Jeg kan ikke se hendes tunge og talrige smykker og bling. Hverken dem eller hendes dramatiske øjenmakeup.
Nadine Labaki er i Tunesien på optagelserne af en film, hun blot spiller med i, og vi flytter vores samtale fra den ene telefon til den anden, fordi hendes søn hænger om hende: »Mamma! Mamma!«.
Nadine er blevet et symbol. Hun er vokset langt ud over sin egen person.
Som den franske revolution havde sin heroiske Mariannefigur, er Nadine Labaki kommet til at personificere libanesisk filmkunst.
Det er hun stadig ret ene om. Fra hendes to film, ’Karamel’ og den nye, ’Hvad gør vi nu?’, og ned til de nærmeste konkurrenter er der en slugt til forskel, et Mount Everest.
ANMELDELSE Charmerende libaneser går i krig med humor (fire hjerter)
Libanesisk film er Nadine Labaki, og det er nemt at mærke på hende over telefonen fra Tunesien, at hun nyder bare at spille smækkerhoftet fuldmoden skønhed i en andens film, langt borte fra sin daglige hood.
’Hvad gør vi nu?’ foregår i den libanesiske provins, langt ude i bjergene i en landsby, hvor muslimer og kristne lever mellem hinanden med de smågnidninger og det dagligdags ævl og kævl, der gerne er mellem naboer.
Men de indretter sig. Man kan kun se tv ét sted, og det er, hvis apparatet slæbes op på toppen af en bakke, hvor modtagelsen er nogenlunde okay, og her lærer landsbyboerne om, at uenigheden og volden mellem kristne og muslimer breder sig ud over landet.
Landsbyens mænd begynder at sætte hårdt imod hårdt, til både imamens og præstens bestyrtelse.
Chikane afføder mobning, og det hele eskalerer, indtil kvinderne sætter sig ned og diskuterer, hvad der kan gøres, hvordan mændene kan narres til fred. En turnerende trup af letpåklædte ukrainske piger kan måske bruges som en brik i spillet ...?
»Kvinderne er mindre impulsive«
Er det efterhånden op til kvinderne at redde verden, Nadine? Er det det traditionelle mellemøstlige patriarkat, der er problemet?
»Jeg er ikke så sikker på, at en verden styret af kvinder ville være et bedre sted, men hvem ved? For mig handlede det mere om at spørge, hvad vi hver især kan gøre for at forandre situationen, og fordi jeg er kvinde, faldt det mig mest naturligt at antage den vinkel og berette fra en kvindesynsvinkel. Jeg tror ikke, at alt bare falder pænt på plads i verden, hvis kvinder overtager magten, selv om jeg må sige, at kvinder er mindre impulsive end mænd, og jeg fornemmer, at de tab, vi er udsat for, går os mere på. Når alt kommer til alt, er det mænd, der drager i krig, og kvinderne, der bliver derhjemme og står ansigt til ansigt med konsekvenserne«.
På et tidspunkt i filmen lader du mændene vågne op til, at deres kvinder har påtaget sig den anden religions attributter, den kristne kvinde har taget tørklæde på, den muslimske går med krucifiks – til deres mænds forfærdelse. Som om du vil antyde, at den ene religion eller den anden er hip som hap?
»Da jeg sad og skrev filmen, kom jeg i tanker om alle de absurde ting, de her kvinder kunne finde på for at råbe deres mænd op, og blev enig om, at den mest simple også var den bedste: at lade mændene vågne op i sengen med fjenden liggende ved siden af sig. Hvordan ville de så reagere? Det er jo filmens allerinderste budskab: Hvad nu hvis jeg var den anden person?«.
Var du ikke bange for at blive lige lovlig frivol i forhold til nogle forskelle med meget, meget dybe rødder?
