Den ene forsøger at danse sig ud af den ensomhed og tomhed, der kan ramme midaldrende mennesker, efter at børnene flyttet hjemmefra, skilsmissen for længst overstået, og arbejdet er blevet en rutinepræget trivialitet. LÆS OGSÅMads Mikkelsen-film får hug i Berlin Den anden holdes indespærret i franske klostre af sadistiske eller lesbiske nonner. Og den sidste rider ud i ødemarken sammen med en gruppe mere eller mindre desperate mænd for at finde guld for enden af en lang og livsfarlig rejse.
Nonne uden tro Egentlig er de ikke heltinder, chilenske Gloria, franske søster Suzanne eller den tyske immigrant Emily Meyer. De er bare mennesker. Den første ved ikke helt, hvad hun leder efter, men til gengæld ved hun, at hun hverken vil fylde sit liv med kedsomhed eller slatne mænd. Nonnen erkender sin unge alder til trods, at hun ikke hører Gud eller religionen kalde på sig. Tværtimod er det selve livet, der tiltrækker hende fra den anden side af de tykke klostermure. Og Emily Meyer rider bort uden at føle, at hun har noget at tabe. LÆS OGSÅBerlin vil give filmene en kærlig bjørnekrammer på festival Måske er det det, der adskiller mandlige helte fra kvindelige hovedroller i film? At heltene af hankøn ofte har et mål, en mission, noget konkret at få løst i løbet af spilletiden, mens hovedrolleindehaverne af hunkøn ikke har defineret deres destination på forhånd? I hvert fald gør det de tre kvinder i chilenske 'Gloria', franske 'La religieuse' og tyske 'Gold' til både seværdigt og troværdigt selskab i tre film i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Berlin.
Chance for priser En festival, hvis humør som regel er i retning af det bekymrede. Festivalen blev løftet gevaldigt op af at være i selskab med en så skøn dame, som den 58-årige Gloria (Paulina Garcia). Helt berettiget blev 'Gloria' fulgt af bragende bifald og bravoråb, da den rullede over lærredet i Berlinale Palast søndag morgen. En seriøs kandidat til at tage en dans med en eller flere bjørne ved prisuddelingen på lørdag.

Ikke mindst fordi instruktøren Sebastian Lelio elegant får vævet politik og aktuelle samfundsforhold i et portræt af et rigtigt menneske, undfanget ved det måske lidt bizarre, men næppe kedelige træf mellem d'herrer Woody Allen og Pedro Almodóvar. I sit liv går Gloria ud og danser for at møde potentielle kærester, hvorfor filmen i øvrigt er fuld liflig, latinsk popmusik. Men dansepartnerne har ikke potentiale til mere, indtil hun møder Rodolfo (Sergio Hernandez), en syv år ældre, forhenværende officer i flåden, hvis maskuline udstråling og gode manerer slår benene væk under hende og får passionen til at flamme.
Et nødvendigt lys Men fortiden og en ualmindelig grim kat trænger sig på, sådan som Augusto Pinochets diktatur gør i det moderne Chile. »Vi ser et nyt samfund udvikle sig i Chile, og jeg tror, at det hænger sammen med den frigørelse, Gloria føler. Nogle gange ser folk mørkt og kynisk på livet, men jeg tror, at det er vigtigt også at se det på en måde - se livet og ikke bare mørket«, sagde Paulina Garcia efterfølgende. LÆS OGSÅFede tider på vej for nordiske film Den udsigt kan være svær at få øje på fra det skidne fangehul i et nonnekloster, hvor Suzanne Simonin (Pauline Etienne) ufrivilligt henslæber sine teenageår. Den stakkels kønne pige skal gå så grueligt meget igennem i Guillaume Niclouxs nydelige version af en fransk roman fra 1700-tallet. Dog ikke helt så meget som søster Suzanne i Jacques Rivettes version fra 1966, hvor hun i Anna Karinas skikkelse også bliver voldtaget af en præst og anbragt på bordel.
Sober tilgang Udgaven på Berlinalen er langt mere sober i sit angreb på religiøs fanatisme. Det er dog især Pauline Etienne med sin blide stædighed og insisteren på at følge sit hjerte og sin humanitet midt i et vanvid af fornedrelser, der gør filmen til en indimellem mere rørende end oprørende oplevelse. I den tyske variant af det historiske drama, Thomas Arslans 'Gold', bevæger vi os fra klostergenren til det vilde vesten. Men til trods for at langt størstedelen af filmen foregår på hesteryg gennem Canada i 1898, vil 'Gold' ikke rigtigt vedkende sig westerngenren. Den traver roligt af sted og sætter først i galop til allersidst. LÆS OGSÅBerlinale dag 2: Når kragerne har klaptræ med Filmen er fornemt fotograferet, så billederne på forunderlig vis får de store vidder, der konstant traves igennem, til at føles klaustrofobiske og snævre. Sådan må det have været for de folk, der red ud og satte alt på spil. Blandt dem er Emily Meyer, spillet af en af Tysklands store filmdivaer, Nina Hoss. Hendes nedtonede skønhed lyser op i filmen, selv om Emily Meyer kløgtigt gør alt for bare at være en af 'drengene'. Hun er bare lidt klogere, ikke mindst på sig selv. Det kan være gode egenskaber at have med sig, hvis man vil krydse den vildmark, vi også kender som livet. Hvis man vil leve det, må man også overgive sig til det. Det gør de tre kvinder i disse film, og det gør både filmene og dem til vindere.