Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
fra filmen
Foto: fra filmen

respekt. Det lå instruktøren meget på sinde, at publikum ike følte at filmen 'Bogtyven' førte dem et bestemt sted hen. Det ville ikke vise respekt overfor Holocaust.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Instruktør bag holocaust-beretning ville være usynlig forfører

Publikum skal ikke føle sig manipuleret, fortæller instruktør bag filmatiseringen af ’Bogtyven’.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er Døden, der fortæller ’Bogtyven’. Helt konkret.

Døden er en aldersstegen personage, der rækker ud efter en tilsyneladende dødssyg ung pige i en togkupé, lidt for tidligt, fordi han har ondt af hende – og faktisk så tidligt i forhold til bestemmelsen med hendes liv, at han må trække fingrene til sig igen og lade hende leve sit liv færdigt.

LÆS ANMELDELSE

Det er Døden, der fortæller. Ikke Brian Percival. Den engelske instruktør, der forlenede seks af afsnittene i hitserien ’Downton Abbey’, deriblandt det første, med en forbilledlig og smagfuld britisk diskretion, sætter en ære i at lade sit lys brænde under en skæppe.

Og i filmatiseringen af Markus Zusaks roman om en pige, der adopteres ind i en jævn tysk familie med en ung jødisk mand skjult i kælderen midt under Hitlers rædselsregime, er usynlighed hans løsen.

Respekt for emnet

»Frem for alt ville jeg undgå, at filmen kom til at bære præg af, hvad der var på mode, filmstilistisk og på alle andre måder«, siger Percival til Politiken.

»Ethvert moderigtigt stilistisk træk ville være en plet på værket, sådan havde jeg det. Det ville udvise en mangel på respekt over for emnet. Min ambition var at være usynlig, overhovedet ikke at sætte mit eget visuelle stempel på. Filmen har nogle ret simple, men høje kranskud – det er det. Folk skulle ikke se mig, de skulle begribe filmen«.

»Da John Williams var blevet hyret som komponist, havde jeg flere diskussioner med ham, fordi han jo er legendarisk for sin gigantiske symfoniske musik med masser af slagtøj og trompeter – alt det, han laver for Steven (Spielberg, red.) – og det bekymrede mig. Men gudskelov viste det sig, at John selv så, at her var der behov for noget småt og intimt i stedet for det, der ellers er hans signatur«.

Publikum skal ikke føle forførelsen

Brian Percival aner, at jeg stadig højst er halvt overbevist. Han kniber øjnene i, da han kigger på mig, og jeg tror, han tænker, at jeg er skuffet over, at han ikke er mere som – ja, lad os bare sige: Roman Polanski, hvis ’Pianisten’ var et af de mere uafviselige filmiske udsagn om holocaust fra den forrige generation.

»Jeg ville ikke risikere, at publikum følte, at de blev ført ved hånden et sted hen«, uddyber han.

»Det ville ikke være den rette respekt at vise over for holocaust. Jeg har instrueret reklamefilm i så mange år – blandt andet mange i Danmark i slut-90’erne – at jeg kan tage hvilken som helst visuel stil på mig, men jeg ville ikke. Publikum skulle først opdage, hvor de var blevet ført hen, når det var for sent, og tårerne allerede strømmede ned over deres kinder. Derfor trådte jeg altid uvilkårligt et lille skridt tilbage, mens jeg instruerede«.

Uskyld og barnlighed

Føler du, at der har sneget sig en kynisme ind i filmsproget i dag?

»Jeg har ikke tænkt på det som kynisme …«, siger Percival og stopper sig selv.



Din film føles gammeldags, næsten som en gammel musical. Den har sådan en djærv folketone næsten, som om man nærmest kunne synge med på den.

»Barnligheden er jo en slags nøgle til den! Den handler grundlæggende om uskyldens fordærvelse, og uskylden skildres med uskyld. Ideen var at gøre fortællingen så tilgængelig som muligt og beskrive den enkle verden, den lille familie lever i, så enkelt som muligt – ja, som en folkevise. Som kontrast til den grusomme storpolitik, der udspiller sig rundt om dem. Den der simple tone …«.´

Den film er jo »ganske rædderlig«

Nu ved jeg det – den minder mig om ’Yentl’, Barbra Streisands jødiske ghettohistorie!»’Yentl’ …«. Brian Percival ser ærgerlig ud. ’Yentl’ er en af de forholdsvis få film, næsten alle på parnasset enes om er ganske rædderlig, næppe mere end et kikset udspring af Streisands megalomani.