»Jeg er da fuldkommen frivol i forhold til det, det er jeg. Fordi forskellene er absurde, og når vi kommer helt derud på absurditeternes overdrev, er den bedste reaktion at grine. Når man begynder at kunne le ad sin egen situation, begynder man også at hele, og husk på, at det kommer altså fra en person, mig, som er en del af det, som findes lige her og lige nu, ikke fra en outsider, der kigger ind udefra. Jeg føler, jeg har optjent en ret til at le ad vore fejl«.
»Vi tænker ikke som libanesere«
Libanon har sin særlige skæbne i Mellemøsten som en slags kastebold mellem Syrien, Iran og Israel.
Borgerkrigen 1975-1990 var nærmest altødelæggende, og landet blev i 2006 kastet ud i en ny krig mellem Hizbollah og Israel. 40 procent af befolkningen er kristen, katolikker, godt 50 procent er muslimer, og den arabiske dialekt, der tales, deler libaneserne med syrerne, jordanerne og palæstinenserne.
»Desværre«, siger Nadine Labaki, »lægger vi typisk i Libanon langt større vægt på, hvilken Gud man beder til, end det faktum, at vi er libanesere. Ens udgangspunkt, ens religion, ens kultur og ens sag er vigtigere for os end vores nationalitet. Vi tænker ikke som libanesere, men som kristne og jøder og enten som sunni- eller som shiamuslimer. Det er der, hele problemet ligger«.
»Der er store problemer i Libanon igen, 20 år efter at vi troede, at vi faktisk var kommet på afstand af dem. Dengang var problemet kristne over for muslimer, i dag er problemet det mere spidsfindige mellem sunni- og shiamuslimer. Det er ulykkeligt«.
»VROOOOOUUUUUUM«
Ham din lille søn på tre et halvt, hvilken rolle kommer han til at spille i Libanon fremover?
»Ham?«, og Nadine griner.
»Ja, det er jo det, der er så underligt. Han er mit første barn, og han har overrasket mig konstant. Den måde mænd og kvinder bare er forskellige på. Det første ord, han sagde, var ’VROOOOOUUUUUUM’, ligesom en bil, der accelererer! Og mere eller mindre det næste, han gjorde, var at lyde som et maskingevær! Jeg ved ikke ... Det ligger i det mandlige dna åbenbart. Når jeg er ude og rejse, ønsker han altid de samme gaver, når jeg kommer hjem: enten en Batmandragt med muskler i – eller en muskuløs ironmanfigur, og han pointerer altid det med musklerne. Det er altafgørende for ham at være hård i filten«.
Måske er det noget, hans far lærer ham, når du ikke er hjemme ...?
»Nej, det ved jeg, det ikke er. Sådan er det bare. Han er en dreng. En lille pige på hans alder leger far, mor og børn, og hun vugger sin lille dukke, til den falder i søvn, passer på den, værner om den, giver den tøj på. Kvinder tager sig af børn, mænd drager i krig. Det er ikke helt så sort-hvidt, men overordnet set er det situationen, og nu er jeg vidne til, hvordan det sker med min søn«.
Slut med politiske film
Religion betyder alt i regionen, siger du. Hvad med dig og dine venner inde i hippe Beirut, er I også religiøse?
»Jeg kender mange, der er meget religiøse, og ja, jeg er også selv troende. Jeg er selv kristen. Normalt har vi et meget lidenskabeligt forhold til vores religion«.
Som det vil fremgå af ’Hvad gør vi nu?’.
Spørgsmålstegnet i filmens titel er noget så sjældent som uretorisk og helt ærligt ment.
LÆS ANMELDELSE Ny libanesisk film er lidt for sukkersød (2008)
Nadine Labaki har ingen idé til, hvilket mirakuløst løsen, der kunne ændre situationen og redde tusinder af menneskeliv.
Hun understreger flere gange, at hun ingen særlige evner har udi politisk analyse, og at hendes næste film, som hun begynder at skrive til august, ikke skal være politisk.
Tror du, at man uden for Libanon evner at se en libanesisk film som andet end politisk?
»Nu må vi se, men den er i hvert fald ikke tænkt sådan«.
fortsæt med at læse
