40 i dag: DiCaprio har vist sit værd, men mangler stadig den Oscar

Lyt til artiklen

Som barn og teenager ønskede Leonardo DiCaprio sig ikke så meget at blive berømt, som han drømte om en dag at opnå anerkendelse for sit skuespil. At det altid har været faget, der har trukket i ham, er måske en forklaring på, at han klarede den voldsomme verdensberømmelse, han oplevede allerede som helt ung.

Leonardo DiCaprio har adskillige gange offentligt betakket sig for igen at opleve den idolstatus, han fik, efter at han i 1997 havde spillet den mandlige hovedrolle i James Camerons hit ’Titanic’.

Oscars hjerte banker i sidste ende altid for Amerika

Rollen som den unge fattige Jack Dawson, der på ’Titanic’ oplever kærligheden sammen med overklassepigen Rose Bukater (Kate Winslett), gjorde den dengang uskyldigt udseende DiCaprio til teenageikon og til en af filmbranchens bedst betalte stjerner.

Leonardo DiCaprio anvendte sin stjernestund til først at tage en længere pause, dernæst gå i gang med at udforske alle muligheder i sit store talent og derigennem få lovprisninger for sit spil. Det er han foreløbig blevet ved med at få.

2013 var Leos år

2013 var et af hans helt store år i karrieren. I Quentin Tarantinos spaghettiwestern ’Django Unchained’ spillede han den manipulerende ondskabsfulde plantageejer Calvin Candie med gnistrende overskud helt ud i hjørnerne af det morbidt fedtede smil.

I Baz Luhrmanns scenografisk overdådige og ikke uproblematiske version af ’The Great Gatsby’ lykkedes det DiCaprio at fange det uudgrundelige hos Jay Gatsby. Og i rollen som børsmægleren Jordan Belfort i ’The Wolf on Wall Street’ spillede han sig helt ud for at portrættere den vanvittige, maniske, egocentrerede, skruppelløse finansbedrager, hvis selvbiografi filmen byggede på.

Leo og Scorsese holder fuck-fest i 'The Wolf of Wall Street'

I ’The Wolf on Wall Street’ optrådte han i en usympatisk glansrolle så langt som muligt fra den nuttede arbejderknægt, han var i ’Titanic’. Hans vej hertil havde været en anden uden hans nære samarbejde med instruktørmentoren Martin Scorsese. ’The Wolf on Wall Street’ var den femte film, de to lavede sammen.

Partnerskabet med Scorsese

Deres samarbejde var det historiske drama ’Gangs of New York’ fra 2002. Inden da havde DiCaprio, der kommer fra Los Angeles og er søn af en halvt italiensk tegneserieforfatter og en tyskfødt sekretær, først optrådt i reklamer og tv-shows og siden vakt opmærksomhed ikke blot i ’Titanic’, men også i bl.a. Lasse Hallströms ’What’s Eating Gilbert Grape’, Baz Luhrmanns ’Romeo + Juliet’ (1996) og Jarry Zaks’ ’Marvin’s Room’.

’Gangs of New York’ indledte et tæt samarbejde mellem DiCaprio og Scorsese.

DiCaprio forsvarer Scorsese: Han laver stadig punkrock

I forbindelse med indspilningen af ’The Aviator’ i 2004 og også andre fælles projekter har skuespilleren været indgående involveret i udviklingen af filmene.

Både ’Aviator’, ’The Departed’ (2006), ’Shutter Island’ (2010) og ’The Wolf on Wall Street’ har været publikums- og anmeldersucceser, der har indtjent formuer og gjort DiCaprio til modtager af forskellige priser bortset fra den Oscar, han stadig blot har oplevet at være nomineret til.

Solfangere og privatfly

Ud over Scorsese har han siden 2000 arbejdet med bl.a. Steven Spielberg om den raffinerede ’Catch Me If You Can’, med Sam Mendes i ’Revolutionary Road’, med Ridley Scott i ’Body of Lies’ og med Christopher Nolan i ’Inception’.

LÆS GUIDE

Guide: Her er de 5 bedste DiCaprio-film + 1 han burde have sagt nej til

’Leo’, som kendere ynder at kalde ham, har kunnet og kan stadig vælge og vrage mellem rollerne og har for længst vist evnen til at lægge det søde udtryk af sig, som han havde i ’Titanic’.

Hans ansigt har beholdt sit bløde huld, og spillet er bare blevet endnu mere intenst med årene. Men nu kan han optræde som en ualmindelig perfid og samtidig karismatisk karakter.

Kendisser på talerstole skaber mere omtale end forandring

Sideløbende med skuespillet er han filmproducer, har sit eget filmselskab og er engageret i miljøspørgsmål. Det sidste til nogens hån. For selv om han kører miljøvenlig bil, har solfangere på sit Hollywood-tag og både var medforfatter og indtaler på dokumentarfilmen ’Den 11. time’ i 2007, ankommer han jævnligt til premierer og velgørenhedsarrangementer i privatfly.

Som skuespiller er han helt igennem troværdig, ligegyldigt hvor stor en løgner han spiller.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her