I filmen ’Wolf’ spiller Jack Nicholson forlagsredaktøren Will Randall, der bliver bidt af en ulv, mens han er på vej hjem.
Han tænker ikke noget videre over hændelsen; men da han på et tidspunkt i tiden efter bliver først degraderet og siden gjort til hanrej af sin efterfølger, er han pludselig i stand til at mobilisere en aggressivitet og en styrke, som tidligere har været den servile fluekneppende tøffelhelt fremmed; hans sanser er skærpede, hans bevægelser mere koordinerede og hans hjerne skarpere.
Og det skyldes ganske enkelt, at han er blevet en varulv – hans menneskelige tonicvand er blevet beriget med et ordentligt skud ulvegin.
Nicholsons karakter er langtfra den første, dette er sket for, og næppe den sidste. I Joe Johnstons aktuelle ’The Wolfman’ går det ud over Benicio del Toro.
LÆS ANMELDELSE Benicio Del Toro er en veloplagt ulvemand
Varulveskikkelsens oprindelse fortaber sig i historiens ældste tåger.
Den oldgræske historiker Herodot beretter små 500 år før vor tidsregning om en stamme i Skytien, hvis medlemmer ifølge myter forvandles til ulve en gang hvert niende år.
I vor egen kulturkreds optræder menneskeulve, varulv betyder mandeulv (af det oldengelske were og det også i nutiden brugte wolf), i adskillige mytologiske sammenhænge, og i mange af dem er figuren snævert forbundet med selveste Satan.
Derfra er der jo som bekendt ikke så langt til seksualitet, og den forbindelse brugte dansknorske Aksel Sandemose i sin psykologiske kærlighedsroman ’Varulv’ fra 1955, som satte varulven et (fin)litterært mindesmærke.
Ulvehormoner i Hollywood
I hollywoodfilmens verden optræder vor hårede antihelt første gang i 1935 i ’Werewolf of London’, hvor Henry Hull spiller dr. Glendon, der rammes af varulvitis, men det er først og fremmest Lon Chaney jr.s indsats i ’The Wolf Man’ fra 1941, man forbinder med ulvemennesket på film.
Den tidligere nævnte, aktuelle varulvefilm er i øvrigt baseret på denne klassiker, som også har Claude Reins på rollelisten. Den blev fulgt op af den knap så klassiske ’Frankenstein Meets the Wolf Man’ i 1943.
I nyere tid har varulven optrådt i blandt andet ’I Was a Teenage Werewolf’ fra 1950’erne, hvor forbindelsen mellem adolescensens stærke seksualdrift og ulvefiguren spiller en betydelig rolle, og i den spanske serie ’La Marca Del Hombro Lobo’ (1968-2003) med kultskuespilleren Paul Naschy i den centrale rolle.
Naturligvis har man også forsøgt sig med genreblandinger.
Her vil de fleste nok nikke genkendende til John Landis ganske vellykkede dramakomedie ’An American Werewolf In London’ fra 1981, hvor en amerikansk studerende på rygsæktur i Yorkshire stifter bekendtskab med en temmelig krasbørstig britisk ulv og efterfølgende ved fuldmåne ganske enkelt må ud og lufte sig i den engelske nat.
Dødedans med Jackson
Den mest kendte varulveoptræden på levende billeder er imidlertid ikke fra en spillefilm, men fra den 14 minutter lange musikvideo til Michael Jacksons monsterhit (ha ha) ’Thriller’ fra den seminale pladeudgivelse, der revolutionerede popmusikken i 1982.
I ’Thriller’-videoen er det Jackson selv, der forvandles fra mr. nice guy til en farlig behåret satan under en date, hvilket passer meget fint med den symbolske valør, varulvefiguren sædvanligvis tillægges.
TV 1.500 filippinske fanger danser på Jackson-dvd
Der er påfaldende mange film, hvor koblingen mellem tidlig seksualitet og varulveforbandelsen er handlingsbærende, og heri ligger vel også forklaringen på, hvorfor vi finder varulve så helvedes interessante.
De er et billede på den dyriskhed og rene driftsstyring, som altid – selv i de mest dannede, urbane og civiliserede sammenhænge – ligger og lurer lige bag skjortebrystet; der hvor hjertet hedt og rødt banker blodet rundt i kroppen.
