I Bob Dylans ’A Hard Rain’s a-gonna Fall’ beretter fortælleren om alle de skrækkelige ting, han så, da han besteg de 12 tågede bjerge, vaklede omkring på de 6 skæve motorveje og stod midt i de 7 sørgmodige skove. Men alt det er for ingenting at regne mod de syn, der mødte de allierede styrker, da de tiltvang sig adgang til koncentrationslejren Bergen-Belsen i foråret 1945.
De så alle stadier af menneskelig lidelse. De så mennesker så udhungrede, at de ikke var til at skelne fra skeletter. De så døde, der lå i bunker, som var de fordærvede kålhoveder. Ikke i dusinvis, men i titusindvis. Og de så de dødes ejendele samlet ind og ordnet, med henblik på grusomt genbrug. En hård regn var faldet.


























