I begyndelsen gik det da meget godt. Da aftenens værter Hilda Heick, Annette Heick og Jacob Riising havde åbnet ballet med vandet revysatire om svenskere, og David Jay havde afleveret sin saftevandstynde retrosoul med titlen ’Rays of Sunlight’, kom aftenens første vinderhåb på scenen.
Simone. Den 24-årige Slagelse-pige med så mange næsten-sejre i musikkonkurrencer bag sig, at det på en eller anden måde måtte være hendes tur til at vinde Melodi Grand Prix i år. Og Simone lignede virkelig en vinder i ankellang, opslidset, kropsnær kjole og med en Adele-agtig divafrisure holdt så godt på plads af hairspray, at vindmaskinen ikke fejede de bløde krøller på afveje.
Dertil kom, at Simone med ’Heart Shaped Hole’ havde en sang så hitoplagt, at bookmakerne på forhånd havde givet hende vinderstatus. En popsang af den slags, hvor man bare skal læne sig tilbage og nyde det, når stemmen sætter turbo på i omkvædet. Og være ligeglad med det, hvis man synes, at man har hørt et i nogle toner næsten lignende refræn før fra Sias mund, da hun sang ’Chandelier’.
Fra en tid før X-Factor
Det er Melodi Grand Prix, det her. Det er ikke meningen, at musikken skal være stor og original kunst. Det er meningen, at Danmark skal sende en vindersang af sted til the European Song Contest, at vi skal vinde det internationale Melodi Grand Prix, og at vi skal være sammen om sejren. Er landet splittet på alle mulige andre måder, så er der trods alt to ting, der kan skabe nationalt sammenhold. Den ene er boldsport. Den anden er et popomkvæd, der jorder resten af Europa fra Malta til Kroatien og Litauen.
Det refrænbårne fællesskab er selvfølgelig ikke længere så stærkt, som det var dengang, der kun fandtes en dansk tv-kanal, og alle mulige talentkonkurrencer á lá X-Factor endnu ikke var opfundet. Der var ikke rigtig nogen konkurrence om seerne, da Grethe og Jørgen Ingmann vandt det internationale Melodi Grand Prix for Danmark første gang i 1963 med ’Dansevise’. Selv da TV2 fra 1988 brød Danmarks Radios monopol på at sende landsdækkende blev Melodi Grand Prix ved med at være en begivenhed, der kunne samle seere og få stærke seerreaktioner frem i folk.
Nogle år gik det danske Melodi Grand Prix over i erindringen som højdepunkter i nationens familiealbum. Det skete i 2000, da Brødrene Olsen vandt med ’Smuk som et stjerneskud’, der viste sig at have en melodi stærk nok til at vinde over alle de andre europæiske i Stockholm det år.
Andre gange fik det danske Melodi Grand Prix et eftermæle som forargelig skændsel. En af historiens mest udskældte versioner af det danske Melodi Grand Prix fandt sted i 1995, hvor en dommerjury havde den afgørende indflydelse, hvilket helt grundlæggende strider imod, at selv om DR har hyret folk til på forhånd at udvælge egnede sange, så skal vinderen være folkets og ikke en eller anden jurys valg.
Sad i jury
Den ideologi havde jeg ærlig talt ikke gennemskuet, da jeg selv i 1995 som musikanmelder på Politiken var en del af den famøse jury, der til ret voldsom landsdækkende forargelse gjorde Aud Wilken til vinder med sangen ’Fra Mols til Skagen’. I udgangspunktet ville jeg bare først og fremmest gerne have lidt opmærksomhed fra min mor, der fuldt forståeligt ikke læste Politiken, for heller ikke dengang skrev avisen om eller til ufaglærte arbejdere i jyske landsbyer.
Min egen optræden live på tv var noget i retning af landsdækkende fremvisning af eksistentiel frygt for kameraer. Hvad jeg sådan kom i tanke om igen lørdag aften, da var vi et godt stykke inde i aftenens konkurrence, og jeg fik set rigtigt på Hilda Heicks udstråling.
Simone havde sunget sin tekstmæssigt interessante kirurgiske gennemgang af et kærlighedsbrud i ’Heart Shaped Hole’. Sophia Nohr havde haft problemer med at holde melodien i ’Blue Horizon’. Kristel Lisberg havde dulmet pophysteriet med en mild violin, men også forvirret ved at synge ’’who needs a heart when a heart can be broken’’, der er to af linjerne i Tina Turners største hit ’What’s Love Got to Do With It’. Lighthouse X havde charmet med det antivoldelige fællesskabsbudskab i boyband-nummeret ’Soldiers of Love’. Og endelig havde Anja Nissen afsluttet første del af grand prix-showet med ’Never Alone’, der kunne minde om Emmelie de Forests vindersang fra 2013 og også er skrevet af blandt andre hende.
På det tidspunkt var vi nået til, at aftenens finalister, Lighthouse X, Anja Nissen og Simone skulle præsentere deres sange igen, hvorefter seerne skulle stemme om den endelige afgørelse. Det var lige inden, svenske Loreen dukkede op for at gensynge ’Euphoria’, som hun i 2012 vandt det internationale grand prix med, og som hun har optrådt med siden.
Loreen er i øvrigt i en parentes sagt et glimrende eksempel på, hvad man nu om dage kan påregne sig at opnå karrieremæssigt, hvis man vinder hele Europakonkurrencen: 19. november 2015 så jeg hende synge ’Euphoria’ foran Amsterdams svar på Magasin i anledning af, at julelysene udenpå varehuset skulle tændes.
Familiebrand
Det var på det tidspunkt, at det lørdag 13. februar 2016 gik det op for mig, at den virkelige sammenhængskraft, den store stjerne den aften, hverken var Simone, Anja Nissen eller Lighthouse X, selv om de tre sange var de rigtige til at havne i finalen.
Aftenens virkelige stjerne var Danmarks største familiebrand Heick. Flankeret af tv-værten Jacob Riising var det mor Hilda Heick, datter Annette Heick og – i en betydelig birolle – grand prix-veteran og far Keld Heick, der havde fået den utaknemmelige opgave at samle generationer af danskere foran skærmen og underholde med hjemmebagte sketches om, hvordan det er Hilda Heick, der har bukserne på i den familie, ja i hele den folkelige danske grand prix-familie.
Familien Heick er blandt de mest afholdte i Danmark på tværs af aldre, politiske opfattelser, klassebaggrund, musikalsk smag og alle mulige andre skel. At caste de 69-årige Heick-seniorer og deres 44-årige datter til hovedrollerne i årets grand prix var i udgangspunktet en genistreg. De er populærkulturens svar på Dronning Margrethe, og så får de ikke engang apanage. Det er the Heicks, der er med til at holde det hele sådan bare lidt sammen, men lørdag blev de ladt i stikken ved at få tildelt en alt for stor rolle, som især Hilda Heick ikke kunne udfylde. Ind imellem lyste ængstelsen ud af hende, mens hun prøvede at være sjov. Al den menneskelighed midt i underholdningen var faktisk lidt grænseoverskridende, og jeg havde lyst til at tage hende ud af skærmen, give hende et knus og en kop kaffe.
Det var Lighthouse X, der vandt og skal til Stockholm 10. – 14. maj for at kæmpe for Danmarks popære medbringende en hæderlig sang og en behagelig og åbenlys scenisk sikkerhed.
Men det er familien Heicks talte refræner, der har sat sig stærkest i kroppen.
fortsæt med at læse
