektur – taget Tintins verdensbillede under behandling.

»I selskab med dem bliver tegneseriehistorie til verdenshistorie«, siger bogens redaktør, historikeren Ditte Maria Søgaard, »sammen med dem får man belyst de billeder og vrangbilleder af andre kulturer, som de gode gamle gennembladrede Tintin-albums gav mange af os, da vi var børn«.

LÆS OGSÅ

»De store skurke i Tintin er næsten altid hvide mænd, som er drevet af griskhed, og den tredje verdens indbyggere er i værste fald hyret ind i dette projekt, men som regel er de bare ofre«, sagde Jakob Skovgaard-Petersen, da årbogen torsdag blev præsenteret ved et seminar på Københavns Universitet.

»Den arabiske verden forandrer sig dramatisk – politisk, socialt, kulturelt – i de årtier, hvor Tintin kommer dertil. Det er ikke det, Tintin er sat i verden for at beskrive, men serien er tilstrækkelig præcist tegnet til at gøre det alligevel. Fra mellemkrigstidens europæiserede arabiske byer og havne til Wadesdahs khakifarvede soldater, lufthavn og begyndende selvstændighed; fra luftspejlingernes og Fremmedlegionens ørken til olieledningernes; og fra de europæiske kolonimagter til FN’s Sikkerhedsråd og Eisenhower-doktrinen«.

Tintin i Sovjet og Congo
Især tegneseriereporterens to første rejser – ’Tintin i Sovjet’ og ’Tintin i Congo’ fra 1929 og 1930 – er med rette kendt for fordomsfuldhed og politisk slagside. Mads B. Eskildsen, studieadjunkt i russisk ved ToRS, indrømmer, at »Hergé fortæller om livet i den unge Sovjetunion med njet-hatten godt nede om ørerne«, men konstaterer også, at »på flere punkter ramte Hergé plet i sin kritik af et totalitært system« som Sovjetunionens. Oven i købet finder Eskildsen også, at »lighederne mellem Hergés version af 1930’ernes Sovjetunion og virkelighedens Rusland i 2010’erne er (...) markante«.



Antropologen Miriam Koktvedgaard Zeitzen gør i årbogen rede for angrebene på Congo-albummet, både den congolesiske studerende Bienvenu Mbutu Mondondos forgæves retssag i 2007 og den svenske ’Tintin-gate’, der endte med, at bibliotekaren selv – ikke det famøse Congo-album – blev fjernet fra hylderne.

Vel er billederne af afrikanere utvivlsomt racistiske og paternalistiske, skriver den danske antropolog, men hun vælger at se det »som et tidstypisk billede på europæernes forestillinger om de eksotiske ’Andre’«.

Som Hergé selv senere sagde: »Jeg lå under for de samme fordomme som det borgerlige miljø, jeg levede i«. Postkolonial kritik

Jørgen Delman, professor i Kina-studier, »har altid syntes, at ’Den blå lotus’ var en god Kina-historie«. Den leverer en »nærmest dokumentarisk beretning om hensynsløse udenlandske magthavere, kolonial almægtighed og modige kinesiske oprørere« og rejser gennem Tintins oplevelser »en postkolonial kritik af den udenlandske fremfærd i Kina og af udenlandske fordomme om kineserne«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Andre artikler i årbogen – formentlig den første videnskabelige publikation, der tager tegneserien alvorligt fra så mange forskellige fagvinkler – belyser billedet af Balkan (Syldavien og Bordurien), af tibetansk buddhisme, af arkitekturen i serien samt af det gamle Egypten.

Religionssociologen Morten Warmind konstaterer, at Hergé, trods sin katolske spejderbaggrund, mest bruger religion til lokalkolorit.

Og den franskfødte arkæolog Christophe Helmke bidrager sensationelt med en ’arumbayansk ordbog’ og lister over seriernes indianske ord, fra Nordamerikas prærie til Perus bjerge.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden