Med henholdsvis en champagneflaske og en øl i den ene hånd og en konstant tændt joint i den anden stavrer 29-årige Anna Pavlova rundt i nattens Berlin. Fra klub til klub, fra sus til sus, fra aften til solopgang, fra fuld fest til total tomhed i morgenstille gader. På slæb har den russiskfødte partydronning den debuterende dokumentarinstruktør Theo Solnik og det kamera, hun skiftevis forguder, flirter med og forbander langt ned i helvede. »Fuck off! Det her er aflyst! Filmen er død ... ligesom mig«, råber hun på et tidspunkt med fuckfingeren strittende mod linsen. Et frustreret udsagn, der synes at være tættere på den sørgelige sandhed, end man bryder sig om at tænke på. LÆS OGSÅDetektivdokumentar får aldrig opklaret sine mysterierDen evige rus At Berlin med den heftige klubkultur og frodige elektroniske musikscene er et mekka for ungdom fra hele verden, er en sandhed så gammel, at man kan støde på grund og måske endda gå til grunde i den. Det er, hvad Anna Pavlova tilsyneladende er i gang med for åbent kamera. Hendes liv har for længst mistet retning. Nu stavrer hun i sommerkjole og på høje hæle rundt i storbyen med tåget blik, sløret udtale af sin pudsige blanding af tysk, russisk og engelsk. LÆS OGSÅPortræt af Amerikas bagside er nedslående og smukt Hun kan dårligt huske, hvorfor hun er endt i Tyskland, men de studier, det startede med, er for længst gået i vasken. Nu handler det om at finde den næste fest i den evige rus, der er blevet til rutine og livsnødvendighed for Anna Pavlova. »Vi er lost, lost ... lost« Hun er skiftevis charmerende, sjov, kærlig og aggressiv som en uforudsigelig drama queen over for det meget nærgående kamera. »Vi er lost, lost ... lost«, hyler hun ud i den årle morgenstund, da hun og de mere eller mindre ukendte 'venner' fra natten endnu en gang står på gaden uden for en af byens klubber. Og alt er lukket. Undtagen de parker, man altid kan opsøge til en efterfest, indtil die Polizei dukker op og lukker. LÆS OGSÅHer er de nominerede til Publikumsprisen på CPH:DOX Der er ikke meget sammenhæng i Anna Pavlovas konstante talestrøm. Hun skiftevis hader og elsker den film, hun er rasende over kun at få 200 euro for at medvirke i, og sit nye hjemland - »et folk uden anden lidenskab end swingerklubber, en forsamling fascister uden stil - slet ikke som italienerne!«, siger den unge russer, der er født ind i en aristokratisk familie, men for længst har lagt de fine manerer fra sig. Det glade forfald Derimod har Anna Pavlova, der deler navn med en af historiens største ballerinaer, hvis liv i 1983 blev til den russiske spillefilm ’Anna Pavlova’, stadig sin helt egen ynde, når hun i en brandert af samme omfang som byen Berlin danser gennem den tyske hovedstads hårdt prøvede gader. LÆS OGSÅUrgammelt og ultracool mødes i smukt billedflimmer Heldigvis undlader Theo Solnik at tage stilling til sin tvivlsomme hovedpersons liv og lidelser. Det ville være let at fordømme og lægge moralsk afstand til partypigens meningsløse udskejelser, men det gør filmen ikke. Derfor bliver den på sin egen originale, indimellem bizart morsomme og rørende måde et portræt af det livfulde, glade forfald. Lige så sort-hvid, som verden er for Anna Pavlova. FACEBOOK