0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Instruktør bag holocaust-beretning ville være usynlig forfører

Publikum skal ikke føle sig manipuleret, fortæller instruktør bag filmatiseringen af ’Bogtyven’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
fra filmen
Foto: fra filmen

respekt. Det lå instruktøren meget på sinde, at publikum ike følte at filmen 'Bogtyven' førte dem et bestemt sted hen. Det ville ikke vise respekt overfor Holocaust.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er Døden, der fortæller ’Bogtyven’. Helt konkret.

Døden er en aldersstegen personage, der rækker ud efter en tilsyneladende dødssyg ung pige i en togkupé, lidt for tidligt, fordi han har ondt af hende – og faktisk så tidligt i forhold til bestemmelsen med hendes liv, at han må trække fingrene til sig igen og lade hende leve sit liv færdigt.

LÆS ANMELDELSE

Det er Døden, der fortæller. Ikke Brian Percival. Den engelske instruktør, der forlenede seks af afsnittene i hitserien ’Downton Abbey’, deriblandt det første, med en forbilledlig og smagfuld britisk diskretion, sætter en ære i at lade sit lys brænde under en skæppe.

Og i filmatiseringen af Markus Zusaks roman om en pige, der adopteres ind i en jævn tysk familie med en ung jødisk mand skjult i kælderen midt under Hitlers rædselsregime, er usynlighed hans løsen.

Respekt for emnet

»Frem for alt ville jeg undgå, at filmen kom til at bære præg af, hvad der var på mode, filmstilistisk og på alle andre måder«, siger Percival til Politiken.

»Ethvert moderigtigt stilistisk træk ville være en plet på værket, sådan havde jeg det. Det ville udvise en mangel på respekt over for emnet. Min ambition var at være usynlig, overhovedet ikke at sætte mit eget visuelle stempel på. Filmen har nogle ret simple, men høje kranskud – det er det. Folk skulle ikke se mig, de skulle begribe filmen«.

»Da John Williams var blevet hyret som komponist, havde jeg flere diskussioner med ham, fordi han jo er legendarisk for sin gigantiske symfoniske musik med masser af slagtøj og trompeter – alt det, han laver for Steven (Spielberg, red.) – og det bekymrede mig. Men gudskelov viste det sig, at John selv så, at her var der behov for noget småt og intimt i stedet for det, der ellers er hans signatur«.

Publikum skal ikke føle forførelsen

Brian Percival aner, at jeg stadig højst er halvt overbevist. Han kniber øjnene i, da han kigger på mig, og jeg tror, han tænker, at jeg er skuffet over, at han ikke er mere som – ja, lad os bare sige: Roman Polanski, hvis ’Pianisten’ var et af de mere uafviselige filmiske udsagn om holocaust fra den forrige generation.

»Jeg ville ikke risikere, at publikum følte, at de blev ført ved hånden et sted hen«, uddyber han.