Forstå mig ret: Jeg er måske den eneste, der regulært elsker ’Yentl’. Den har lidt den samme ligefremme djærvhed …»Begge tager i hvert fald udgangspunkt i en verden, der går under, så på den måde er sammenligningen måske god nok …«.

En niche for sig selv

’Bogtyven’ som roman og ikke mindst som film er næsten en niche for sig selv. Hvor mange andre film handler om en tysk ikke-jødisk familie, der hjælper jøder til at undslippe holocaust? Og Brian Percival siger det åbent, at det var helt afgørende for ham, at filmen ville blive set af mange mennesker. Som i: rigtig mange mennesker.

LÆS OGSÅ »Men det har – modsat hvad jeg nok vil blive skudt i skoene – intet med indtjening og overskud at gøre. Den slags kunne jeg ikke være mere ligeglad med. Men fordi jeg mener, at filmens positive, livsbekræftende budskab skal så langt ud som overhovedet muligt. Alt i filmen er dikteret af det. ’Bogtyven’ er ingen blodig affære, og det er den ikke, fordi jeg vil have teenagerne ind, og det kan de kun, hvis censurlovgivningen tillader det, så volden og blodsudgydelserne er tonet kraftigt ned«.

Uvidenhed om holocaust

Det kom som et chok for Brian Percival, da han under sine mange års forberedelse til optagelserne gradvis opdagede, at der blandt helt unge mennesker i både USA og Europa kun findes yderst sparsom viden om holocaust og jødeudryddelserne.

»Mens vi ledte efter unge skuespillere til at besætte de bærende roller i filmen, gik det op for os, at de unges uvidenhed om emnet var grænseløs! De vidste typisk intet! Der var en, der vendte sig om mod sin mor og spurgte: »Mor, hvordan kan det være, de var så onde over for det jødiske folk?«. Vi er i gang med at opdrage en hel generation af unge, der intet ved om en så skelsættende og dramatisk hændelse i den nyere historie. De mennesker ville jo aldrig betale for at se en film om holocaust, når de ikke engang ved, hvad holocaust er. Begrebet er slet ikke relevant for dem. Derfor ledte vi efter et andet perspektiv på stoffet, der var mere positivt og – ja – opbyggeligt«.



»For det er Døden, der beretter historien, men Døden er ikke uhyggelig, han er bare en, der transporterer en fra én tilstand til en anden. Det er mennesker, der dræber mennesker, ikke Døden. Det at dø er en proces, som Døden hjælper én igennem. Romanens forfatter har fortalt mig, at mange har fundet stor trøst i den morale og er faktisk blev mindre skrækslagne for døden, end de var før«.

Annonce

Fandt trøst i filmen

Fandt du Gud, mens du lavede filmen?

Jeg ville have spurgt elegantere, men sådan kom det til at plumpe ud.

»Jeg må sige …«, og Brian Percival holder en af sine pauser.

»Jeg fandt også nogen trøst i det. Der gik nogle måneder, inden vi begyndte at filme, hvor jeg potentielt var ganske alvorligt syg. I sidste ende gik alt godt, men der gik nogle måneder der, som var angstfyldte. Nej, jeg fandt ikke Gud, men jeg satte mit liv ind i et nyt perspektiv og overvejede, hvad det ville have af betydning i en større ramme, hvis mit eget liv skulle ende nu og her. Og jeg mærkede en vis fortrøstning ved tanken om, at nogen eller noget ville hjælpe mig over på den anden side«.

Måtte bygge nyt Berlin

Filmen balancerer mellem at bekende sig religiøst og overhovedet ikke turde nævne Guds navn.

»Det har aldrig været meningen, at den skulle have tydelige religiøse konnotationer, hverken bogen eller filmen. Alene det, at der findes så mange forskellige trosretninger, ville gøre det kompliceret«.



Brian Percival og filmholdet måtte bygge en hel gammeltysk by og især dens centrale gade, Himmelstrasse, hvor den lille familie Hubermann lever. Alt i det Tyskland, vi sidder og laver interviewet i, har ændret sig radikalt siden slut-30’erne.

Intet i Berlin på vej fra hotellet over på den anden side af det agtværdige Humboldt-universitet på vej mod lufthavnsbussen bærer præg af tiden fra 1970’erne og 80’erne og frem Ikke ét billede kunne man indramme med fingrene, som ville se acceptabelt ud i en film om 30’erne.

Især ikke fra en tid, hvor man stadig turde udfordre hybris og give strækninger navne som Himmelgade.

Politiken var inviteret til Berlin af Fox.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske